Anmeldelse / Live / Torsdag d. 07-07-2011 kl. 08:00

Papir og Grammofunch
Copenhagen Jazz Festival, Charlottenborg, København,
lørdag d. 9. juli 2011

Anmeldt af Anna Møller

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Hypnotiske og medrivende stemninger i sommerregnen

Copenhagen Jazz Festival har i flere år holdt koncerter, der umiddelbart afviger fra jazz, i forbindelse med festivalen. Temaet er "…something else" og defineres som "(…) en række bands og projekter som en del jazzpuritanere sikkert vil gå langt udenom, men som hver især er mindst ligeså innovative og udforskende som jazzens inderste væsen".

Det har blandt andet udmøntet sig i en dobbeltkoncert med Our Broken Garden og Chimes & Bells i torsdags, den 7. juli, og et par dage efter er det så tid for Grammofunch og Papir at indtage selvsamme scene, der er sat i gården på Kunsthallen Charlottenborg.

Grammofunch ****

Først på scenen er den danske kvartet Grammofunch, der i aftenens anledning er udvidet med et enkelt medlem, Quarin Wikstrøm (fra Sekten, Attaboy og Kostcirkeln) på primært leadvokal og kor. Forøgelsen er formentlig sket i forbindelse med bandets kommende album, hvor kvindevokal er placeret centralt i lydbilledet med mere eller mindre Grammofunch-gængse opbygninger og nedbrydninger af postrock og støj. I 2009 udgav kvartetten i øvrigt det selvbetitlede debutalbum, som vandt Årets Danske Crossover Udgivelse til Danish Music Awards Jazz 2009 og modtog fire stjerner fra GAFFAs Ivan Rod. Han skrev blandt andet at "(…) der er noget meditativt logisk og forudsigeligt – og alligevel langt fra kedeligt – over de gennemført elektrificerede cross-over-numre".

Det meditative og samtidig medrivende skinner også klart igennem denne aften, hvor alle fem musikere arbejder godt og rutineret sammen. Wikstrøm er på scenen flanket af guitarist Rune Funch, trommeslageren Jeppe Gram, Simon Toldam på keys og harmonium og Jeppe Skovbakke på bas.

Portishead-lignende udtryk

Det kommende album rammer ifølge Gram butikkerne i oktober og kommer (vistnok) til at hedde Largo at Last, og det lyder, som om gruppen på det album har bevæget sig længere over mod det triphoppede og tidlig Portishead-lignende udtryk. Første nummer på denne "ikke-jazz"-aften byder under alle omstændigheder på forvrænget og ekspressiv kvindevokal og et sløvt langtrukkent tempo, som skærende og støjende guitarfigurer bevæger sig henover. Det er både godt udført og godt komponeret på trods af, at det måske er gjort før.

På nogle numre fungerer det med andre ord rigtig godt, på andre mindre godt. Et par numre inde i sættet spiller Grammofunch et nummer – som jeg desværre ikke har kunnet finde titel på – hvor Wikstrøm med skinger stemme synger den lettere trivielle tekst: "Where do we come from? / Where are we going? / Some one tell me / 'cause I don't know". Hendes let anstrengte vokal ligger helt fremme i lydbilledet i nummeret, som i mine øjne er et af aftenens svageste.

Hypnotisk medrivende

Det viser sig imidlertid hurtigt, at lydbilledet muligvis skulle have set en anelse anderledes ud, da Gram efterfølgende henvender sig – ikke til publikum, men til lydmanden Otto og siger: "Undskyld Otto, jeg startede på et forkert nummer! Jeg håber, det var okay alligevel". Den slags er jo sympatisk nok, og det efterfølgende, ordløse nummer "Luft" er da også langt bedre – både i forlægget og fremført. Nummeret "Crossing Bridges" er inspireret af Istanbul, fortæller Gram, og af mødet mellem øst og vest, og sangen er da også hypnotisk medrivende med temporale inspirationer fra østen. Syret, sitarlignende bas, lys udechifrérbar vokal, Toldams smidige orgelspil og Grams simultane high-hat/stortromme-slag udgør basen til nok sættets bedste nummer.   

Grammofunch har tilsyneladende bevæget sig længere væk fra det jazzede og længere over mod et postrocket udtryk, der især giver reminiscenser til både dele af Portisheads og Radioheads bagkatalog. Med sangerinde Quarin Wikstrøm bliver det endnu mere tydeligt end tidligere, og selvom udtrykket ikke er nyskabende, så er det velspillet og medrivende med en god mængde velkomponerede numre i baghånden.

Papir *****

Under aftenens anden halvdel er smådryp blevet til småregn, og den åbne plads mellem Kunsthallens bygninger virker ubarmhjertige hvad angår læ til de fremmødte. Oppe i bygningens vinduer skifter lyset fra turkisblåt til lilla til nuancer derimellem, og selvom det kan abstrahere fra sommerregn, så var det et en anelse bevægeligt publikum, krautrocktrioen Papir lørdag aften fik stillet til rådighed. Heldigvis var lydniveauet højt, og man kunne sagtens nyde den repetitive psychrock fra både barens overdække og indgangsdørenes vindfang.

På scenen var de tre placeret med trommeslager Christoffer Brøchmann Christensen i midten med et særdeles godt mic'et-op trommesæt og med Christian Becher Clausen og Nicklas Sørensen på henholdsvis bas og guitar. Den københavnske trio lagde ud med nummeret "Stugge An" – en titel, jeg udelukkende kender, fordi jeg efter koncerten talte med dets forfatter, Toke Højby Lorentzen. Sammen med bandet fortalte han, at mange af numrene ikke har titler eller har skiftet titel, og at de i øvrigt heller ikke har en sætliste, jeg kan se. De lange numre synes da også at glide med i en hypnotisk masse, når de fremføres.

Ordløse ringe

Generelt er trioens tilgang til deres musik præget af en improviseret tilgang til sammenspillet, hvor der kommunikeres lydløst mellem musikerne og gives plads til soli, der bryder fri af det krautede. Det kunne i mine øjne være forbindelsen til det jazzede, selvom guitarist Nicklas Sørensen på scenen ikke var meget for at vedkende sig det.

"Der står i programmet, at vi har en baggrund i jazz. Det er ikke helt præcist. Jeg vil snarere sige, at vi har en baggrund i noget andet end jazz", konstaterede han tørt i mikrofonen. Det var heller ikke ligefrem ordene, der stod og pressede sig på under Papirs fem numre lange koncert. De ordløse ringe af dronet kraut, hvor tyske krautrockgiganter som Can og Neu! og det danske psykedelisk/eksperimetale progrockband Causa Sui virker som oplagte sammenligninger, gjorde plads til underspillede og på sin vis ufuldendte stykker af spacerock. Ofte synes der knap at være hverken begyndelser eller slutninger, men til gengæld endeløse strenge af hypnotiserende og medrivende musik.

Gives ikke ved dørene

Især Brøchmann Christensens afsindige trommespil fremstår både levende og gentagende i sine mønstre, og alle tre er lørdag velspillende. På fjerde nummer, "Lykk Trep-R Hi-Losé" fra det selvbetitlede debutalbum fra 2010, står trommernes pulserende og stadige tempo centralt, mens lange bas- guitarfigurer breder sig ud over lydfladen og driver nummeret fremad uden hverken at stoppe eller se sig tilbage. Det er muligvis også Papirs paradoks: Musikken er hypnotiserende og kører af sted med én uanset om man vil med eller ej, men er man først stået af, så gives der virkelig ikke ved dørene. Struktur, som man kender den fra en mere traditionel tilgang til musikken, er næsten ikke-eksisterende, og man skal ikke lede efter kompositionsmæssig logik, hvis man fuldt ud skal kunne nyde en koncert med bandet.

Til gengæld kan man lade sig henføre og føre med ad psykedeliske om- og genveje, hvilket stort set alle gjorde lørdag aften på Charlottenborg. Enkelte nabolyttere endda hjulpet godt på vej af rygbare hjælpemidler, der blandede sig med sommerregnens dryp. Da jeg talte med bandet om muligheden for en sætliste, kom en mindre gruppe hen til trioen og afbrød mig. "Vi er kommet hele vejen fra Australien for at se jer", sagde de henrykte. De var hoppet med på krautvognen og kørt af sted med Papir som primus motor.