Identitetsflugt er en løgn, så omfavn dit slægtskab

Som Jakob Dylan, Harper Simon og Sean og Julian Lennon kan bevidne, er det ikke jordens mest taknemmelige opgave at følge i fars fodspor, når far nu engang har efterladt et gigantisk fodaftryk. Dette dilemma har tynget Adam Cohen i en sådan grad, at han over et par udspil gjorde alt for at flygte ud af Leonard Cohens altoverskyggende skygge, for derefter helt at opgive drømmen om en musikalsk karriere.

Men noget er der sket, en åbenbaring af en art, for den 39-årige Adam Cohen har omsider indset, at han ikke vinder spor ved at modarbejde sin identitet. Derfor dykker han nu omfavnende ned i ophavet på albummet Like A Man, og det er med alt, hvad det indebærer af underspillede arrangementer, poetiske allegorier og følte kærlighedserklæringer til kvinder i flertal. Det er for nemt bare at stemple Adam som en sekunda-Cohen, for albummet er i al sin enkelhed en forførende og dejlig affære, der rigtigt nok emmer af senior. Men er det egentligt så odiøst, når senior nu engang har dannet skole og er blevet nærstuderet af utallige sangskrivere uden samme slægtskab?