Pelle Fridell: More Go Jaz

Pelle Fridell
More Go Jaz

Pelle Fridell: More Go Jaz

GAFFA

CD / Pelle Produktion
Udgivelse D. 18.10.2011
Anmeldt af
Ivan Rod

Pelle Fridell er svensker, men bosiddende i Danmark. Det er herfra, hans verden går. Og Fridells verden? Den handler om jazz. På More Go Jaz helt konkret om såkaldt vokal-soul jazz, hvor saxofonen udgør vokalen.

Fordelen ved dét set-up er, ifølge saxofonisten Pelle Fridell selv, "at du kan synge sopran på et nummer og baryton på det næste."

At Pelle Fridell – uanset valg af instrument - er en eminent jazzsaxofonist, har han vist ved flere tidligere lejligheder. Blandt andet med sine to forrige cd'er Go Jaz fra 2002 og Works Ahead fra 2008. Både disse to og det nye album rummer helt elementært det, man kunne kalde go' jazz med en særegen, meget varm klang.

Noget andet – meget kendetegnende for det nye album – er, at jazzen er god, meget takket være samspillets karakter. Med sig har Pelle Fridell tre lige så eminente jazzmusikere: pianisten Henrik Gunde, bassisten Thommy Andersson og trommeslageren Morten Lund. På More Go Jaz efterlader de fire ingen tvivl om, at netop de tilsammen har en meget overskudsbetonet tilgang til vokal-soul-jazz'en, som helt og holdent er skrevet af Pelle Fridell. More Go Jaz har et suverænt, meget attraktivt vibe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA