Jenny Wilson: Store Vega

Jenny Wilson, Store Vega

Jenny Wilson: Store Vega

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Det lugter lidt af en tradition: Jenny Wilson besøger København i maj. Hun gjorde det sidste år, da hun var på tour med albummet Hardships, og nu har hun været her igen, denne gang med albummet Blazing i bagagen. Forskellen på de to album og de to turneer er på mange måder lidt svær at finde – mange af numrene er de samme, arrangementerne er dog forandrede.

Siden den anmelderroste turne med Tensta Gospel Choir sidste år har Jenny Wilson været i studiet med koret og genindspillet mange af sangene fra Hardships i nye versioner, og det er disse, de rejser med denne gang. På skrift er forskellen derfor til at overse, men i lyd er den tydelig. Meget endda. Denne aften i Vega skulle Jenny Wilson & co. vise præcis hvor tydelig – og præcis hvorfor hun er en diva, der ikke er som de andre.

Blazing – Amazing
Scenen var sat i vanlig Wilsonsk stil, med masser af lys, masser af lyd og masser af mennesker. Og på Vegas scene kan det hurtigt komme virke en smule kaotisk med så meget, men de forstod til fulde at få det til at blive ufattelig harmonisk og kontrolleret, og ofte glemte man helt, at det egentlig var Wilson der var hovedpersonen. Hun stjæler nemlig ikke rampelyset - hun giver det til musikken, og deler det med sine musikere.

Det kan måske lyde lidt besynderligt, men sådan føltes det slet ikke. Hovedpersonen denne aften var uden tvivl musikken. Igennem halvanden time blev det mildest talt feststemte og jublende publikum ført igennem det helt specielle univers som Wilson, band og kor har skabt – en sofistikeret og atypisk sammensmeltning af Wilsons karakteristiske og intime vokal, det groovy band og de store, fyldige gospelstemmer. I live-sammenhæng er resultatet ganske fængende, rammende og spændende.

Når koncerter ikke kun er for kendere
Det, der blandt andet gjorde denne koncert til en helt anden end den forrige med samme hold, var roen. Det var tydeligt at sangene var blevet gennemarbejdet til mindste detalje og alle – såvel sangere som musikere – havde et overskud og en energi der brændte igennem. Der var ingen famlen, der var ingen tvivl. Wilsons sange er både dynamiske og percussive, og selv de mindste finesser sad lige i skabet. Det være sig enkelte klap i et vers, et "uh" placeret på det rette sted, eller en koreffekt der skulle markere et skift eller måske endda et ord.

Detaljerne er mange, men det, der var så gribende, var faktisk at se hvordan publikum var med – både hvor de kunne klappe med, og hvor de jublede når der var noget der var nyt. På den måde blev der velfortjent jublet når Lina Langendorf spillede soloer på sax'en eller gospelkoret sang de smukkeste og reneste harmonier. De seks sangere der udgør Tensta Gospel Choir på denne tour er nogle ualmindelig stærke sangere, og deres styrke passer helt ufatteligt godt til Wilsons mere sarte og sprøde vokal.

Mere lyd, tak!
Men midt i al glæden og begejstringen var der desværre også enkelte om ikke skuffelser, så ærgrelser. Én af de største må nok være lyden. Igennem første halvdel af koncerten var det nærmest umuligt at høre saxofonistens soloer, og når de seks korsangere virkelig sang igennem - så mistede man Wilson. I løbet af koncerten blev der justeret på sax-lyden, men det forblev desværre et tema, at Wilsons vokal let druknede, når der var fuldt band. Derudover var det utrolig svært at abstrahere fra fløjten der ikke stemte helt. En petitesse måske, men når fløjten bliver brugt som effekt, er det en skam, at det er noget andet der stjæler opmærksomheden.

Når det er sagt, så var der dog så mange andre effekter der virkede til fulde, og det fik det ovenstående til at virke lidt mindre ærgerligt. Når Wilson hev sin mandlige korsanger på banen til en freestyledans i "Pass Me the Salt", når Pontus Langendorf imponerede på såvel xylofon som percussion, når Wilson agerede gospeldronning med oldshool call'n'response i "Clattering Hooves" eller Line Langendorf oste langt væk af livs- og musikglæde, så var det svært ikke at blive gebet af stemningen og holde en fest.

En intim fest for hele Vega - det moderne halbal?
Efter tre ekstranumre, heraf det første bare med Wilson, kor og klaver, gik der for alvor fest i den, da Wilson fyldte scenen med glade, dansende og syngende publikummer. De sang, at de aldrig ville give op, og det virkede rent faktisk heller ikke som om de nogensinde ville gå af scenen. Men efter mange (!) omkvæd og med et løfte fra scenen om at signere cd'er og tage en øl og en hyggesnak i baren var publikum klar til at feste videre med Wilson også udenfor salen.

Det var i sandhed en fest. En fest som både var intim, dynamisk, energisk og sympatisk. Den svenske diva er ikke som de andre. Og det er hendes publikum heller ikke. Sammen skabtes en slags moderne halbal – sommerens store oplevelse, som alle havde glædet sig længe til, og gik ind i med liv og sjæl. Denne aften var Københavnernes halbal et gedigent og vellykket indiebal.

 

Jenny Wilson spiller på Spot Festival i Aarhus 27. maj


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA