Janet Jackson: København, Falkoner Salen

Janet Jackson, København, Falkoner Salen

Janet Jackson: København, Falkoner Salen

Anmeldt af Sohail Hassan | GAFFA

At showet startede præcis 20.30 var en indikator på at koncerten var planlagt ned til mindste detalje. Showet startede noget underligt med musikvideoen til Miss U Much som kørte på skærmen i baggrunden, hvorefter bandet gik på. Det kun fem mand store band bestod af to på keys, trommeslager, bassist og guitarist. De blev flankeret af tre korsangere, som stod diskret bagerst, og så kom Janet ind iført en hvid wifebeater, jeans og masser af bling. Et outfit hun iøvrigt beholdt på hele koncerten igennem. 

Den næsten helt fyldte sal blev budt op til dans fra start med The Pleasure Principle, hvor Janets fire mandlige og to kvindelige dansere joinede hende på scenen. Janet dansede og sang videre til Control og What Have You Done For Me Lately. Publikum var ikke helt på fra starten, og det kunne mærkes, at der var mange number ones, hun skulle nå at komme igennem. Heldigvis blev numrene ikke leveret som superkorte versioner i et medley, men rimeligt hele versioner. Men der var ingen improvisation eller snak til publikum ud over et kort "Hello Copenhagen, I love you".

Ikke så hot mere

Turnéens titel "Number Ones: Up, Close and Personal" hentydede måske mere til at Janet optrådte på et mindre venue. Så var man jo tættere på hende end f.eks. på et stadion. Om end hun var et af de største pop-fænomener op igennem 80'erne og 90'erne, har hun slet ikke den samme tiltrækningskraft på publikum i dag. Hun har dog unægteligt et stærkt tag i sine fans fra dengang og masser af hits, som de sikkert forventede at høre. Ikke desto mindre har hun jo proklameret at hun ville levere en mere personlig og vedkommende performance på denne turne, hvilket slet ikke var tilfældet.

Janet synger dog stadig fuldstændig lige så godt som hun altid har gjort, og det selv om den 47-årige kvinde svedte og dansede sig igennem alle de mange up-tempo numre, mens hun sang.

Showet

Lyden var ubeskriveligt dårlig, ligesom den plejer at være i Falkoner Salen. Slet ikke Janet og hendes band værdig. Det lød skringrende og mudret. Heldigvis kender vi alle hendes numre ud og ind, og hun fremførte dem som sagt uden ændringer. De gav den fortsat gas til Feedback, You Want This, Alright, Miss You Much og Nasty. Lysshowet og video-baggrundene var okay, men en stor fejl var, at man næsten ikke kunne se Janet og hendes dansere, da de i modsætning til bandet ikke var hævet særligt meget over publikum. Super-kikset.

Video break

Vi fik lige en reminder om Janets skuespiller-karriere, da der i et kort break blev vist klip fra hendes (forholdsvis ukendte) tv-performance, filmen Poetic Justice, hvor hun spiller over for Tupac, og sidst filmen Why Did I Get Married Too. En underlig lang film-pause i en ellers ret velkørende koncert. Efter pausen havde vi håbet på at se en ny overraskende drejning og evt. en omklædt og forfrisket Janet komme ind på. Men det eneste nye var at tempoet blev skruet ned og vi fik nogle af de bedste sjælere fra hitlisten bl.a. Nothing, Come Back To Me, Let's Wait A While og Again. Publikum var stadig ikke helt på, hvilket bl.a. viste sig, da Janet forventede at de kunne synge med på teksten, men det ikke ligefrem gav genlyd. 

Derefter endnu et break, hvor Janet forsvandt og bandet spillede et lille medley af Any Time, Any Place, Got 'Til It's Gone og What's It Gonna Be, hen over billeder af Janet på storskærmen. Numre som iøvrigt desværre ikke blev fremført senere.

Hits på hits på hits

Janet kom tilbage igen, stadig i samme outfit komplet med svedpletter og det hele. Noget jeg sjældent har set. Måske var det fordi hun var ligeglad, da den intense danseindsats på scenen nok snart skulle få dem frem igen. Hun sang Doesn't Really Matter, Escapade, Love Will Never Do Without You, When I Think Of You og ikke mindst All For You, hvor publikum for alvor kom ud af starthullerne og fik givet Janet det bifald hun fortjente. Trods et noget upersonligt og nøje beregnet show, kan man ikke bebrejde Janet for ikke at knokle og prøve at levere så mange hits til sine fans, som hun kunne nå. Vel at mærke i rimeligt hele versioner. Hun sluttede denne sektion af med et af sine bedste numre That's The Way Love Goes.

Rå, men knap så fræk

Lidt over en time inde i koncerten kom det sidste break, hvor bandet slog over i hård rock. Så vidste man godt hvad klokken var slået. Det var tid til Janets hårdere og mere sadomasochistiske side. Men hun kom ikke ind i sort læder med brystvorte-ring. Hun kom ind i samme svedplettede outfit og rockede ud med publikum til What About, If og Scream (med MJ i musikvidoen i baggrunden), som gik direkte over i Rhythm Nation, men sjovt nok spillede hun ikke Black Cat. Ingen Wardrobe Malfunctions, bare lækker funk til et jublende publikum. Nu var der fest.

Koncerten sluttede efter cirka 90 min. med Together Again til billeder af storebror Michael og Janet sammen på video-skærmen.

Konklusion

Selv om vi fik 90 minutters planlagt hitparade uden overraskelser med elendig lyd, og det var svært at se og høre Janet, var det en stor oplevelse af se selveste Janet Jackson levere en lang række af den moderne musikhistories allerstørste, yderst dansevenlige og mindeværdige hits. Hun er stadig fantastisk og burde kunne fylde en langt større sal.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA