Diamanda Galás: Marmorkirken, København

Diamanda Galás, Marmorkirken, København

Diamanda Galás: Marmorkirken, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Arkivfoto

Det er ikke længe siden græsk-amerikanske Diamanda Galas sidst gæstede Københavns Marmorkirke, men skæbnen ville, at jeg ikke var i stand til at tage til netop dén koncert, så jeg klager bestemt ikke over, at hun allerede er tilbage på disse kanter igen. Og akkurat ligesom sidst var arrangøren Art Freq, der også ved andre lejligheder, bl.a. i forbindelse med Laibach og Blixa Bargeld, har brugt Marmorkirken til koncertoplevelser i særklasse. Derfor var det næsten heller ikke nogen overraskelse at der nok engang blev tale om en særdeles velbesøgt aften - og uden ligefrem at tale på alles vegne, så er det mit helt klare indtryk, at de fleste af de fremmødte fik noget med hjem.

Som ved andre Art Freq-lejligheder var her tale om en helaftensoplevelse med tre koncertnavne, en i øvrigt prisværdig strategi, der giver også knap så kendte kunstnere mulighed for at optræde for et stort publikum og altså, i visse tilfælde, i så imponerende omgivelser som Københavns Marmorkirke. Denne aften var, måske ikke overraskende med et hovednavn som Diamanda Galas, tematiseret omkring særprægede vokalister, og ud over den legendariske græsk-amerikanske sangerinde og pianist kunne man også opleve ungarske Attila Csihar og norske Maja Ratkje, der gav et sæt hver bestående af loop-vokal og elektroniske effekter.

På mange måder mindede de to kunstnere meget om hinanden hvad tilgang og opsætning angår, men selvom de såmænd også begge havde fat i nogle af de samme klangfarver, så bevægede de sig også, på andre områder, milevidt fra hinandens udtryk, og de demonstrerede således, at selvom udgangspunktet var det efterhånden i electronica-kredse meget velafprøvede, nemlig live-vokal udsat for talrige loops og alskens effekter, så lykkedes det også samtidig at lufte personlige vinkler, hvilket selvsagt kun er godt.

Attila Csihar ****

Art Freq opererer med et slogan, der hedder noget i retning af "radical high culture", hvilket på jævnt plebejerdansk nok må oversættes med noget så simpelt som "højrøvet". Og så måske alligevel ikke helt. For selvom man bestemt hos Art Freq generelt holder sig til navne, som der, på de bonede gulve, er bred enighed om at kategorisere som "god smag", så repræsenterede Attila Csihar måske et lidt modigt valg i forhold til netop den vedtagne smag på parnasset. Det er nemlig sådan, at den ungarske vokalist-med-mere har baggrund i den mere frådende ende af metalmusikken, måske bedst kendt for sit arbejde med norske Mayhem, og er der en genre, der i dén grad aldrig har været rigtig accepteret blandt selvfede rockkritikere og hipster-bloggere, så er det metal.

Rocken har sine udødelige koryfæer, som ubetinget er god smag; Neil Young, Leonard Cohen og Bob Dylan - sidstnævnte slap sågar levende fra at udgive et julealbum (come on!). Jazzen er selvsagt også godt med - tænk navne som Miles Davis og Charlie Parker - sidstnævnte var tilmed på stoffer; wow, det er god smag. Selv den i mange år så forkætrede elektroniske musik er nu, med Kraftwerk og Brian Eno, blevet lukket ind i varmen hos den gode smags eksklusive klub. Men metalgenren er endnu ikke for alvor blevet kanoniseret i dét selskab, så derfor - og deraf denne lidt lange forklaring - var det rart at se et vaskeægte metalhoved i Marmorkirkens imposante omgivelser.

Endnu bedre endnu - Csihar dukkede op i sort-rød kutte, som ondsindet troldkogle, trådt ud af en Harry Potter-film, messede og gjorde fakter som i en gyser fra halvfjerdserne. En af de dårlige, selvsagt. Og når han sang på engelsk bemærkede man det tydeligt udtalte w i "sword", og denne anmelder fik straks nostalgiske flashbacks til firsernes Dungeons & Dragons-aftener, hvor fjortenårige knægte med samme iver - og manglende engelskkundskaber - på dramatisk vis svingede med deres sWords. Nogle af dem sikkert iført Mayhem T-shirts, for det norske metalband havde faktisk en vis popularitet i netop de kredse dengang.

Nuvel, det kan lyde som om jeg gør mig sjov på Csihars bekostning her, men det er kærligt ment, for jeg mener helt oprigtigt, at man skal stå ved sin musikalske baggrund og være ærlig om det man gør. Det er muligt at nogle fandt Csihar teatralsk grænsende til det platte, men manden gik til opgaven med ærlighed og oprigtighed, og selvom han på mange måder lød helt som man havde forventet - som en dyster messe fra en horrorfilm - så gjorde han det faktisk godt og formåede at variere sit udtryk både vha. af sine elektroniske effekter såvel som mere melodisk funderede passager med inspiration i gregoriansk sang. Læg hertil en god del tricks hentet fra den mørke ende af metalgenrens vokalistiske overdrev; hvislen, brummen, skrigen, en smule growl, men her indsat i en anden musikalsk sammenhæng. Helt overordnet betragtet bevægede Csihar sig mest indenfor rammerne af det, der kaldes dark ambient i de kredse, men jeg synes faktisk at hans metal-baggrund var med til at give ham en personlig vinkel på genren. Og så er jeg end ikke metal-ekspert.

Maja Ratkje ****
Hvor Csihar i den grad asføgte dystre lydlandskaber, så indledte norske Maja Ratkje nærmest i den modsatte ende af skalaen - også helt bogstaveligt, med sin høje, klare stemme, der svævede flot gennem rumklang og andre elektroniske effekter. Kønt var det, ja, nærmest med afstikkere i retning af new age, den smukke nordiske tone og hvad man ellers siger ved den slags lejligheder. Jeg sad og tænkte, at det var måske lidt vel nysseligt, og jeg syntes ærlig talt ikke at Ratkjes effektarbejde med vokalen fungerede specielt godt til at begynde med. Men så var det som om hun hoppede ud på dybt vand og langsomt, men sikkert forlod moderskibet for at bevæge sig længere ud i rummet, og dét syntes jeg virkelig fungerede. Kontrasten mellem den kønne, men forholdsvis forudsigelige Ikea-tronica-indledning og så de efterfølgende mere abstrakte klanguniverser virkede godt, netop fordi den fremstod som en kontrast; fra new age til Stockhausen og tilbage igen.

Selvom Ratkje i høj grad brugte sin vokal, med og uden effekter, så bevægede hun sig også ud i direkte abstrakte passager, hvor det i højere grad var maskinerne og knapperne, der fik lov til at tale. Og syde og brumme og knitre og buldre, og det er, hånden på hjertet, ikke særlig svært eller kævende at lave abstrakt elektronisk støj anno 2011. Men Maja Ratkje formåede, i mine ører, at lægge en personlighed ind i også de absktrakte lydrejser, hvilket var med til at sikre, at de ikke lød som de mange og efterhånden nærmest standardiserede bud indenfor lige netop dén disciplin. Derfor var det også spændende at lytte til hende, også i de abstrakte passager, for de fremstod ikke blot som stilgreb, men som en mere personlig og følelsesladet leg med lyd.

Diamanda Galás *****
Der var behørige klapsalver da aftenens sortklædte hovednavn satte sig til rette ved koncertflygelet - og jeg skal lige love for at hun leverede entré med stil. Jeg har oplevet David Bowie indlede koncert med at spille "Warszawa" for et publikum hensat i religiøst andægtig tavshed, og jeg har oplevet Jean Michel Jarre gå på scenen for halvanden million mennesker synkront med fly, der passerer over Eiffeltårnet - imponerende entréer på hver sin måde. Galás gik til opgaven på, skal vi sige, mere klassisk facon, men lige så imponerende, for ikke alene sang hun operatisk nærmest rystende smukt og spillede fornemt på sine tangenter, nej, hun spillede også direkte på det helt store følelsesregister, og det var svært ikke at føle kuldegysninger ved denne entré.

I en artikel netop her i GAFFA sammenlignede Martin Hall for nylig Galás med den legendariske operastjerne, Maria Callas, og skulle man sidde derude med en vis undren, så ville denne entré i Marmorkirken nok have hjulpet. Det hører så med til den samlede vurdering, at jeg egentlig synes, at hun toppede med indledningen, men når man kan åbne sådan, så er slaget allerede halvvejs vundet!

Og så var det jo ikke sådan, at det var metervarer og ligegyldigheder, der fulgte efter, nej, man var ikke i tvivl om at her var en kunstner, som i sandhed kunne noget unikt. Man fik selvsagt mange prøver på Galás' særegne vokaltalenter, der på mange måder lød som skabt til Marmorkirkens kuppel, og både stemme og flygel lød fremragende koncerten igennem. Lyden fejlede bestemt ikke noget. Lyset fungerede generelt også fint; det virkede på én og samme tid underspillet og dramatisk, sådan forstået, at her var ikke tale om bevægende lamper, lasere eller pyroteknik, men til gengæld stærke farver, der henlagde scenen i markante blå, røde eller grønne nuancer. Fra tid til anden kastede Galás lange skygger på kirkens bagvæg, og hendes gravrøst og gotiske fremtoning taget i betragtning, var det svært ikke at skænke den klassiske trappescene fra Murnaus mesterlige "Nosferatu" en venlig tanke.

For nu at blive i billedsproget fra den klassiske gotik, så førte Galás an på en rejse gennem et mørkt og romantisk musikalsk landskab fyldt med nøgne, knudrede træer under en kold, stjerneklar himmel. Som en elsket, så godt som afdød søster, begravet for tidligt i kælderen, sad hun som en sort skygge over sit flygel, de blege hænder som edderkopper på tangenterne. Det er, ikke overraskende, oftest først og fremmest Galas' vokalarbejde, der påkalder sig opmærksomhed, men man bør heller ikke glemme hendes klaverspil, som i de bedste passager formår at favne ret vidt; således kan hun, nogle gange sågar indenfor rammerne af samme nummer, komme forbi både en smule Arnold Schönberg og Fats Waller, Thelonius Monk og Philip Glass, det hele filtreret gennem en mørk og udpræget romantisk tilgang.

Det kan synes oplagt, og i nogle tilfælde også rimeligt nok, at sammenligne Galás med andre af musikkens store nutidige kvinder såsom Kate Bush, Laurie Anderson og Björk, men vokalistisk er der måske umiddelbart størst lighed med Marianne Faithfull, om end det igen kun er en sammenligning, der holder et stykke af vejen. Læg hertil en mængde klassisk opera, en solid inflydelse fra græsk og mellemøstlig sangteknik, en knivspids punk og så lidt af den galskab, der også gør sig gældende i vokalarbejdet hos The Residents, og så er man ved at nærme sig. Men også kun nærme sig, for Galas ER unik i sit vokalarbejde, og selvom nogle af hendes numre, hvis man skal være hudløst ærlig, måske godt kan minde lidt om hverandre, så er hun i stand til med sin imponerende stemme at skabe variation, ligesom hun faktisk er det med sit klaverspil.

Efter ektranummer og solide klapsalver takkede Galas også både lyd- og lystekniker såvel som Art Freqs (og Sort Sols) Lars Top-Galia - det kan godt være, at damen er en diva, men hun er det med manér.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA