Anmeldelse / Live / Fredag d. 26-08-2011 kl. 14:04

Dolly Parton
Forum, København,
torsdag d. 25. august 2011

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mellem tåkrummende tomgang og ægte tårer

+ Se hele galleriet

Noget af det påfaldende, ejendommelige, nogle ville sige fascinerende ved figuren, fænomenet, det populærkulturelle brand og ikon Dolly Parton er den måde, hvorpå hun på éen gang virker dybt kunstig og inderligt ægte ("jeg er ægte, der hvor det virkelig betyder noget"). Hun er indbegrebet af den levende Barbiedukke, i aften iført røde, pailletbesatte cykelshorts, men samtidig uanfægteligt the real deal; pigen fra de fattige Smoky Mountains-kår, som fik sin første guitar af de hjertensgode forældre i en tidlig alder og siden realiserede sin egen amerikanske drøm. En baggrund, der bliver brugt flittigt og med stor sans for det patetiske i værket, bevares, men ikke desto mindre en konkret, virkelig baggrund, som ikke nødvendigvis romantiseres: "In the good old days when times were bad", som det hedder i en af de sange, vi desværre ikke får med i aften.

Det ville på en måde være meget nemmere for alle os suckere efter flossede kanter og forestillet autenticitet, Neil Young- og Bob Dylan-segmentet, hvis Dolly gestaltede sig selv mere rustikt, mere à la Emmylou Harris eller, endnu bedre, Lucinda Williams. Men Dolly insisterer på at være netop Dolly, med Dollywood og silikonebryster og store parykker og beviset på ,at man kan være Barbie uden at være Bimbo, men tværtimod en fremragende sangskriver, forrretningskvinde, skuespiller og sit eget brand.

Pinagtig rap

Og her står hun så i aften på Frederiksberg, Mine Damer og Herrer. Med hele gøglet, inklusive tre korsangere, men også med de vitterligt fantastiske sange, hun indimellem har kastet af sig. Og hvis man skræller alt det andet væk og lukker øjnene her i Forum i aften, er det det, som står tilbage: stemmen, sangene, guitaren. Indimellem. For vi trakteres beklageligvis også med en række væsentligt mindre mindeværdige, nyere sange, herunder en pinagtig, rappet (!) hyldest til Queen Latifah, med hvem Dolly just har indspillet en film. Foruden en række i bedste fald overflødige fortolkninger af eksempelvis Led Zeppelins "Stairway to Heaven", The Beatles "Help" og Phil Spectors "River Deep, Mountain High".

Værket byder ellers på flere guldkorn, end der kan være plads til på en enkelt aftens sætliste; også nogle små perler hinsides de mest oplagte hits, som vi selvfølgelig ikke snydes for i aften. Tag nu for eksempel en sang som "Chicken Every Sunday", hvor protagonisten er ulykkeligt forelsket in en fyr fra et højere socialt lag. Men så siger Mor, at der ikke er noget at misunde de rige over, og Dolly erkender: "We've got chicken every sunday and the preacher comes around, and every saturday morning, Daddy takes us into town / then we go to the pictures and have picnics on the ground / Well, if that's the lower class, then I'm glad that's what I am".

Troværdigt og rørende

Det er måske nok lovligt corny for en postmoderne lytter, men det er uangribeligt, blottet for ironi og forstillelse. Ikke ulig Peter Bellis dansktop-periode, iøvrigt: det kunne have være kvalmende i munden på andre, men formidlet af den rette bliver det både troværdigt og også ganske ofte decideret rørende. "Chicken Every Sunday" får vi ikke i aften, men så til gengæld den mere kendte søstersang "Coat of Many Colours", som dybest set formidler samme morale og værdier; det nære, det ægte, troen, kærligheden.

Bevares, ikke at det ikke kan blive for meget af det gode, for corny. Det kan det, og det bliver det, også i aften. Som da Dolly for nogle år siden udgav pladen Those Were the Days (2005) med protestklassikere fra 1960'erne og 70'erne og sig selv i semi-Flower Power-tøj på omslaget. Det var et postulat; Parton har aldrig været protestsanger, endsige hippie; det er ren Helmut Lotti, staffage uden substans. Og sådan er Dolly også, indimellem, når hun er mindst charmerende. I aften kommer jeg til at tænke på, hvad digteren Lone Hørslev sagde, da hun engang skulle anmelde Tim Burtons fortolkning af Alice in Wonderland i DR2s Smagsdommerne: "det er som candyfloss med sukker på". Der går for meget professionel tomgang, autopilot med sukkerchok, i den i aften. Og man bemærker det navnlig, fordi Dolly netop også kan det andet, fordi tårerne bogstaveligt talt har stået i øjenkrogen under den gudsbenådede vokale levering af "Jolene" og enkelte andre.