Anmeldelse / Live / Lørdag d. 03-09-2011 kl. 08:30

Antony og DR UnderholdningsOrkestret
DR's Koncertsal, København,
fredag d. 2. september 2011

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: DR

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,80 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Antony, DR UnderholdningsOrkestret og Koncertsalen gik op i en højere, sfærisk enhed

Tilbage i 2009 gav Antony And The Johnsons og DR UnderholdningsOrkestret koncert sammen i DR's Koncertsal i København. Nu har parterne fundet hinanden igen, denne gang til to koncerter i den smukke sal. Eller rettere sagt: Antony Hegarty har fundet sammen med DR UnderholdningsOrkestret. Fra sit sædvanlige band The Johnsons havde han kun medbragt pianisten Thomas Bartlett og multiinstrumentalisten Rob Moose, der denne aften havde fået rollen som dirigent og arrangør. Men når man har et orkester med 38 musikere i ryggen, er man vist også dækket godt ind.

Den næsten fyldte sal dirrende af forventning, da lyset blev dæmpet. De mange musikere i DR UnderholdningsOrkestret defilerede ind på scenen, alle klædt i hvidt. Herefter fulgte Antonys to medbragte musikere, også i hvidt, og til sidst Antony Hegarty selv. Han var også i hvidt, en slags kjortel, med et farvestrålende sjal omkring skuldrene, og gik hen til mikrofonen midt i lokalet. Her stod han så i al sin to meter høje glans og herlighed og modtog publikums hyldest. Antony er også en glimrende pianist, men havde tilsyneladende valgt at fokusere på at synge – og det gjorde han så.

Antony har en bemærkelsesværdig stemme, som – helt jævnfør hans fysiske fremtoning – ligger i et særegent leje mellem mand og kvinde, og som er ved at flyde over med vibrato og konstante glidninger op og ned ad de enkelte toner. Det er en røst, som er typen, man enten elsker eller hader. Publikum hørte selvsagt til første kategori, og selvom jeg var lidt skeptisk, da jeg første gang hørte Antony tilbage i begyndelsen af 00'erne, er jeg også forlængst kommet over på fan-holdet. Og i Koncertsalen havde Antonys stemme de bedste muligheder. Han lød ganske enkelt hjerteskærende, ganske som hans smukke sange også udtrykker de helt store følelser: Glæde, sorg, lykkelig kærlighed, ulykkelig kærlighed, bekymring over verdens og naturens tilstand og følelsen af at være fanget i det forkerte køn. Og han sørgede for hele tiden at vende sig rundt, så alle publikummer i salen fik glæde af ham.

I indspillet form og i almindelig bandsammenhæng fylder de akustiske instrumenter som klaver, strygere og blæsere i forvejen meget i Antonys musik, så sangene havde ikke undergået de store forandringer ved at blive arrangeret for et stort orkester. Antony og hans mange musikere trykkede bare lidt hårdere på knapperne til publikums følelsesregister med især de allestedsnærværende, længselsfulde strygere og den klimprende harpe, og de fik allerede efter koncertens andet nummer, den stærke, stærke "Cripple And The Starfish", publikum til at bryde ud i en så voldsom applaus, at man skulle tro, de nu ventede ekstranummer.

Herfra kunne man frygte, at niveauet ville falde en smule, men det skete ikke. Intensiteten blev bibeholdt, også takket være det mildt sagt stemningsfulde lys, hvor Antony midt på scenen dansede rundt i grønne og lilla laserstråler, som havde han lånt lidt "Purple Rain" af sin kun marginalt mere talentfulde kollega Prince, mens han trak sjalet op om ansigtet, som var han iklædt burka. Han fremstod så overjordisk, at hans to vandflasker lige uden for lyskeglen virkede helt forkerte. Eventyrvæsener har da ikke brug for kildevand på flaske!

På den vuggende "Kiss My Name" kom der lidt gang i slagtøjsspilleren og dermed også i hele den rytmiske bund i Antonys sange, som ellers ofte er trommeløse og ganske afdæmpede. Selvom Antony er en stor ballademager, klæder det ham også at sætte farten bare en smule op, som det var tilfældet her.

Smalltalk forårsaget af teknik-koks

Interaktion med publikum var der ikke meget af den første halve time af koncerten. Antony nøjedes med at sige kort tak mellem sangene, men da han så forlod sin plads midt på scenen for at sætte sig bag flygelet, skete der noget. Mikrofonen ved flygelet sad nemlig ikke ordentligt fast, så Antony flere gange blev afbrudt under sin fremførelse af "Swanlights". Det bragte ham dog ikke ud af fatning, men blev blot anledningen til at smalltalke lidt med publikum og dermed understrege, at det sfæriske væsen deroppe på scenen faktisk var et menneske og ikke en fe, der var kommet ind fra den "Another World", han også sang om.

Senere vendte Antony tilbage til sin plads midt på scenen, hvor han gav en længere redegørelse for sin filosofi om, at verden ville blive et bedre sted, ikke mindst med tanke på klimaforandringerne, hvis de kvindelige, moderlige værdier fik mere plads i forhold til de mandlige, mere krigeriske. Ganske interessant, ikke mindst fordi Antony jo selv er et omvandrende dementi af de fleste køns-stereotyper, men det blev nu lidt langtrukkent og lommefilosofisk, og koncerten tabte her en smule momentum. Også selvom Antony selv understregede, at han betragtede sine overvejelser omkring køn og den globale balance som vigtigere for ham end hans musik. Godt så, men jeg foretrækker nu, at han synger om det, frem for at han taler om det – for det er jo også det, han synger om.

Heldigvis fandt Antony atter sit smukke organ frem igen til flere skønne sange. Flere byggede langsomt op mod en mere dramatisk finale, men det blev aldrig decideret pompøst, og det passede fint til de sarte numre, som ofte sluttede på diskret vis, som forsvandt de direkte op i den samme blå luft, de syntes at komme fra. Ikke noget med Wagner-crescendoer her, og selvom dét også kunne være spændende at opleve Antonys sange angrebet fra dén vinkel, så var der ikke meget at udsætte på Rob Mooses arrangementer.

Efter halvanden time sagde Antony tak for i aften og fik et rungende "selv tak" fra salen i form af voldsomme klapsalver, stående ovationer og blomster, som man jo bruger i de finere koncertsale, og som passede fortrinligt til den farvestrålende buket af sange, Antony & Co. havde givet os. Antony vendte herefter tilbage og spurgte ud i salen om nogle havde nogle kommentarer. En enkelt råbte "meat is murder", hvilket Antony først opfattede som "penis murder", men senere fangede, hvilket gav ham anledning til en længere snak om at være vegetar. Herpå råbte en munter sjæl "Stem på Enhedslisten" til stor moro i salen, inden Antony atter lod musikken tale. Et enkelt ekstranummer i form af den længselsfulde "Hope There's Someone" og et enkelt Antony-buk mere blev det til, og så blev vi mildt sagt efterladt på en høj tone.

Inden koncerten havde jeg spekuleret over, om Antony måske havde mistet lidt af sin spændstighed her 13 år efter debutalbummet og seks år efter det store gennembrud med den Mercury Prize-vindende "I Am A Bird Now". Nu kender jeg svaret på dét spørgsmål.

Antony & DR UnderholdningsOrkestret spiller igen i Koncerthuset 3. september. Køb billetter via GAFFA Live.