Anmeldelse / Live / Fredag d. 30-09-2011 kl. 01:41

The Storm og Hay Hay
Posten, Odense,
torsdag d. 29. september 2011

Anmeldt af Morten Gottschalck

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,33 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Intense svulmelegemer i halvtom sal

Vi er i Odense på en vidunderlig torsdag aften i slutningen af september. Hovednavnet The Storm er ikke ligefrem anmelderdarlings, og det bliver spændende at se, hvordan Odense tager imod.

Opvarmningsbandet hedder Hay Hay. Let at udtale, ikke sandt? Bandet er to mand på synth, en fyr på semi-akustiske trommer, og en pige på vokal. Musikken er anonym elektropop med et par mindeværdige øjeblikke. Rytmesektionen fungerer, og den unge piges vokal og hoppen på stedet sælger varen.

Desværre er det ikke nok. Resten skal bæres af lead-keyboardet, som rammer et sted mellem uambitiøst og ligegyldigt. Et forsøg på en solo er ligefrem pinligt. Jo mere computeragtigt musik lyder, desto mere tight skal det være for at overbevise - en evne, Hay Hay ikke har tilegnet sig endnu. (***) 

Stormen de kaldte Pernille
Til de udvalgte, som endnu ikke kender Pernille Rosendahl fra et af de talrige punkter på hendes CV, så er hun altså denne slanke kvinde med sort hår og masser af selviscenesættelse. Hun synger meget fint, lidt spinkelt måske, og hendes tekster - eller hvem der har skrevet dem - er ganske letfordøjelige.

Bag sig har hun et fire-mands orkester, frontet af kæresten Johan Wohlert på guitar. Bas og trommer ligger tæt op ad hinanden, og guitaren følger bassen. Kun keyboardet skiller sig lidt ud, men lægger sig til gengæld op ad vokalen. Der er ingen solo til at bryde den svulstige monotomi. Og beatet buldrer ufortrødent.

Den oprigtige attitude
Rosendahl er det absolutte midtpunkt. Hun synger nysseligt, deler dronningekroner ud (dem fra fastelavn), vimser rundt og giver den som diva med vrikkende mås. Gravalvorligt introducerer hun næste nummer med en fortælling om, at de første som hørte nummeret, brød sammen i gråd. Således er vi nu klogere på Rosendahls episke eksistens.

Maskinen bag Rosendahl spiller godt. Forstå mig ret: Jeg er ikke imponeret over deres materiale, men de har en stil, som de følger hele vejen. Det giver en konsistens, som sammen med deres sort-hvide fremtoning overbeviser. Lyden er god på Posten, og Rosendahl holder gang i publikum med fællessang og anekdoter. Især kvinderne og ham den fulde råbende mand er oppe på dupperne. 

Dog ikke en sællert
Men lad os gøre tallene op: Salen er langtfra fyldt. Den bagerste halvdel af salen er skærmet af med et tæppe. Den forreste halvdel er 2/3 fyldt. Overraskende mange er i 40'erne eller ældre. Mit efterhånden erfarne anmeldergen fortæller mig, at der er en stor koncentration fribilletter i luften.

Publikums reaktion kan beskrives som "positiv". Trommeslageren sender flere djævletegn end publikum tilsammen. Der hujes på behørig vis, og der tages især kegler, da Rosendahl giver et stille nummer ude fra den ene væg. Men under størstedelen af koncerten nikker folk blot roligt med nakkerne. Og den bagerste tredjedel af salen kommer aldrig rigtigt med. Når jeg kigger rundt, ser jeg folk som kigger rundt.

Storladenhed sælger bedre, hvis man virkeligt hitter. Det lugter lidt underligt i en halvtom sal. I sidste ende er det Rosendahls energi og ikoniske sceneshow, som gør koncerten til en 4'er i stedet for en 3'er.