Der var indbudt til lang aften i DR Byens koncertsal, den i foyeren, ikke den helt store med balkonværk og det hele, men det skulle vise sig at blive en særdeles velbesøgt aften, for efterhånden som koncerterne skred frem, dukkede flere og flere gæster op. Ikke mindst dem fra den anden side af vandet - svensken var ganske godt repræsenteret, og måske ikke så overraskende endda, for her var tale om en aften med genrer som synth og ebm på programmet, genrer, der altid har stået stærkere - og er blevet taget langt mere alvorligt - i netop Sverige end i Danmark. Så med svensk forstærkning lykkedes det at fylde foyerområdet ganske pænt op.

Twice A Man ****
Aftenens første koncert var svenske Twice A Man, en ambient- og electronicagruppe med rødder helt tilbage i senhalvfjerdserne, men som på aftenen i højere grad præsenterede en lyd, der syntes at trække mange tråde tilbage til halvfemsernes chillout- og trip hop-scener. Der var, med andre ord, tale om musik af overvejende velklingende og tilbagelænet natur, fremført med synthesizere, samplere, elbas, sporadisk cello samt vokaler.

Larsen piskede omkring på scenen, hoppende op og ned, ofte i direkte kontakt med publikum, kun afbrudt af passager bag tangenterne, hvor der blev lidt tid til at slappe af. Og musikken kalder da også på mange måder på den slags energiudladninger, og sjovt var det at observere publikum, hvor det i høj grad var de svenske tilskuere, der førte an i festen. Det er måske ikke altid helt let at være profet i eget land, men så er det jo heldigvis godt, at der er en bro mellem København og Malmö, for der var i den grad svenskere, der forstod at sætte pris på Larsen-klassikere som den frenetiske "Adrenaline Rush", den bastante ørehænger "Strap Me Down" og den cyberpunk-klingende "Japanese Bodies". Og det var tydeligt, at glæden var gengældt fra scenen.

DAF *****
Aftenens store trækplaster var den tyske electropunk-duo DAF, der denne aften gav sin første koncert i København nogensinde - og vi taler altså her om en gruppe med rødder tilbage til halvfjerdserne! En gruppe, som tilmed har været af stor betydning for både electropop, ebm og industrial gennem årene, til trods for at det egentlig aldrig er blevet til det helt store kommercielle gennembrud, og egentlig heller ikke så mange udgivelser endda.

Udstyret med dj-pult og trommesæt satte Robert Görl festen i gang: de minimale sequencerfigurer blev afviklet fra dj-pulten, mens rytmikken blev spillet live på trommerne. Og så dukkede Gabi Delgado op, naturligvis for at levere vokal. Opsætningen er for så vidt uhyre simpel, ja, næsten for simpel, for i grunden skete der ikke mere koncerten igennem. Men hvordan kan det så være, at det alligevel fungerede? Jo, sagen er den, at også DAFs musik er uhyre simpel, i hvert fald hvad instrumentering angår. Der er i virkeligheden sjældent meget mere på spil end trommer, vokal og en sequencerfigur eller to, og DAF har da også selv, ved flere lejligheder, beskrevet lyden som elektronisk punk.

Både Görl og Delgado var, med enkelte få undtagelser, særdeles tight på scenen, og det kræver sådan en opsætning også, hvis den skal fungere. Men det, der nok tæller for mest i DAFs tilfælde er deres materiale, og det var perlerækken af numre fra de tidlige firsere, der blev budt på; "Alle Gegen Alle", "Sato Sato", "Verschwende Deine Jugend", "Muskel", "Der Räuber Und Der Prinz", "Kebabträume" og naturligvis den bidende sarkastiske "Der Mussolini", faktisk serveret to gange, tidligt i sættet samt som afsluttende ekstranummer, hvilket i den grad fik salen til at koge.

Det overvejende sortklædte publikum kastede sig rundt mellem hinanden, vildere og vildere, mens Görl og Delgado, som to robotter på scenen, taktfast kontrollerede deres publikum. Skal man forsøge sig med en smule kritik også, så er det oplagt at pege på det faktum, at bortset fra, at synthesizerspor nu afvikles fra dj-pult og ikke sequencer, så er en DAF-koncert anno 2011 næsten identisk med en DAF-koncert fra begyndelsen af firserne. Man kan så skændes om, hvorvidt det skal kaldes konsekvens eller mangel på udvikling - personligt vil jeg nok holde på lidt af begge dele. Men det, de gør, gør de godt, DAF, og deres ultraminimalistiske sange har altså holdt i 30 år nu.