Anmeldelse / Live / Onsdag d. 25-05-2011 kl. 09:45

Diverse kunstnere
Bob 'Til You Drop, Lille Vega, København,
tirsdag d. 24. maj 2011

Anmeldt af Peter Lykke Madsen
Foto: Morten Thun

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Dejligt modige valg og fine fortolkninger gav en god fødselsdagshyldest

Arkivfoto

Aviserne flyder over af lykønskninger og kommentarer til Bob Dylan, som tirsdag fyldte 70. Han må også godt få et tillykke med herfra, han har trods alt gjort det godt. I løbet af året har man dertil herhjemme kunnet opleve Dylan igennem en teaterkoncert og en kunstudstilling. Mandag kunne BBC afsløre et bånd hvorpå Dylan for første gang indrømmer et misbrug af heroin tilbage i 60'erne, og endelig lægger Dylan selv vejen forbi Fyn til sommer. Jo, der er sandelig stadig gang i Bob Dylan, og tirsdag aften var der så indbudt til fødselsdagsfest, ikke af manden selv, han var der ikke. Men ligesom i en film af (næsten) samme navn så var det op til en række forskellige kunstnere af give os deres bud på Bob Dylan.

De unge – og Klaus Lynggaard

Klaus Lynggaard åbner på ret fin vis aftenen op med tre digte om sit forhold til Dylan, bl.a. et om hvordan han ikke kan fordrage Dylan-disciple og et, hvor han opridser stort samtlige sine Dylan-koncertoplevelser, fra en havnefest i Norge over Roskilde og til det senere besøg i Horsens.

Herefter kan der sættes gang i det egentlig musikalske program, som bliver åbnet ved Hank Robot også kendt som Kim Kix fra Powersolo. Alene på scenen byder han på en voldsom start på showet med prust, støn og skrig, som man måske kender hvis man har overværet sangeren på en scene før. Hank Robot lægger sig på en måde tæt op ad Dylan og hans forbilleder med en twang og en dyb inspiration i den amerikanske folk-scene, men på samme tid formår han også at forstyrre billedet i en grad, så folk ser lidt forskrækkede ud rundt om i salen.

Herefter bliver det Malthe Fischer fra Oh No Ono der skal give sit bud på Dylan. Der går dog lidt tid med at skifte gear for egentlig skulle Dicte have været på, men hun er hjemme for at lægge sine børn i seng. Malthe Fischers udgave af "It's Alright, Ma (I'm Only Bleeding)" leder tankerne hen imod The Jesus & Mary Chain når han sender støjkaskader afsted fra sin guitar og koldt stirrer ud i salen, og på fornem vis fanger den desperation som også Dylan syntes at give nummeret. På "Subterranean Homesick Blues", som også findes som b-side på Oh No Onos 7" "Victims of the Modern Age", fremstår Fischer som ren new wave-guitarhelt. Indtil nu må man virkelig sige at "de unge" har fået rusket op i Dylan-sangene.

De lidt ældre

Derfor er det også en små-syret oplevelse at Elisabeth et kort øjeblik senere står på scenen og begynder at fortælle vittigheder om Giro 413 og ældrebyrden. Hendes sæt byder på et ganske ordinært band, som bl.a. tæller Jacob Binzer, men hverken hendes sangvalg eller fremførelse byder på noget særligt, og hun må siges at være aftenens eneste egentlige fejlskud.

Steffen Brandt er en populær herre da han kommer på scenen for at spille et par af sine danske gendigtninger, som man også kan finde på albummet "Baby Blue" fra teaterkoncerten af samme navn. Brandt prøver med sædvanlig ironisk stil vel nærmest at retfærdiggøre projektet ved at påpege at når Dylan selv "voldtager" sine sange live (her kan Nørlunds kronik i tirsdagens Politiken anbefales), så må Brandt også godt, og at de vist ikke er så dårlige igen.

Det er de måske ikke, men der bliver alligevel lagt en vis distance til Dylan, og det fremstår meget som Steffen Brandts projekt og hans sange, som, hvis man ikke lige vidste det, intet har med Dylan at gøre.  Hvilket Dylan nummer er det f.eks. tale om her: "Der er fest nu i aften, og jeg ved godt, du ikke er med"? Jo, det er såmænd Brandts version af "Visions of Johanna", nu betitlet "Drømmen om Johanna". Nå, men nok om det, for en god ordens skyld, så virker "Det meste af tiden" noget bedre.

Pause med underholdning

Brandt slutter aftenens første sæt af. I pausen kan man få tiden til at gå med at smage fødselsdagskagen, nyde en Dylan-drink eller gå på indkøb i pladeboden. Desuden skal der findes en vinder i aftenens store Dylan-quiz. GAFFA beslutter sig for at lodde stemningen lidt, og fanger Ole på 61, som har været Dylan-fan siden han for mange år siden hørte "Like a Rolling Stone" for første gang på en lille transistorradio. I aften er han til koncert med sin datter Nanna på 21, som er vokset op med Dylan, men som i særlig grad har dyrket ham siden hun fik sig en pladespiller og ved egen hjælp har "arvet" Nashville Skyline fra Oles pladesamling.

De har begge to mest nydt de yngre musikere i første sæt, og Ole fremhæver særligt Hank Robot som ramte en særlig Woody Guthrie-stil. De er også begge enige om at Elisabeth ikke bragte det store med sig, og ellers er de glade for Brandts gendigtninger, "men jeg er også fra Aarhus, så han er en anden af mine helte", forklarer Ole. Det er altså ikke muligt umiddelbart at spotte nogen generationskløft i denne lille undersøgelse.

De stærke vokaler – og Nikolaj Nørlund

Aftenens andet sæt byder overordnet set på en række stærke vokalpræstationer. Stærkest står Michael Møller som åbner sættet med en overvejende a cappella version af "Farewell Angelina", som mest er kendt i Joan Baez' version, men som dog kan opdrives på den første udgivelse i Dylans bootleg-serie. Møller fortæller om bekymringen ved at kaste sig over et af Dylans hits,  men al bekymring bliver gjort til skamme efter en kraftfuld og rørende version af "The Times They Are A-Changin'". Det kunne nemt have endt som en kliché, men Møllers stemme lyder nærmest som en desperat bøn nummeret igennem, og han leverer uden tvivl aftenens stærkeste fortolkning.

Dictes vokalarbejde kan der heller ikke sættes noget på, men det bliver alligevel en smule anonymt, men hun høster dog store klapsalver for publikumsfavoritten "One More Cup Of Coffee".

Silas Bjerregaard indtager herefter scenen i selskab med guitaristen Mathias Have. Silas Bjerregaard var måske den vokalist jeg havde set mest frem til at opleve denne aften, dels fordi han (sammen med Malthe Fischer) nok er den der til dagligt ligger længst væk fra Dylans musik, dels fordi hans stemme ganske tit er fænomenal i front for Turboweekend. Han skuffer på ingen måde med to meget fine og nedbarberede sange, først "Boots of Spanish Leather" og herefter "Not Dark Yet".

Nikolaj Nørlund som følger efter må så til gengæld siges at være den hvis daglige musikalske univers måske lægger sig tættest op ad Dylan. Hans temmelig klassiske optræden stikker heller ikke særligt ud.

Steen Jørgensen får lov til at lukke aftenen af, og han får mindet os om, at Dylan altså også formåede at rocke igennem. Med mørke, støvede og indestængte versioner af "One Too Many Mornings" og "Meet Me in the Morning" og hvad der må være en mindre bid af "I Threw It All Away", som Elisabeth ellers også har prøvet kræfter med tidligere på aftenen, kommer vi i mål efter cirka timers rejse rundt om Bob Dylan.

Til sidst skal der være ros til de optrædende for at styre uden om de største hits – det var sjovere at blive taget med rundt i krogene af Dylans kæmpe bagkatalog.