Himmelske popbrag og lunkne luftkasteller

På dette femte album fra den 27-årige britiske popmager bydes der igen på vanvittigt bedårende popmelodier, men samtidig også mangel på den gennemgående røde tråd, der har gjort bagkataloget til en stor lytteoplevelse.

Blandt de himmelske popbrag finder man de tre singleudspil The City, House og Time Of My Life, der er blandt noget af det fineste, Wolf har kreeret, samt det lille barokke intermezzo William, der gerne måtte have varet længere end sølle 51 sekunder. Men så er vi også ved at være der med de rigtigt mindeværdige momenter, for resten af pladen lider under en næsten ubærlig sentimentalitet, hvor sange som for eksempel The Days og Slow Motion søbes til i klæg croon og strygere.

Nu behøver pop ikke nødvendigvis at være sofistikeret for at være forførende, men som helhed mangler Lupercalia noget af den forfinede finesse, der kendetegner Wolf som komponist. For ligesom hos den stilmæssige storebror Rufus Wainwright ender de mange ambitiøse og ublufærdige anstrengelser en sjælden gang imellem med blot at blive anstrengende.