Skousen & Ingemann med venner: 40 års jubilæumskoncert, Store Vega, København

Skousen & Ingemann med venner, 40 års jubilæumskoncert, Store Vega, København

Skousen & Ingemann med venner: 40 års jubilæumskoncert, Store Vega, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

De var på fra første færd. Både publikum og musikerne. En perfekte syngende helhed af unge og gamle omkring sange, som den stadig undrende forsanger snart må have fuld vished for er en vigtig del af rigtig manges dna. For dette var en koncert af de helt sjældne. Af den slags som der vil gå frasagn om, der vil tale om sitrende øjeblikke og effekten af, at en samling fantastiske sange har fået lov til at lagre i fire årtier og nu bliver sunget ud som af en stemme, for fuld hals med lykkelige smil overalt. For de var der, de gamle 68'ere, i stort tal, og der var rigtigt mange som snildt kunne være deres børnebørn, men som i en stor fælles vibration blev til et i et Store Vega, som var fyldt til bristepunktet.

Skousen & Ingemann havde allerede afgivet løfterne ved receptionen forleden for genudgivelsen af det mesterlige album fra 1971, hvor de var gået på sammen og havde spillet de to hit, Isabel og Herfra Hvor Vi Står. Allerede her sitrede det, da Niels med sin dirrende smukke stemme sang og spillede på guitaren med sin egen skæve tilgang, mens den gamle bashaj ved hans side sang som et ekko, samt lagde de smukke linjer på de fire strenge, og kærligheden over samværet og skæbnefællesskabet og lykken over at have stået fadder til musik af så høj karat bare strømmede ud i lokalet. Allerede her var det tydeligt, at den konstellation er helt, helt speciel. At det budskab, de søsatte i 1971, er eviggyldigt og evigt grønt.

Til koncerten var de flankeret af den gamle steppeulv, Stig Møller, som er en egen del af fortællingen, som på hentydningen til hans partner, Eik Skaløe, i Steppeulvene i linjen "der var en ven, der tog af sted lidt før de andre". Møller var del af bandet dengang, og det samme var Tømrerclaus, som stadig spiller en fantastisk spade, og som med klarinetten gav os ekkoer af Knud Bjørnø, fløjtespilleren på den oprindelige plade, som for længst er emigreret til USA. Og endelig fyldte Hans Fagt hullet ud efter Bjørn Uglebjerg i det band, som også på et tidspunkt hed Musikpatruljen.

Deres første sæt var magisk. Specielt på den lange folkevise om Knud Lavard med det evige omkvæd "Sol går op, sol går ned, vi længes efter fred", som var af episk karakter med alle syngende med og til afslutningen med titelsangen, som bare må være en af de bedste sange, som nogensinde er skrevet på dansk. Som afslutning på et forløb, som peger fremad, og en gruppe, som havde en friskhed og en eviggyldighed, som gør, at de bør se denne koncert som en ny begyndelse. Hvor flere end os i Store Vega skal have mulighed for at synge vores frustrationer, isolation og behov for fællesskab ud i sange som står mejslet. For det er hvad de gamle skjalde leverer så overbevisende.

Stig Møller pakkede efterfølgende i pausen sine ting og rejste sig så og gik hen til scenekanten og sagde: "Det kan godt være, at Skousen har 40 års jubilæum. Men jeg har 50!!!" Alle lo, men sandt var det. Og lad os dog snart få hyldet den gamle steppeulv, som Hans Otto Bisgaard siger det: Solens muntre søn.

Andet sæt kom efter en god pause, og selv om det må have været som at skulle op mod myter, blev det sæt mindst lige så godt. Det var tid til nuet og sangene fra de sidste ti år siden comeback'et med Dobbeltsyn. Og det var med et band af skræmmende styrke. For i guitaristerne Jonas Struck og Rune Kjeldsen har vi et par musikalske tvillinger, som har høj, høj klasse, som med hver sin Fender Jazzmaster i den grad fik skruet op for et groove, som bare voksede og voksede, understøttet af den indkaldte trommeslager, Rasmus Waldorf - som havde haft to øvere! - og bassisten Jens Hein. Dertil opbakning fra fødselshjælperne i den nye karriere, Nikolaj Nørlund og Lise Westzynthius og en række stjerner, som i den grad kom ind og satte uafrysteligt præg på begivenhederne. Når det da ikke var Skousen selv ved mikrofonen, med de to sangerinder, Maria Køhnke og Sidse Holte, som lagde underskøn vokal til de rystende mundrette melodier, som eksempelvis på det gamle hit, Lad Ham Gå.

Det blev en formidabel koncert i sig selv. Rigtigt mange af sangene var fra det fine seneste album, Lyt Til Din Coach, som på åbneren Middelvejen, med linjerne "hvad skal man sige, hvad skal man gøre, når det sorte hul bare bli'r større og større", og på det tredje nummer gik Figurines' Christian Hjelm ind og sang en ætsende Sorte Huller, inden Skousen bragte os hen til et højdepunkt med føromtalte Lad Ham Gå, hvor omkvædet fra den gamle mestersang bare er af en karakter, der sidder som et hit på rygradden. Og pigernes stemmer fik det til at risle betagende.

Vi Drømmer Verden var Ane Trolle gået ind med en fortolkning, som var okay, men heller ikke mere, men til gengæld gik Peter Sommer ind og gav en helt ufattelig udgave af sangen, der lagde fra land dengang i 2002, Det Sker, og her rejste bandet sig som en storm og Jonas Strucks guitar knurrede og flåede og var en fornøjelse. Det var også en fornøjelse at se en guitarist, som teknisk er så velfunderet, at store dele af soloer spilles i greb, og hvor følelsen og nærværet hele tiden er maksimalt. Det samme gælder i øvrigt Rune Kjeldsen.

Skousen var tilbage og gav en vidunderlig version af Roser Og Sne, og magien fik i den grad en tand mere, da der blev spillet op til Stjernestøv, hvor de to guitarister har fundet en helt egen twanget gang rhythm'n'blues, og sangerinderne tog fra med leadvokaler, mens en Steen Jørgensen med det nye trademark look med fuldskægget og solbriller kom på og i den grad satte bandet op til narrestreger. Som det var tilfældet på Sort Sol-genkomsten og under Langebro ved Ken Gudman-festen for Wili Jönsson for nogle år siden, sker der noget helt specielt, når den mand går på scenen og et band spiller op til ham. Stort, Steen!!!

Alligevel var det Niels Skousens aften. Konstant havde jeg mindelser til The Band og deres The Last Waltz i denne fejring, og selvklart er der hilsner til Bob Dylan i meget af det der foregik, som hymnen, som allerede er en klassiker, "68", som i den nye version nærmest havde karakter af All Along The Watchtower, og Jonas Strucks guitarsolo sluttede en helt sublim aften, hvor den hørte hjemme, nemlig i himlen.

Vi landede sødt med Lise Westzynthius ved klaveret og Niels syngende os til ro med Grænser.

På en aften, der var grænseløs og af det stof, som myter er gjort af.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA