Tim Christensen og Gemma Hayes : Rådhushallen, Aarhus

Tim Christensen og Gemma Hayes , Rådhushallen, Aarhus

Tim Christensen og Gemma Hayes : Rådhushallen, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Aarhus Festuge har siden 2007 skudt de musikalske løjer i gang med en såkaldt "Uofficiel åbning for Gud og hvermand" i Rådhushallen. Som regel med musikere i usædvanlige konstellationer, og således også i år, hvor Tim Christensen optrådte sammen med den på disse breddegrader ikke voldsomt kendte irske sangerinde og sangskriver Gemma Hayes.

Gemma Hayes debuterede i 2002 og har bag sig fire album, som ikke mindst i hjemlandet er blevet pæne succeser, ligesom hun i 2003 blev nomineret til den prestigefyldte Mercury Music Prize. Hun deltog også i Århus Festuge, som man stavede det dengang, tilbage i 2009 i festugens såkaldte "2012"-koncertrække med kunstnere, som man spåede stor berømmelse inden 2012. Dengang kunne Tim Christensen ses blandt publikum som koncentreret lyttende fan, og det var også ved den lejlighed, at festugechef Jens Folmer Jepsen fik idéen om at sætte de to sammen - og i år kunne det så lade sig gøre rent logistisk.

Et pænt stort publikum havde indtaget den flotte, Arne Jacobsen og Erik Møller-tegnede rådhushal med de karakteristiske vinduer ud mod den smukke rådhuspark med de smagfuldt belyste træer, som udgjorde scenens bagvæg. En fornem kulisse i solnedgangen og en fin ramme omkring de sange, som skulle folde sig ud i løbet af den halvanden time lange koncert.

Akustisk åbning

Tim Christensen lagde ud alene på scenen med sin akustiske Gibson Hummingbird-guitar og gav to numre, hans velkendte "Surfing The Surface", der åbner hans andet album "Honeyburst", og et ældre, ikke tidligere udgivet nummer, som Christensen annoncerede muligvis kommer med på hans næste album, som han afslørede udkommer til november. Og som bliver mere rocket end forgængeren "Superior", hvilket vakte en del jubel blandt visse publikummer. Sangen var dog en fin lille ballade med titlen "Never Be One Until We're Two".

Tim Christensen præsenterede herefter Gemma Hayes, som han fortalte, han havde været kæmpefan af i ti år. Hayes kom på scenen, også iført akustisk guitar og gav to af sine egne numre med Tim Christensen på guitar og kor. Først fik vi den tempofyldte "Keep Running" og derefter den mere eftertænksomme "Something In My Way". Man forstår godt Christensens begejstring, for Hayes' forholdsvis lyse og let hæse stemme med diskrete knæk og vridninger i fraseringerne – og en god gang rumklang live – er virkelig smuk. Hvad angår sangskrivningen, blev jeg ikke ligefrem blæst omkuld, men numrene var bestemt gedigent håndværk. De to vokalisters stemmer passer i øvrigt glimrende til hinanden, og deres harmonier var lutter vellyd.

Herpå gav parret sig i kast med Tim Christensens "How Far You Go", det hemmelige bonusnummer på "Honeyburst", som i sin tid – 2003/04 – alligevel formåede at blive et pænt radiohit. Af uvisse sager var sangen dog transponeret en smule ned, hvilket fjernede lidt af den længselsfulde, smertende klang i de høje toner i omkvædet og i stedet gav nummeret en mere tilbagelænet, lounget feeling. En kende skuffende – originalen er bedre!

Scenen blev nu overladt til Gemma Hayes alene, og hun gav os to af sine egne numre, den energiske "Happy Sad" og den mere melankolske "November", og især sidstnævnte var velskrevet. Og stemmen tilførte sangene masser af personlighed.

Solid bandpræstation

Tim Christensens band trådte efter dette ind i rummet, og så var det tid til en stribe sange med Tim Christensen og Gemma Hayes i front for førstnævntes band. Konstellationens første sang var en fin fortolkning af Kate Bushs hjertegribende "Cloudbusting", som blev leveret i forholdsvis afdæmpet version med de to frontfigurer på akustisk guitar tilsat lidt mere tyngde fra Søren Kochs bas, Jesper Linds trommer, Lars Skjærbæks stemningsmalende elektriske guitar og et fiffigt lille keyboardtema fra Christoffer Møller.

Oven på denne sofistikerede sag skiftede både Christensen og Hayes til elektriske guitarer og leverede med band to gedigne rocknumre, "Hanging Around" og "Let A Good Thing Go", begge fra Hayes' katalog, og især sidstnævnte fik i al sin velspillede melodiøsitet aftenen til at rykke op i de højere luftlag. Det samme gjaldt den mere afdæmpede og melankolske "Tear In My Side", hvor aftenens solistpar brillerede med smukke dobbeltvokaler tæt indflettet i hinanden. Stærkt.

Oven på denne kraftpræstation, som da også udløste store klapsalver, forlod Hayes scenen, og Tim Christensen og hans glimrende band gav fire numre fra hans solokarriere. Der var de rockede "Time Is The Space Between Us", "Isolation Here I Come" og "Don't Leave Me But Leave Me Alone" – sidstnævnte med smukt, melodisk basspil fra Søren Koch og hans Rickenbacker – og herimellem den afdæmpede "Superior". Alle stærke sange, som blev fremført på fængende vis, om end der ikke var meget nyt i forhold til de velkendte originaludgaver, der – så vidt jeg husker – også alle blev spillet på sommerens Grønne Koncerter.

Af lungernes fulde kraft

Tim Christensen sagde herpå tak for i aften, og musikerne forlod scenen, men naturligvis skulle vi hilse på Gemma Hayes igen, og hun og de andre kom da også tilbage og gav os Tim Christensens store hit "Whispering At The Top Of My Lungs" med stærke dobbeltvokaler, afvekslende med solide solopassager fra Gamma Hayes, ikke mindst, da bandet begyndte at spille helt afdæmpet i andet vers. Et af aftenens højdepunkter, med det er nu også en af Christensens allerbedste sange, med dens stærke melodilinjer og spændende skift i intensitet, tempo, takt- og tonearter undervejs, sluttende med et sandt musikalsk tordenvejr og maskingeværtrommer.

Som en antitese til denne energiudlandning lukkede Christensen og Hayes alene på scenen med en enkelt akustisk guitar i hænderne på Christensen og en smuk, mig ukendt aftensang med titlen "A Way To Say Goodbye". Absolut en solid åbning på Aarhus Festuge og endnu et bevis på, at der kan opstå dynamik, når man sammensætter musikere, der normalt arbejder med hver sit udtryk, også selvom Christensen og Hayes' singer-songwriter-universer ikke befinder sig så langt fra hinanden. De to klædte bedst hinanden på de mere rockede numre, og når de sang kor hos hverandre, men generelt var det en fin, fin aften trods enkelte mindre spændende momenter undervejs.

"Jeg håber, Gemma Hayes har fået et par nye fans i aften," sagde Tim Christensen undervejs. Det tror jeg bestemt, hun har. Og hun kan stadig nå at blive stor inden 2012.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA