Lucy Love: Magasinet, Odense

Lucy Love, Magasinet, Odense

Lucy Love: Magasinet, Odense

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det er, som bekendt, eksamenstid, det fordømte forår og alt det der, og for de fleste mennesker ender det, mere eller mindre lykkeligt, ved det grønne bord, og ikke sjældent er der tyske gloser eller integralregning involveret. Men ikke i Lucy Loves tilfælde. Her var eksamensbordet skiftet ud med Odense-spillestedet Magasinet, der for en aften blev forvandlet til afgangsprojekt fra Det Fynske Kunstakademi, og hvorfor ikke? Koncerten som kunstform, slet og ret.

Det er store ord, ikke mindst i en tid, hvor netop koncertformen som vi kender den er under pres fra endeløse rækker af talentshows på tv, der på uskøn vis forvandler og forfladiger musikkens egentlige essens til plat konkurrenceaspekt. Tænkt ind i en sådan sammenhæng er Lucy Loves præsentation af koncerten som kunstform måske nok både ambitiøs og prætentiøs, men også slet og ret modig, fordi her er tale om en tanke, der dybest set går mod tidens trends.

Når der så ydermere skydes med det tunge pr-skyts og den hellige hype lover ting som "det ultimative visuelle show" og "uendelig hypnotiserende musikvideo", så er vi ved at nå derud, hvor den typiske danske reaktion ville være at afskrive det hele som lidt vel plat og en hel del varm luft. Men igen skal der herfra lyde respekt for at gå mod strømmen – måske er det ligefrem en af de vigtigste dyder man som dansk musiker – eller kunstner, om man vil – bør efterstræbe, nemlig den evige og absolut nødvendige kamp mod den allestedsnærværende Jantelov.

Da jeg ankom til Magasinet fortalte en fotograf-bekendt, at størstedelen af de fremmødte derinde var unge piger, og selvom kønsfordelingen blev mere jævn efterhånden som flere strømmede til – og der var ganske flot fremmøde – så var der stadig mange af de unge piger, og måske ikke så overraskende. Lucy Love kan vel godt betragtes som en kvinde i en typisk mandeverden, og hun har unægtelig succes med det hun gør i disse år, så at hun kan fremstå som forbillede er muligvis ikke så mystisk.

Og så har hun tydeligvis, sit afsæt i undergrundsmusik til trods, fat i en betragtelig del af hipster- og mainstream-publikummet, at dømme efter fremmødet på Magasinet faktisk i væsentlig større grad end i de alternative segmenter, hvilket egentlig overraskede mig en smule. Men man kan ikke sige andet end at publikum tog vældig godt imod konceptet, ja faktisk var det i flere perioder som om en stor international stjerne var landet i Odense, og der var i det hele taget en rigtig god stemning koncerten igennem.

Firser-futurisme
Godt en halv time forsinket gik Lucy Love og Yo Akim på scenen, klædt i sort-hvide dragter, med koldt, klinisk lys flakkende rundt i salen og fire skærme bag sig. Dragternes kantede geometriske mønstre, som også gik igen i form af UV-gitre på instrumenter og skærme, sendte tankerne i retning af firsernes digitalromantiske futurisme, og aftenens aktører fulgte da på mange måder også den klassiske firseropskrift for den slags fornøjelser, hvilket vil sige karismatisk og udadvendt forsanger bakket op af synthesizernørd - tænk Yazoo, Eurythmics, Soft Cell, Pet Shop Boys.

Efter lidt stemningsskabende, småambient indledning, som den slags nu lyder, vågnede publikum for alvor op til "Who You Are", der både byder på den efterhånden velkendte Lucy Love-rap såvel som iørefaldende omkvæd, og det fungerede fint. Lucy Love selv spankulerede frem og tilbage på scenen, med UV-mønster-kostume og hanekam, som en finurlig krydsning mellem noget fra Tron og noget fra Sigue Sigue Sputnik, fanget i en grime-piges krop, mens Yo Akim spillede rollen som kold maskinoperatør efter alle gældende regler. Fra tid til anden legede han med samples, filtrerede basgange eller spillede space-lyde fra den medbragte synthesizer, og det var, naturligvis, alt sammen nøje tilpasset musikkens minimalistiske udtryk.

