Anmeldelse / Live / Torsdag d. 30-06-2011 kl. 17:56

Saga
Amager Bio, København,
onsdag d. 29. juni 2011

Anmeldt af Christian Weigel
Foto: Henrik Hildebrandt

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,75 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Hedeslag og automatpilot

+ Se hele galleriet

Den udsolgte koncert i Amager Bio onsdag aften med Saga var annonceret som den store re-union-fest med forsanger Michael Sadler tilbage ved mikrofonstativet. Det blev desværre ikke den reunion-fest de danske fans havde håbet på. Et publikum, der ellers trofast har stået Saga bi siden deres første optræden i Danmark som opvarmning for Styx i 1981. Dengang så Falkoner salen måbende til, mens Saga gav en ren opvisning af en koncert.

30 år er gået, og Saga har flittigt gæstet Danmark i hele perioden. Der var været lidt udskiftninger undervejs bortset fra brødrene Crichton på henholdsvis guitar og bas. Saga har gode aftener og Saga har mindre gode aftener, men det bliver aldrig ringe, netop fordi Saga består af super-kompetente musikere, der kan deres kram, og fordi Saga har et bagkatalog, der bugner af fede numre. Derfor var forventningerne om en stor koncertaften også i højsædet, da lyset gik ud.

Først skulle vi dog igennem en fuldkommen mislykket opvarmingskoncert med de danske 80'er-helte Fate. Fate er den originale bassist Pete Steiner og en samling habile musikere; særligt trommeslageren imponerede, men også guitarist, keyboardspiller og Pete selv på bas leverede godt samspil og lagde en god bund. Jeg fik dog rigtigt meget ondt af bandets sanger, der ganske enkelt var en forfærdelig frontmand. Han trak bandet helt ned i sølet og fik ellers gode sange som "I Won't Stop" og "Summerlove" til at lyde som tredjerangs sange, fordi han ikke evnede at finde melodierne frem i stemmen. Flat, monotont og kedeligt. En skam, da jeg stadig kan huske bandet, dengang de havde udgivet "A matter of Attitude" og leverede potente koncerter.

Tilbage til aftenens hovedaktør. Sidst Saga gæstede vore breddegrader var med sangeren Rob Moratti, der på trods af en god stemme havde svært ved at fylde skoene efter den meget velsyngende og karismatiske frontmand Michael Sadler. Nu er Michael Sadler tilbage, og vi glædede os til et gensyn med den altid underholdende, energiske og scenevante sanger. Men Sadler var slet ikke i hopla, som vi tidligere har oplevet det. Tre år væk fra bandet var måske for meget.

Det skal her siges, at temperaturen i Amager Bio må have været et pænt stykke over 30 grader, og bandet led åbenlyst i heden. Men et etableret band som Saga med garvede musikere må ikke lade sig slå ud af lidt varme. De svedte som pisket, og keyboard wizard Jim Gilmour fik da også sagt, at de vist ikke før havde spillet en så varm koncert i København. Men gejsten manglede i mere end almindelig grad. Der blev da smilet og der blev sagt nogle velvalgte ord mellem numrene, men det var som om, at numrene i sig selv blot blev spillet med automatpilot. Der var ikke den store gejst og glæde at spore hos de normalt tændte drenge.

Saga lagde ud med "Book of Lies", og allerede her tænkte jeg: ups. "On the Loose" var bedre, men "You're Not Alone", der har været en publikumstræffer alle årene, var iltfattig og "The Runaway" var ikke så frisk og luftig som ellers. Det var som om, der lå en dyne over scenen. Hele to ligegyldige instrumentalnumre blev det også til. Lir og stiløvelser, der bevares var velspillet, men gabende kedeligt.

Der var da også højdepunkter, hvor Saga var på. "Perfectionist" fra debutalbummet sad lige i skabet, og her kunne man mærke, at Sadler lever sig ind i dette klassiske Saga-nummer. Af andre højdepunkter kan fremhæves den stille og flotte "Time's Up" og "Wind Him Up", der også er fra mesterskiven "Worlds Apart". "Scratching the Surface" med Jim Gilmour ved roret er altid en fryd for øret. Endelig går Saga aldrig galt i byen med "Don't be Late", hvor publikum åbenlyst kender hver en strofe, hvor der skal synges. Men selv "Don't Be Late" blev spillet uhyre forudsigeligt, og det er som om, bandet ikke rigtigt kan komme videre; at det hele kører i samme rille. Ja, jeg ved godt, at "Don't Be Late" skal spilles som "Don't Be Late", men jeg savnede alligevel noget passion og nærvær midt i den omfattende korsang med salen. Jeg har dog set Saga 14 gange og ved, hvordan de kan lyde, og hvilken musikalsk oplevelse, de kan levere

Saga får tre stjerner for denne aften på Amager. Bandet er kompetent, bandet har et stærkt bagkatalog, og bandet ønsker givetvis at give publikum, hvad de vil have. Men oplevelsen kan ikke komme over middel, når der ikke spores mange smil på scenen, og der derudover ikke spores nogen interaktion på scenen. Så bliver det en anelse for automatpilot-agtigt, og hedeslag er altså ikke en formildende omstændighed. Næste gang må de pakke korte busker ned i kufferten. Saga har før været nede i en bølgedal og er kommet op igen, så mon ikke vi igen ser Saga i topform? Jeg tror det!