Klak Tik: Must We Find A Winner

Klak Tik
Must We Find A Winner

Klak Tik: Must We Find A Winner

GAFFA

CD / Slow Shark Records
Udgivelse D. 27.06.2011
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Søren Bonke har sammen med sine to udenlandske bandkolleger i Klak Tik kreeret et lettere mesterligt og majestætisk værk, der over en lille time på gavmild vis demonstrerer mandens ekstremt mangfoldige talent. Must We Find A Winner er et smukt sammenflettet sammensurium af klassisk rock-instrumentering og generøse mængder strygere og blæsere, der har det med at hvirvle de i forvejen melodiøst medrivende folk-kompositioner op på et svimlende højt niveau.

Albummet svinger stemningsmæssigt mellem det himmelske og det hjemsøgende, og Søren Bonkes krystalklare vokal står flot over for de så frodigt orkestrerede arrangementer. Enkelte sange er lige lovlig lang tid om at antage attraktivt dragende former, men der findes altid ind til essensen af det enkelte nummers styrke, og det er en kolossal bedrift. Sufjan Stevens kan have været en inspirationskilde under arbejdet med dette skønne værk, hvis stærkeste numre tæller den ulmende … Carpet Swept, den gyngende Tomme Domme, den snurrende Kneel To Avoid Beheading og den rørende Measuring Light.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA