Anmeldelse / Live / Mandag d. 01-08-2011 kl. 10:09

Roger Daltrey
Valdemars Slot, Tåsinge,
søndag d. 31. juli 2011

Anmeldt af Mathias Sommer
Foto: Fotograf Morten Rygaard --- www.mortenrygaard.com

GAFFA		3 stjerner
Læserne		4,73 stjerner i snit (efter 11 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Blandet fornøjelse på Sydfyn. Stemmen drillede, men bandet var velspillende, og ”Tommy” var betagende.

Der må ikke tvivles et sekund på det faktum, at "Tommy" er en stor, smuk og betydningsfuld rockopera. The Whos (men primært Pete Townshends) store værk fra 1969 har inspireret generationer siden; havde Sex Pistols nogensinde eksisteret, havde det ikke været for The Who? The Clash? Oasis? Sætter man en plade på med Graham Coxon (tidligere Blur-guitarist), springer referencerne til "Tommy" fluks i ansigtet (hør bare "You and I").

"Tommy" er intet ringere end en historisk milepæl, hvorfor mange The Who-hjerter fik noget at glæde sig over, da Roger Daltrey tidligere på året annoncerede sin Europa/Amerika-turné, der også rundede Skandinavien; men kun en enkelt gang: på sydspidsen af Fyn, ved det prægtige Valdemars Slot på Tåsinge, som nok kendes bedst for at huse baronessen Caroline Fleming.

Efter lidt lystig, men potent guitarrock, leveret af Billy Cross, flankeret af blandt andre Aske Jacoby, indtræder Roger Daltrey og hans fem kompetente musikere. Daltrey er smilende, velsoigneret, veltrænet. Selv som 67-årig ansporer han til ikon-dyrkelse. Inden disse fingre igangsætter koncerten, skal et par temaer for koncerten lige på plads:

"Tommy," voice of a generation, handler om ungdom, misbrug, frustration; hvordan kan dette serveres af en 67-årig mand? Og videre: skulle det blive en nostalgisk rejse, eller den fallerede rockstjernes forsøg på at presse den sidste kapital ud af sin musik? Og sidst: Hvad med stemmen? "Tommy" kræver et bredt register, og Roger Daltrey må være mærket efter mange års anstrengende sang med relativt dårlig sangteknik.

Den slidte stemme
Det starter skidt. Ret skidt faktisk. Med det ikke videre ophidsende nummer "I Can See For Miles" fra '67-pladen "The Who Sell Out" bliver man temmelig nervøs for resten af forestillingen. Nervøse blikke vandrer rundt blandt publikum, for uha, hvor er han dog hæs. Hans stemme er simpelthen så rusten, at han ikke rammer tonen. Det efterfølgende "Pictures of Lily" – endnu en bedaget sag fra 1967 – løfter ikke niveauet, og man står med en tåkrummende fornemmelse; set-uppet er så fint, og Daltrey er så autentisk og sympatisk, så hvorfor virker stemmen ikke?! Daltrey forklarer, at han morgenen forinden var vågnet op absolut uden stemme, og begrunder opvarmningsnumrene med, at stemmen lige skal være varm, før vi tager hul på aftenens hovedforestilling: "Tommy."

Det er, som om tiden skal trækkes; man er kun halvvejs opmærksom, så det kun bliver halvvejs pinligt, for bedre bliver det faktisk ikke på den keltiske folkesang "Gimme a Stone," der ligger et pænt stykke fra Pete Townshends komponist-hånd, og når Daltrey står der og synger til Runrig/Big Country-lignende numre, ligner han mere forsangeren i Oysterband, John Jones, end den store rock-konge, der skal præsentere os for "Tommy."

Tommy fungerede
Heldigvis nøjedes starten med at være skidt, for selvom stemmen er stærkt slidpræget, klarer Daltrey sig egentlig fint igennem "Tommy." Han får sig først en længere pause med "Ouverture", der folder sig smukt ud over søen ved Valdemars Slot, og slukker så småt for solnedgangen og blænder op for en større skærm bag bandet, der viser småpsykedeliske stemningsbilleder.

Med til at synge de meget høje toner (for eksempel "It's a boy, Mrs. Walker, it's a boy") har Daltrey fraværende Who-medlem Pete Townshends lillebror, Simon Townshend, der synger godt og spiller en rigtig fin spade; i konstruktivt modspil til den anden, amerikanske studieguitarist, Frank Simes. Det er Simes, der får lov til at folde sig ud i soli, men begge bidrager de til den potente guitarbårne lyd, så man ikke er i tvivl om, at "Tommy" er skrevet med en guitar i hånden.

Man bliver tidligt bekræftet i, at "Tommy" bare har noget særligt: de komplicerede kompositioner strider lidt mod den ellers konventionelle guitarrock, og man forblændes simpelthen af de mange skift fra brede, potente akkorder og riffs til flydende, smukke sekvenser – ja; "Tommy" ER fantastisk. Og for nu at påhæfte Daltreys store, lyriske kommentar "Tommy is a journey of spirit – a metaphor" – for selveste livet.

Fortid og nutid
Og helt forladt sit tidligere selv har Daltrey nu ikke. Nok smadres der ikke instrumenter, men de karakteristiske kuglerunde briller og ikke mindst sin kasten rundt med mikrofonen lever han i den grad op til. Han vil ikke glemmes, og vi vil ikke glemme ham, så det er fint, han viderefører sig selv, som vi kender ham. "Tommy" forløber godt, og bandet spiller godt, især udfylder Loren Gold på keyboards så glimrende de mange skæve valdhorns/blæser-sekvenser på sit keyboard. Først da Tommys mor smadrer spejlet, og Tommy omvendes og synger "Sensation", bliver Daltreys slidte stemme udstillet, hvor han skal højt op i omkvædet. Men som nævnt er det dejligt og behageligt, og Daltrey er nærværende.

Finalen forløber godt, og bandet bygger rigtigt godt op, ikke mindst på Keith Moon-nummeret "Tommy's Holiday Camp," hvor Gold spiller et glimrende cirkus-orgel, en Mr. Bungle-lignende vibe, der for et øjeblik bryder stemningen, inden den store finale "We're Not Gonna Take It."

Efter "Tommy" tager bandet sig lige et par sekunder, inden der blændes op for lidt "playing around," som Daltrey kalder koncertens epilog, der dog synes at vare for evigt. Her spilles "Who Are You," titelnummeret fra 1978-pladen, hvor Simes brænder en kongesolo af, videre bevæger vi os til den velkendte "Behind Blue Eyes," hvor Daltrey endnu en gang udstiller sin rustne, grynede stemme. "Going Mobile" fra den dejlige "Who's Next" fra 1971 følger; nummeret synges af Simon Townshend, og Daltrey viser også evner på en mundharpe.

Der bliver også plads til en jazzet version af "My Generation" og til den progressive "Baba O'Riley," inden bandet lander helt skævt på "Without Your Love," som skal være en hyldest til publikum, men snarere fungerer som en hån mod bagkataloget, og endeligt slutter Daltrey alene med en ukulele, efter at have spillet i næsten to en halv time, og helt at have ødelagt sin stemme, med at spille "Blue, Red And Grey" (et nummer The Who aldrig spillede live). En sang, der er glad og livsbekræftende og handler om at elske hvert et øjeblik af dagen, men som altså også er decideret falsk. Daltrey skulle være stoppet, mens legen var rigtig god – det var den på "Baba O'Riley."

Nej, Daltrey sælger ikke ud, det er han for god og ærlig til, men stemmen får det næppe bedre på touren, når den bevæger sig over Atlanten og imødeser et intenst program til efteråret. Daltreys stemme er det største problem, for ellers er hjertet på det rigtige sted, og hvorvidt Tommy stadig lever i munden på en 67-årig… tjaa…