Oh Land: Store Vega, København

Oh Land, Store Vega, København

Oh Land: Store Vega, København

Anmeldt af Per Bloch Andersen | GAFFA

Kvart over ni går Den Danske Strygerkvartet på scenen og spiller aftenens præludium. Over dem hænger tre klaser hvide balloner, der aftenen igennem udgør lærredet for alskens lys og billeder. Scenen bliver sat med strygertoner, inden hovedpersonen gør sin entre, sammen med to korsangerinder og to mørkklædte herrer, der hver især betjener trommer og tangenter. Nanna Øland Fabricius er iklædt i en halvgennemsigtig og hudfarvet kjole. Dertil høvdingehovedbeklædning og sorte støvler.

At smide fjer
De fire første numre følger rækkefølgen på Oh Lands selvbetitlede "svære toer". Først åbningsnummeret "Perfection" og dernæst "Break The Chain", "Son of A Gun" og "Voodoo". Lydbilledet har både kradsende hårdhed, intimitet og dynamik. Selv sidstnævnte nummer, der er er det eneste jeg ikke kan holde ud på albummet, lyder frisk og kantet.

Oh Lands både elektroniske og analoge univers bliver forenet til perfektion fra scenen. Et smukt samspil, hvor musikerne formår at forløse begge deles potentiale. Det er en fryd at opleve den klassiske og den rytmiske verden glide sømløst sammen – det er så livsbekræftende, når man oplever nogle der tør fjerne skodderne. I virkeligheden burde det være reglen mere end undtagelsen. Her fungerer det - digitale beats og samples, "rigtige" trommer, firstrenget bas, tangenter og strygere. Numre som "Lean", "Audition Day" og "Human" er primeksempler. Og bandet leverer både samspil, præcision og show. Men mest musik.

I en af de hårdtpumpede passager løsner den hvide fjerpragt på Nanna Øland Fabricius' hoved sig endelig. Det ser ud som om den falder flere gange. I hvert fald igennem mine øjne. Hun fortsætter upåvirket med smil og langt løse hår.

At gro skønhedspletter
Igennem den lidt mere end en time lange koncert kommer vi igennem både klub-stemning, kammer-kvartet-skrøbelighed, storslået pop og dansemotivernede electro. Sågar techno, og hele tiden med sikker og skarp vokal i front. Som flydende glas støbt ind i en bastant masse.
Den kant og eksperimenteren, som nogle synes mangler på det nye album, er til stede på scenen, som knas, leg og vildskab. Det er pænt og poppet, men det er også rasende og kringlet. Selv småfejlene har deres funktion: de leverer menneskeligheden og det ufrivillige brud og ender som charmerende skønhedspletter.

Imellem numrene træder den jordnære og tydeligt taknemmelige Nanna Øland frem. Her er de store armbevægelser og teatret væk. Et skift imellem to typer varme. Klædeligt og humant, at få begge at se.

"White Nights" runder hovedsættet af, men salen forbliver mørklagt. To ekstranumre følger. Først den klaverbårne og inderlige "Frostbite" og til sidst den fandenivoldske og hyperenergiske "We Turn It Up". Da lyset på ballonklaserne slukker ved vi, at det er slut for alvor.

På den regnfulde hjemvej starter evalueringen. Mit følgeskab samler trådene ved at konkludere, at der faktisk kun er ét minus, og det er, at at det var alt for kort. Enig. Og det er jo faktisk også et plus.

Opvarmning: The Eclectic Moniker
Sjældent har et opvarmningsorkester været så velvalgt! Omtrent fyrre minutters indbydende hawaii-calypso-fjolle-indie-elektronica-fest-musikalitet. Otte personers musikerkollektiv og legestue, et slags multi-kulturelt boyband med både hippien, tegneseriefiguren, den stille mand i mørket og den glinsende disko-dreng.

Forrest står Frederik Vedersø og synger både inderligt, energisk og legende, imens han supplerer musikken med licks og figurer på sin guitar. Imponerende overskud og publikum er med, hvilket må skyldes orkestrets nærvær og den høje kvalitet. Det er både lyttevenligt og seværdigt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA