Kirlian Camera, Steinkind, Desiderii Marginis: Krudttønden, København

Kirlian Camera, Steinkind, Desiderii Marginis, Krudttønden, København

Kirlian Camera, Steinkind, Desiderii Marginis: Krudttønden, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Danske Braincorp og norske Hellfire Club var gået sammen om at stable en koncertaften på benene på spillestedet Krudttønden i København, under titlen Northern Eclipse Festival, en aften med tre navne; Kirlian Camera, Steinkind og Desiderii Marginis fra henholdsvis Italien, Tyskland og Sverige. Ikke alene en tværgeografisk omgang, men også tre vidt forskellige musikalske udtryk, skulle det vise sig.

Desiderii Marginis ****
Soloprojektet Desiderii Marginis, alias Johan Levin, har mange år og en længere produktion bag sig, og han bevæger sig ret solidt inden for rammerne af den mørke og stemningsmættede ende af ambientmusikken, hvilket hans koncert også satte en meget tyk streg under. Alene med synthesizer, mixer og laptop, og med Fritz Langs mesterlige "Metropolis" på lærred i baggrunden, gik svenskeren til opgaven med absolut ingen flig af det, man kalder stage-presence. Ingen kontakt til publikum, ingen springen omkring, ingen forsøg på flamboyante kostumer eller anden selviscenesættelse - men det lagde musikken heller ikke voldsomt op til, og således har den indadvendte fremtoning nok i virkeligheden været lige så meget til- som fravalg, hvilket jeg synes er rimeligt nok.

Lyden var lidt vel høj, men fremstod fin og velbalanceret, hvilket gavnede oplevelsen, ikke mindst fordi der i udpræget grad var tale om stillestående og filmisk musik med fokus på de stemningsskabende elementer. Som altid med ambientmusik af den mørke og overvejende arytmiske slags, sendte man vor Eno en enkelt tanke eller to, men der var også svage reminiscenser af både neofolk og let symfonisk soundtrack-lyd at spore hos Desiderii Marginis.

Det var på ingen måder nogen fest, og det var heller ikke meningen, men der var dukket folk op, og der blev taget pænt imod musikken. Et modigt valg at sætte musik af denne type på før et navn som Steinkind, der velsagtens befinder sig i den stik modsatte ende af spektret, men ros herfra til arrangørerne for at have modet. Jeg må dog sige, at jeg savnede flere egentlige live-elementer i musikken. Lidt for ofte blev det til drone-toner fra en enkelt tangent det meste af et nummer igennem, måske pletvist oktaveret, når bølgerne gik højt. Jeg klemmer mig op på små fire stjerner for modet til konsekvens og for gode ambientpassager, men som koncertnavn betragtet skal Desiderii Marginis slet og ret gøre mere live.

Steinkind ****
Hvis Desiderii Marginis tildeles fire små stjerner, så er det fire store af slagsen til tyske Steinkind, en trio bestående af sang, synthesizere og elguitar - og så tordnende backing tracks for fuld skrue. Og lad os blot få overstået den negative kritik med det samme - de var for høje, de backing tracks, og især guitar, men også vokal forsvandt lidt fra mixet her og der. Men heldigvis ikke nok til at ødelægge helhedsindtrykket, som var særdeles positivt. Jeg kendte kun lidt til gruppens musik i forvejen og havde ikke tidligere oplevet dem live, og de skulle vise sig at være rigtig gode på en scene.

Musikken var af overvejende hårdtslående og tempofyldt karakter, men samtidig - og det er en væsentlig pointe - med god variation undervejs. Steinkind var ikke bare endnu et smadder-industrial-band fra samlebåndet af den type, enhver femtenårig halvstuderet røver kan skabe derhjemme på en aften i selskab med Ejay, en distortionpedal og et absolut lynkursus i misbrug af limiter.

Bevares, man fik bestemt smadder-industrial, men man fik også så meget mere, ja, faktisk kom gruppen ret vidt omkring hvad musikalske referencer angår, fra god, gammeldags punk over Neue Deutsche Welle til gabber, trance og sågar Motörhead i form af en herligt hårdtpumpet afsluttende cover af klassikeren, "Ace Of Spades". Det man med en smart anmelderterm kalder for en eklektisk menu.

Herudover fremstod gruppen også særdeles energiske på scenen, hvilket i dén grad smittede af på publikum - ikke mindst de mere berusede blandt flokken, men det, der imponerede denne anmelder mest, var at de tre herrer også gjorde det musikalsk godt. Ikke mindst synthesizerne lavede mange gode ting undervejs, og det blev naturligvis håndteret live, hvilket skabte god dynamik og variation. Steinkind var fest, fest og atter fest, og så vil der altid være dem, der hævder, at så er der ingen dybde. Det vil jeg ikke blande mig i, blot vil jeg understrege, at Steinkind bestemt demonstrerede, at en fest kan også serveres med et alternativt og interessant soundtrack.

Kirlian Camera *****
Aftenens hovednavn, italienske Kirlian Camera (billedet, arkivfoto), har med ankermand Angelo Bergamini rødder tilbage til firserne om end der, hvad resten af besætningen angår har været lidt udskiftninger undervejs. Også musikalsk har projektet bevæget sig vidt omkring, men altid med en imponerende rød tråd, en egen musikalsk identitet, som synes til stede, hvad enten gruppen kaster sig over dystre ambiente lydlandskaber, elektronisk pop eller industriel techno. Jeg har ved flere tidligere lejligheder oplevet gruppen live og så derfor frem til koncerten denne aften.

Den begyndte dog i den problematiske ende, for de første numre igennem var Elena Fossis ellers flotte vokal ganske enkelt for lav, hvilket gik stærkt ud over musikken. Der blev heldigvis rettet op på det, og så blev det hele rigtig meget bedre, ikke mindst fordi Fossi med sin vokal bærer en stor del af det melodiøse aspekt hos gruppen, som faktisk er et af Kirlian Cameras stærkeste kort - de er i stand til at skabe gode melodier, ikke sjældent, selv i de mest iørefaldende og tempofyldte passager, med et særegent stænk af noget vemodigt eller længselsfuldt.

Som hos Steinkind var backing tracks måske en anelse for prominente, men heldigvis ikke i problematisk grad, og som altid gjorde gruppen det fint. Kirlian Camera er et band, der ser godt ud på en scene, og lys og røg fungerede også flot. At publikum tilmed tog rigtig godt imod, var selvsagt kun med til at gøre oplevelsen bedre, både for musikere og for publikum selv. Undervejs blev der budt på nedtempo cover af Ultravox' "Hymn", der formåede at fremstå endnu mere svulstig end originalen, samt en alt andet end nedtempo udgave af Pink Floyd-klassikeren, "Comfortably Numb", udsat for technorytmik og kolde synthesizere. Men gruppen har også egne perler at byde på.

En af disse var "K-Pax", der til lejligheden blev udsat for lidt ekstra metallisk guitar, hvilket for så vidt ligger langt fra originalforlægget, men faktisk fungerede fint også. Det måske største højdepunkt var "Eclipse", det tætteste gruppen er kommet på et regulært hit, et nummer, der besidder oplagte melodiske kvaliteter og som også var rearrangeret til livebrug, men som ikke desto mindre føltes som mødet med en god, gammel ven. Selvom der var nogle lydtekniske problemer undervejs, så synes jeg ikke, det fornægtede sig, at Kirlian Camera er en speciel størrelse med et helt eget udtryk, og med koncerten satte de et fint punktum for en helt igennem god aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA