Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Søndag d. 19-06-2011 kl. 05:54

Cyndi Lauper
Esbjerg Rock Festival, Esbjerg,
søndag d. 19. juni 2011

Anmeldt af Ras Bolding
Foto: David Faurskov Jensen
GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
1,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Blondine-blues og tøsepop

Lad mig indlede denne anmeldelse med en klar og ærlig udmelding: Jeg har aldrig beskæftiget mig indgående med Cyndi Lauper. Jeg kender naturligvis til hendes store hits, som de fleste andre, jeg ved hvem hun er musikalsk og hvilke genrer hun har bevæget sig indenfor, men noget indgående kendskab kan jeg ikke prale af.

Den nu 57-årige sangerinde indtog scenen klædt i sort stramt læder og med et band bestående af hovedsageligt dygtige og velspillende blues- og funkmusikere - og blues og funk var lige netop hvad man fik serveret de første mange numre, og i den henseende betragteligt mere blues end funk. Det lod til at overraske det fremmødte publikum, som formentlig havde forventet klassisk tyggegummipop fra firserne, men efter et par numre tog de fleste nu pænt imod, og selvom bluesformlerne blev serveret, som den slags nu serveres, det vil sige med tolv takter og I-woke-up-this-morning-stemning over hele linjen, så skal det samtidig siges, at det blev gjort grundigt og med flair for traditionerne.

De medbragte musikere spillede godt op mod hinanden og de var rytmisk tight stort set hele vejen igennem, også når Cyndi Lauper lod en intro trække ud, holdt toner af varierende længde og herefter talte dem ind på plads igen. Det var folk med mange års erfaring og en klar fornemmelse for den bluesmusik, de spillede.

Men hvad så med Lauper? Jo, hun bevægede sig omkring på scenen i sin læderdragt og med platinblond frisure og holdt sig i øvrigt flot af sin alder - ikke mindst hvad vokalen angår. Faktisk var der ikke, hele koncerten igennem, spor af rust i stemmen, og det må egentlig siges at være lidt fornemt for en dame med omkring tredive års effektiv karriere på bagen. Hendes vokal har altid været en lidt sær størrelse, på den ene side vrængende og lillepiget, på den anden fyldig og uhyre træfsikker, og måske netop derfor yderst genkendelig, hvad koncerten også demonstrerede. Om man så synes hun bør synge blues eller ej, det må være et spørgsmål om personlig smag, men man kan bestemt ikke påstå, at damen ikke kan finde ud af at bruge sin stemme.

Midt i det hele forsvandt hun dog lige pludselig, midtpunktet, og med hende også alle musikere. Der gik et par minutter, hvor ingen rigtig vidste, hvad der foregik og lyset blev slukket og tændt. Så kom den ene tangentbokser tilbage og gav elorgelsolo i et par minutter, tydeligvis for at fylde tiden ud, og lidt efter dukkede så de andre musikere også op igen, og til sidst Cyndi Lauper. Hvor hun havde været eller hvad hun havde lavet fik vi ingen forklaring på - måske ude for at hente rester backstage til hjemturen?

Under alle omstændigheder svarede hun godt igen og fik publikum i sving med kæmpehittet "Girls Just Want To Have Fun", hendes nok bedst kendte signatursang, der samtidig, i firserne, blev lidt af et feministisk statement i en tyggegummipopverden, hvor kvinder ellers mest, dengang som nu, blev solgt ved kasse A som naive sexsymboler. Det hører med til historien, at nummeret faktisk, ironisk nok, oprindeligt er skrevet af en mand, Robert Hazard, men ifølge rockannalerne ændrede Lauper en smule på teksten.

Just efter en i øvrigt meget lang udgave af "Girls Just Want To Have Fun" fulgte næste klassiker, nemlig den let vemodige ballade "Time After Time", som Cyndi Lauper faktisk selv har været med til at skrive, og også kan være stolt af. Det er en fornem popsang som selveste Miles Davis også faldt for og valgte at indspille i en instrumentaludgave tilbage i 1985.

Netop 1985 var også året for næste træffer fra Cyndi Laupers firserhit-produktion, nemlig "The Goonies R Good Enough", der var titelsang til den Spielberg-producerede børnefilm, The Goonies. Og det nummer har jeg rent faktisk et temmelig indgående kendskab til, for det blev benyttet i en 8-bit-udgave til Commodore 64-spillet baseret på filmen, som jeg spillede en del i min lasergrønne ungdom. En lidt spøjs sang, der blander elementer af synthpop med firserrock og en lille smule cabaretstemning sine steder omkring vokalen.

Også musikvideoen kan klart anbefales til dem, der ser en vis charme i datidens til tider kitch-kiksede fjollerier; ikke mindst nu afdøde wrestlerlegende André The Giants noget uventede - og umotiverede - gæsteoptræden tager kegler. Samme André The Giant, der i øvigt, i sine unge år, blev kørt til skole af ingen ringere end Samuel Beckett - men dét er en helt anden historie!

Koncerten blev rundet af med endnu en blues-cover, denne gang af Memphis Slim, og så en steelguitar-version af "True Colors", undervejs dedikeret til årets Pride-parade, et nummer, der ikke overraskende også var populært blandt publikum.

Mængden af bluesmateriale undervejs overraskede tydeligvis en del gæster, som havde forventet rendyrket pop og firsernostalgi. Selv er jeg måske ikke i nogen voldsom grad blues-fanatiker; bevares, jeg finder engang imellem de gamle, rustne og kulsorte Robert Johnson-klassikere frem og forstår også at sætte pris på dem, men egentlig synes jeg det var helt ok, at Lauper valgte at fordele sit repertoire som hun gjorde. Det må - og skal - til syvende og sidst være kunstnernes eget valg hvad de vil optræde med - og der blev jo, i koncertens sidste tredjedel, plads til de store firserklassikere også, trods alt.

Følg Cyndi Lauper tryk på hjertet

Cyndi Lauper fylder 60
22-06-2013 (nyhed)
Cyndi Lauper: To Memphis With Love
21-02-2012 (anmeldelse)
Cyndi Lauper: Memphis Blues
25-09-2010 (anmeldelse)
Cyndi Lauper aflyser
18-05-2009 (nyhed)

Følg Esbjerg Rock Festival tryk på hjertet

Samantha Fox til Danmark
06-03-2013 (nyhed)
Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.