Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 24-05-2011 kl. 04:49

Emmylou Harris & her Red Dirt Boys
DR Koncerthuset,
mandag d. 23. maj 2011

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

I pendulfart mellem det sejt swingende og det sublimt smukke

Opvarmning: Simon Lynge ***

Det kræver en god portion selvtillid, eller en musikalsk historieløshed af tilsvarende omfang, at debutere i 2010 med et album betitlet The Future, upåagtet at en vis mr. Leonard Cohen udgav et mesterværk af samme navn i 1992. Nuvel, det behøver produktet jo ikke strengt taget ikke at blive ringere af, og den unge sangskriver af grønlandsk herkomst Simon Lynge har da også fået mange pæne ord med på vejen, indimellem med referencer til Simon & Garfunkel. Med Lynges ferme fingerspil forstår man allusionen, men nu skal man jo altså præstere mere end et godt greb om westernguitaren og en pæn røst for at være Paul Simon - hvad Lynge da, skal det retfærdigvis tilføjes, heller ikke hævder at være.

Lynge hylder livet, træerne og bjergene, mens Simons bedste tekster fra 60'erne er litterære strejftog i det senmoderne samfunds eksistentielle, urbane ødemark med fremmed- og rodløshed som centrale temaer, bare lige for at få forskellen på plads. Well, well, det er en anden snak, og forhindrede da heller ikke Lynge i at gøre et både sympatisk og charmerende indtryk i aften og demonstrere, at han både er en dygtig guitarist og en udmærket sanger - mere fermt feelgood-agtigt end egentligt interessant i sit udtryk, som en coverversion af Otis Reddings "Sittin' on the Dock of the Bay" da også demonsterede. Men da absolut tilforladeligt, bevares.

Emmylou Harris & her Red Dirt Boys *****

Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg så Martin Scorceses eminente koncertfilm "The Last Waltz", fra The Bands afskedkoncert på de hedengangne San Francisco-spillested Winterland i 1976 - ikke i biografen, men på en godt brugt udlejnings-VHS fra det, der dengang hed Videoboxen i Grenå. Folk, der har set den, vil vide, at filmen er en kontinuerlig række af højdepunkter, men af en eller grund var det hverken en knokkelskæv Neil Young, der tumler ind på scenen og leverer en gåsehudsfremkaldende "Helpless" eller min all-time helt Bob Dylan i hvid hat og lange krøller, som brændte sig mest eftertrykkeligt fast i nethinden dengang. Det var derimod en ung Emmylou Harris der, gudesmuk i lang lyseblå kjole, alene på scenen leverer en uforglemmelig fortolkning af Levon Helms "Evangeline".

Grams skygge

I aften er hun på scenen i Ørestaden - hun er en forholsvis hyppig gæst i Danmark - og det er vist mange år siden, Helms elegi over en ryggesløs spillers forladte elskede har været på damens liverepetoire. Til gengæld er stemmen fra de eminente 70'er-udgivelser "Pieces of the Sky", "Elite Hotel" og "Luxury Liner" totalt intakt, for selvom Emmylous univers alle dage har været rigt på hard luck stories om værtshusrotter og fallerede skønhedsdronninger, har hun ikke selv været nogen udpræget festabe - meget ulig hendes mentor Gram Parsons, som nåede at gøre et uudsletteligt indtryk og dreje Emmylous karriere ind på country-kursen, inden han selv tog billetten på en cocktail af sprut og piller i Californien i '73.

"Det var Gram, der gjorde det", som Harris bemærkede til Deres udsendte i forbindelse med udgivelsen af hendes aktuelle plade.

Parsons er også hovedpersonen i åbningssangen "The Road", et af de eneste egentligt uforglemmelige indslag på "Hard Bargain", såvidt jeg kan vurdere her en måneds tid efter udgivelsen. Den er naturligvis med i aften, og kommer - ligesom det øvrige materiale fra den nye plade - til sin ret i livesituationen. "I know I couldn't save you, and no one was to blame / But the road we shared together once will never be the same". Det er stof til myter, i aften vævet af Emmylous Gibson J-200 og det solide backingband Red Dirt Boys, der låner deres navn fra titelsangen til Harris album fra 2003 - et af de forholdsvis få i karrieren, der i lighed med det aktuelle udspil fortrinsvis består af egne kompositioner.

Da Deres udsendte engang betroede en kyndig bekendt, at jeg kun i begrænset omfang havde lyttet til Harris' nyere plader, sagde han: "Det behøver du heller ikke. Men lyt til "Red Dirt Girl", til sangen. Det er Springsteen-klasse, det er stort". I aften må jeg give ham ret.

Smuk opvisning

Med billedet af Emmylou fra "The Last Waltz" i hovedet og hendes æteriske røst i hovedet forestiller man sig nærmest, at hun vil svæve ind på scenen. I stedet småløber hun, med et par kække dansetrin i de frynsebesatte støvler, ind og slutter sig til bandet, der allerede har indledt "Six White Cadillacs" fra den aktuelle plade. Det er turnéstart, med en ny mand på holdet og første gang flere af de nye sange skal luftes, men ikke nok med det. Mens band og solist finder formen i Gillian Welchs "Orphan Girl" og klassikeren "If I Needed You", står det hurtigt klart, at der er lagt i ovnen til en smuk opvisning i klassecountry, der flere gange i aftenens løb antager decideret sublim karakter, når det da ikke bare swinger solidt og stilsikkert. "Hello Stranger" bliver den første af tre sange fra den centrale Luxury Liner (1977); de andre er en fyrig version af Gram Parsons titelsang og, naturligvis, Townes Van Zandts "Pancho & Lefty".

Hunden Bella

En håndfuld sange fra Hard Bargain indledes af den naivistiske "Big Black Dog", en kærlighedserklæring til Harris' hund Bella, som unægteligt stikker sært ud mellem "Red Dirt Girl" og fortællingen om den sorte teenager Emmet Till, der blev myrdet i Missisippi i 50'erne og tidligere er blevet lamenteret af blandt andre Bob Dylan. Al ære og respekt for Harris' kamp for de udsatte blandt vore firbenede venner ("I'm one of those crazy people. I crossed the line a few years ago"), men stor sangskrivning er det altså ikke.

Og så altså "The Road", som "en slags tak til en, jeg mødte for mange år siden" og en fin perspektivering af aftenens tour de force, som fortsættes med en smuk udgave af Anna og Kate McGarrigles "Back to Harlan" og siden en ikke mindre stærk hyldest til sidstnævnte afdøde ven og kollega i "Darlin' Kate", leveret solo. Elite Hotel, en anden hjørnesten fra karrierens tidlige år, er repræsenteret hen mod slutningen af koncerten af den arketypiske country-sjæler "Together Again" og endelig Parsons "Wheels" i veloplagt levering. "Det var Gram, der gjorde det", men i aften tager Emmylou det hele hjem i hvad der vel nok må betegnes som årets koncert so far - i al fald en femstjernet fornøjelse.