Rasmus Seebach: Mer' End Kærlighed

Rasmus Seebach
Mer' End Kærlighed

Rasmus Seebach: Mer' End Kærlighed

GAFFA

CD / ArtPeople
Udgivelse D. 17.10.2011
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Med mere end 200.000 solgte eksemplarer af sit første album har Rasmus Seebach begået et af de bedst solgte album i Danmark i dette årtusind. Nu er toeren her så, og den lægger sig i naturlig forlængelse af debuten. De følsomme klaverballader og -midt-tempo-numre med ligefremme, billedfattige, klichéfyldte tekster om hjerte og smerte er i overtal, og Rasmus Seebachs karakteristiske lyse, let klagende og ganske solide stemme ligger helt i front i lydbilledet.

Det begynder forholdsvis lovende med Lys I Din Lejlighed, et meget iørefaldende, hitpotentielt nummer med en vis musikalsk lighed med Wham!s Last Christmas, og fortsætter i samme stil med balladen I Mine Øjne, der allerede er blevet et stort hit. Albummets tredje skæring, Falder, har et fint, brusende og medrivende omkvæd og er albummets højdepunkt, mens det efterfølgende titelnummer er sukkersødt hinsides kvalmegrænsen. Femte sang, Millionær, er med sine off-beat-riff lidt bedre, trods den klichéprægede tekst om, at "penge er ikke alt". Albummets sjette nummer, Vi Lever, sætter farten op med okay rave-tendenser, og de fem næste numre er rimelige – den strygerbelagte, opadstræbende børnesang Nangijala med pil op trods sentimentale tilløb – inden Seebach slutter med en ganske fin, afdæmpet fortolkning af farmand Tommys Under Stjernerne På Himlen.

Var man en af dem, der faldt i svime over Seebachs debut, vil man også labbe Mer' End Kærlighed i sig. Hører man til dem, der får brækfornemmelser af ham, kan man godt gå i dækning med det samme. Jeg har et ben i hver lejr.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA