Svin: Heimat

Svin
Heimat

Svin: Heimat

GAFFA

CD / Mom Eat Dad
Udgivelse D. 16.10.2011
Anmeldt af
Erik Barkman

Når en free jazz-saxofon vræler igennem, lyder det lidt som en gris, der skriger. Måske er det derfor, debutanterne bag Heimat kalder sig Svin? Allerede i åbningsnummeret Cougar er vi vidne til noget, der minder om en panisk grislings dødskamp, og skæringen efter, Utøj, lyder til forveksling som en begravelseshymne for bæstet.

Svin splejser post-rock, free jazz og math-rock til en adræt og muskuløs rockhybrid. Bandet har bedre fod på de tunge riff og skæve taktarter end så mange andre, men bag den avantgardistiske facade lurer inciterende, jazzede melodistumper, der gør Heimat svær at slippe.

Det er en stærk debut, Svin har skruet sammen. De spiller lige tilpas løst og fast, og så har de et glimrende greb om deres kompositioners rutsjebane-dynamik. Sammen bygger kvartetten vakkelvorne rock-symfonier med smuldrende murbrokker og tør mørtel – og når det hele synker smukt i grus, begynder de forfra. En vital og velgørende ørerenser af en rockplade.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA