Anmeldelse / Live / Mandag d. 10-10-2011 kl. 13:52

Cæcilie Trier med gæster
Ken Gudman Prisfest, Amager Bio, København,
søndag d. 9. oktober 2011

Anmeldt af Rune Schlosser
Foto: Rasmus B. S. Hansen - www.terranaut.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,50 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En Trier lukker og slukker, mens en ny Trier for alvor lister sig ind på scenen

Som hun sidder bag sin cello, eller står ved sit keyboard og synger, gør hun ikke noget stort væsen af sig – Cæcilie Trier. Hun er ikke den type musiker, der kaster om sig med store armbevægelser eller fandenivoldskhed. Den 28-årige multiinstrumentalist (primært cello, sang og keys) besidder derimod en stor ydmyghed over for den situation, hun befinder sig i. Meget opmærksomt og lyttende kiggende intenst på sine medmusikanter eller på et tilfældigt sted i salen. Om det er med soloprojektet Chimes & Bells, med Jannis Noya Makrigiannis og Choir of Young Believers, med den betydeligt anderledes Valby Vokalgruppe eller noget helt fjerde, så er det en ufattelig koncentreret og dedikeret musiker, der befinder sig bag de lange lyse lokker, der ofte bliver kastet fra side til side, når musikken tager til.

Første kvindelige vinder

Cæcilie Trier er den første kvinde, der modtager den prestigefyldte Ken Gudman Pris, og er den ottende til at modtage prisen, der blev stiftet efter trommeslager Ken Gudmans alt for tidlige død i 2003. Ken Gudman har medvirket på utallige album med blandt andre Young Flowers, Savage Rose, Sebastian, Defenders, Povl Dissing og mange flere. Det blev vanen tro fejret ved en omfattende prisuddeling i Amager Bio, hvor den røde tråd igennem uddelingen var omkring prismodtageren. I løbet af aftenen spillede i kronologisk rækkefølge: Young Flowers, Chimes & Bells, 4 Guys From the Future, Marie Fisker, Atoi, Lars Trier & Cæcilie Trier, Valby Vokalgruppe, Betting on the Mouse, Choir of Young Believers samt Røde Mor, som afholdt deres allersidste koncert til ære for Cæcilie Trier. Da det ville være urimeligt at vurdere hver optræden, ud fra de meget korte sæt hver enkelt havde - i gennemsnit tre numre per kunstner - har jeg blot at lade arrangementet stå som en samlet vurdering.

De "gamle" og de "nye"

Young Flowers, som Ken Gudman var med til at danne i 1967, startede hele arrangementet - det vil sige, efter Søren Berlev havde givet en solid trommesolo. Den tidligere Gasolin'-trommeslager, der havde taget tønderne i Ken Gudmands sted, gjorde en fin figur, da han fyrede op for dobbeltpedalerne sammen med Peer Frost på en habil guitar og Peter Ingemann på bas og vokal. Vi fik blandt andet nummeret "Daybreak", hvor det blev slået fast, hvordan der blev spillet rock i slut 60'erne. Derudover blev det til nummeret "Oppe i Træet" fra albummet "Blomsterpistol", der var musikken til en tv-serie af Thomas Winding fra 1968. Trods en smule rust viste de tre erfarne herrer primært individuelle kvaliteter via en solid gang tråd og syrerock på både Peer Frosts guiar, Peter Ingemanns distortede bas og Søren Berlev ikke overraskende i sit es på trommerne.

Herefter fulgte Cæcilie Trier selv med sit soloprojekt Chimes & Bells. Her fik vi fire numre. Tre fra det selvbetitlede album fra oktober sidste år, samt et enkelt fra den foregående ep. Vi fik en fin smagsprøve på Chimes & Bells' dystre artrock, hvor især Triers dybe alt træder frem, ligesom den nærmest snøvlende fremdrift i bas og trommer giver musikken en formidabel sløvhed for eksempel i nummeret "Stand Still". Både de mere minimalistiske steder i "Reasons", samt de mere støjede elementer i "Do the Right" giver alle en voksende intensitet ikke mindst grundet Cæcilie Triers indadvendte fokus, samt den velbalancerede vokalklang Trier og Jannis Noya Makrigiannis imellem.

Vennerne fejrer hovedpersonen

Herefter fulgte de tre grupper 4 Guys from the Future, Marie Fisker og Atoi.

Førstnævnte er gode venner af Trier, og de var denne aften – navnet til trods – blot tre mand – alle med guitarer i hånd og uden trommeslager. Først et nyt nummer, så vidt jeg kunne høre, og herefter en utrolig smuk svævende akustisk og mere dæmpet version af det smukke nummer "I'll Take You Away From the Country" fra gruppens debut "Under the New Morning Sun". 

Marie Fiskers mørke alternative rock tog herefter scenen med en klassisk rockbesætning bestående af fire mennesker – en selverklæret fan af Trier, der har set hende over 30 gange. Hendes musik fremstod som en støvet landevej i det sydlige Nordamerika, hvor du vender dine dystre tanker indad med fine slidesoli på en skramlet distortet guitar, og rigeligt med slapback-effekt på Marie Fiskers dybe vokal. Et fint og meget intenst bidrag til aftenen. 

Sidste band før pausen var efterskolevennerne fra artpop-gruppen Atoi, der blandt andet gav smagsprøver fra albummet "Waves of Past Relations" (2010) med numrene "The Fight" og "Yearning". Med de programmerede piano arpeggios, pulserende basfigurer - fint i sync med trommerne - samt den meget attituderige frontkvinde gruppen besidder i Ida Cæcilie Rasmussen, viste Atoi sig fra en meget energisk side, med forkærlighed for det elektroniske element i popmusik med rig udforskning af synths og lignende.

Personlighed, håndværk og integritet

Da der atter kom liv på scenen efter tyve minutter, fandt den officielle uddeling sted, hvor bestyrelsen i Ken Gudmans Mindefond kom på scenen. Hvor formand Michael Friis blandt andet begrundede udnævnelsen med, efter han havde fået en listende Trier ind på scenen, at Cæcilie Trier netop står får de ting i musikken, som Ken Gudman også gjorde, nemlig "Personlighed, musikalsk håndværk og integritet". "Musik handler ikke om alder", uddybede han og henviste til, at det før have været noget mere aldrende mænd, der har modtaget prisen, og derfor denne første kvinde.

Lars Trier, Cæcilie Triers far, kom på scenen, og sammen fremførte de to en meget intim og intens duet på henholdsvis akustisk guitar og cello. Den godt halvt fulde sal af lyttende mennesker var på det tidspunkt fuldstændig lydhøre. Afvekslende for celloen med både "almindeligt" stryg og mere fingerspilsprægede elementer resulterede i en meget smuk fremførsel.

Den yngste Trier blev på scenen og blev bakket op af sine tre medsammensvorne i Valby Vokalgruppe, som består af fire kvinder med hver sin synth. Vi fik fire numre, hvor de udviste et bredt spektrum inden for deres meget eksperimenterende vokalmusik, der især er kendetegnende med et særligt fokus på flerstemmig polyrytmik på kryds og tværs, ikke kun med deciderede ordlyde, men også hvor rigtige ord rent faktisk kommer i spil. Det var både legesygt med diverse samples, der blev benyttet som både et humoristisk element, men også meget afvekslende. For eksempel et meget midi-agtigt basløb og synthblæs. Det sidste nummer "The Secret Wife" var nærmest skizofrent i skiftene til et nærmest Axel F-agtigt sammensurium.

"En dejlig aften"

Betting on the Mouse gav en smagsprøve på deres alternative om end meget dramatiske rockmusik, hvor især vokalen lænede sig meget op af Cæcilie Triers. BOTM's udtryk er meget centreret omkring forsanger Martha Marie Skou, og det er som udgangspunkt ret storladent, dystert og meget energisk til tider, hvor gruppen især hen imod slutning af sættet skruede op for støjen og intensiteten via et meditativt og monotont forløb, der blev opbygget til et fint højdepunkt. 

Sidste to bands på programmet var Choir of Young Believers og Røde Mor. Førstnævnte gav en sjælden smagsprøve på deres kommende album, og efter alt at dømme, så er der virkelig noget at glæde sig til. Numrene udviste for det første et godt drive, der især var hjulpet godt på vej af en opfindsom strygefigur og en sjov olietønde-lignende nedgang. Ligeså nummeret, hvor Jannis Noya Makrigiannis sublime vokal blev bakket op af en samklingende kornet. 

Det sidste nummer blev smukt opbygget med en abrupt minimalistisk figur, hvor især bas og cello – udført af Cæcilie Trier – byggede op til et fint lidt "dåseagtigt" beat, hvorefter nummeret skiftede til en 6/8-dels ballade, der sluttede en fin ring om det korte sæt.

Rotterne revolterer

De garvede herrer fra Røde Mor lukkede butikken med et solidt sæt af gamle kendinge fra Røde Mor-repertoiret. Og som Troels Trier sagde, så er det "Røde mors sidste koncert inden vi ses på plejehjemmet om 30 år". Vi fik både "Rotterne revolterer", "Hurra for Atomkraft", "Lil Johnnys Mund", "Grillbaren" og "Fantastisk Tid" i det oprindelige sæt. 

Klassikeren "Lil Johnnys Mund" og den nærmest tangorockede "Grillbaren" blev desuden bakket op af Cæcilie Trier, der spillede med på celloen, som hun umiddelbart virkede meget berørt over. Røde Mor leverede det, de er gode til – solid rock n roll, med tunge guitarbends og grove distortede basfigurer, og så selvfølgelig med fagterne og Troels Trier i front, der må siges at være en af den tids allerstørste og mest genkendelige personligheder. Efter en solid klapsalve kom Troels Trier på banen igen og berettede: "det næste er sådan et slags countrynummer" – altså "Tag på Landet" med det berømte "jeg er på rekreation…"-omkvæd, der nærmest udviklede sig til en stående fællessang i Amager Bio. 

Som strofen i "Grillbaren": "Grillbaren lukker nu og neonlyset går ud" – gjorde det også det denne aften, som satte et punktum for Røde Mors lange karriere, men med et solidt lyspunkt i den talentfulde Cæcilie Trier, der er et meget progressivt og forudseende valg af Ken Gudmand Fondens bestyrelse. 

Arrangementet var, som sådan nogen nu er – lidt abrupte og skiftende, og man når ikke at få en rigtig udvikling i koncerternes forløb – trods konferencier Jacob Haugaards udmærkede indslag ind imellem. Dog var der virkelig mange højdepunkter undervejs, især dem hvor prismodtageren var involveret og så naturligvis aftenens sidste navn. Men ikke mindst et fortjent tillykke med Glasstatuetten og de 15.000 kroner herfra – det er meget fortjent.