Personligt tror jeg egentlig godt man kan lade ham lege lidt mere med temaer og improvisation også fra tid til anden, hvilket kunne tilføje et lidt anarkistisk udtryk rent musikalsk også, som sidestykke til Lucy Loves fysiske energi. Hun skal i øvrigt have, at den megen vimsen omkring til trods, så er hendes vokal-timing imponerende. At lyden så tilmed var god hele vejen igennem tæller naturligvis også kun på den positive side. Der var den forventede dybe, dybe bas, men heldigvis var lyden ikke basvæltet, som man nogle gange kan være ude for det til dubstep-arrangementer og det, der ligner. Her var plads til både mellemtonen og diskanten også, hvilket gjorde at musikken fremstod nuanceret og defineret stort set alle numre igennem.

Nogle gange undervejs blev Lucy Love og Yo Akim assisteret af to til fire dansere på scenen, klædt i forskellige dragter, der dog alle tog udgangspunkt i showets overordnede digital-tema. Et enkelt kostumeskifte blev det også til omkring to tredjedele inde i koncerten, men så heller ikke mere end det, og det var rart. Man kunne sagtens have forestillet sig endeløse og langtrukne kostumeskift, med indlagte dansepassager til ligegyldig housemusik, men det slap vi for. I mine øjne et klogt fravalg, der sikrede, at koncerten fremstod som netop koncert og ikke som show- og kostumegejl. Netop ved at være anvendt sporadisk og stramt fungerede dansere såvel som kostumer.

Ikke overraskende var det numre som den allerede nævnte "Who You Are", den Afrika Bambaataa-klingende "Daddy Was A DJ" samt den særdeles vellykkede "Poison", der lyder lidt som et møde mellem Pet Shop Boys og grime, der virkelig fik tag i det i øvrigt ganske feststemte publikum, som Lucy Love da også formåede at bringe yderligere i stemning. Man kan ikke påstå andet end at pigen har stage-presence - jeg vil næsten tro, at hun på en scene, med sin insisterende energi, ville kunne overbevise selv den sureste gamle mand for hvem electro, grime og dubstep er tre af de syv dødssynder. Og så er jeg ikke engang den helt store rap-elsker (jeg tror genren døde for mit vedkommende, da de begyndte at rappe i julekalendrene på tv, sorry, Chuck D).

Miss Pac Man
Lucy Loves eksamensshow fremstod bestemt som en succes, en sanseoplevelse i lyd, lys og billeder på omkring en time og et kvarters varighed, som tilmed fik en begejstret modtagelse fra et godt fyldt Magasinet i Odense. Det lovede visuelle udtryk formåede faktisk at leve op til den megen hype, men samtidig må man også, hånden på hjertet, sige, at der var ganske tydelige adresser på referencerne. Er man, som undertegnede, vokset op i Pac Mans labyrint, med 8-bit-lyd og demoer på Commodore 64, med Kraftwerks audiovisuelle genialiteter og med Trons lysende neongitre, der strækker sig uendeligt mod den digitale horisont, ja, så kan man i dén grad nikke nostalgisk genkendende til Lucy Loves univers.

I hvor høj grad hun formår at opdatere det, eller sætte det ind i ny kontekst, må nok afhænge af den enkelte og dennes standpunkt, men hun har tydeligvis fået dén generation i tale, som lige præcis ikke nåede Kraftwerk, Commodore 64 og Tron, og jeg synes under alle omstændigheder, at hun slap bedre fra opdateringen end Tron Legacy gjorde det. Så digitale kirsebær og et ekstra-liv herfra for en vellykket aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA