Anmeldelse / Live / Lørdag d. 22-10-2011 kl. 10:49

Tori Amos
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, København,
fredag d. 21. oktober 2011

Anmeldt af Alexander Vesterlund
Foto: Martin Rosenauer

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,40 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Klassiske arrangementer kvæler Amos’ sange

+ Se hele galleriet

Man er altid ekstra spændt, når en koncert opføres i Det Kongelige Teater. At opleve musikken i så luksuriøse kulisser giver på forhånd koncerten et særligt skær af kvalitet: Det kan kun blive godt!

Værre bliver det ikke af en scenografi og belysning, der som i aften nærmest kan konkurrere med The Phantom Of The Opera på professionalisme. At kunne modtage amerikanske Tori Amos på sådan en scene er en surrealistisk drøm, som hun indtager med stor naturlighed.

Publikum på forreste række sprang synkront op, da hun elegant som en dronning trådte ind på scenen med let spredte arme som en frelser. Amos har uden tvivl – og åbenbart – frelst ganske mange hjerter ude i verden med sin musikalske udforskning af, hvor svært det kan være at være menneske i almindelighed og kvinde i særdeleshed.

Netop kvindeligheden er et omdrejningspunkt i udtrykket; mange af sangene er simpelthen svære at forestille sig uden kønnet. Det er bemærkelsesværdigt, men helt i orden al den stund enhver kan få udbytte af musikken – hvis man altså er til den teatralske, musikalsk snørklede og meget jeg-orienterede ende af sangskriver-skalaen – som undertegnede.

Ingen symbiose

Men med den aktuelle "Night Of Hunters" har 48-årige Amos skrevet sig ind i en musikalsk blindgyde. På papiret lyder mødet mellem pop og klassisk som en oplagt god idé for en kunstner af Amos' format. Nok er hun barn af poppen, men hendes kompositoriske forståelse og talent rækker naturligt ind i en klassisk tradition.

Men at projektet ikke helt lykkes, skulle ikke på forhånd udelukke, at der kunne komme noget frugtbart ud af en strygerkvartets blik på bagkataloget. Således præmissen for aftenens koncert.

Sindssygt sin egen og elegant sad hun så, godt grounded mellem et flygel og et el-klaver, ofte med en hånd på hver og med hovedet i en næsten unaturlig og ubevægelig drejning i retning af publikum. Hun gemmer sig ikke i tangenterne som så mange andre.

At hun på én gang kan være så inderligt til stede i musikken og så udadvendt og opsøgende er fascinerende og umiskendeligt hende. Og at hun vil publikum noget, har man heller aldrig tvivlet på. Så må man selv afgøre, om hendes insisterende blik skal signalere, at man er med eller imod hende – eller hvor jeg i hvert fald nok har det bedst: et sitrende sted midt imellem.

Sådan kan Amos sagtens skabe koncertmagi. Men i aften var det største problem, at strygerne (bestående af to violiner, en cello og en viola) for det meste spændte ben for sangene. Når de gjorde det bedst, var de skægt legesyge (som i "Suede") eller tilpas i baggrunden (som i "Snow Cherries From France" og "Baker Baker"), når de var værst, kvalte de sangene med overlæssede arrangementer.

Det går selvfølgelig an, at Amos selv arbejder med komplekse klaverfigurer. Men kombineret med lige så komplekse og ikke så lidt rådvilde stryger-arrangementer blæser det lytteren (og sangene) væk i et unødvendigt, dobbelt-kompliceret udtryk. Det var som en orkan, hvor musikalske brudstykker blev blæst i alle retninger.

Jeg blev ofte hægtet temmelig frustreret af, uden at vide hvor jeg var landet. De mekaniske strygere havde det med at klæbe til sangene, og i stedet for at åbne dem stod de udenfor med vildt fægtende violinbuer og blev aldrig lukket ind.

Problemet kulminerede med "Fearlessness", hvor Amos næsten forpustet og gentagne gange måtte høre sig selv synge "listen to your heart", uden at man helt kunne se nogen grund til at gøre dét. Det var umuligt at finde en retning.

Bedre alene på scenen

Men problemet var ikke udelukkende strygerne. Godt nok var Amos bedst, når hun var helt alene på scenen. Sange som "China" og "Cool On Your Island" blev opført upåklageligt. Men nyklassikeren "Winter" var smuk, men endnu mere uforløst. Amos sang den en smule dovent, med ufølsomme temposkift og med en indimellem karikeret vokal.

Har hun sunget den for mange gange? Kunne hun ikke gå ind i sangens hjerteskærende stemning? Vist var den stadig sublim, men uden det dybe nærvær, der gør sangen til meget mere end blot akkorder og melodi.

Det føltes ikke rigtigt. Og det blev tydeligt, hvor meget hendes sange må afhænge af dagsformen, af Amos' spontane evne til at besjæle dem.

Gåsehuden bankede dog på, men først med ekstranumrene; en smule med "Baker Baker", der var helt vellykket, men især med "Time" – ikke bare fordi det er et fantastisk Tom Waits-nummer, men først og fremmest fordi Amos har gjort det til sit eget. Og på samme måde som hendes bedste og mest karakteristiske klaverriffs vakte spontan begejstring ("Winter", "Cloud On My Tongue"), var der noget umiddelbart appellerende over sangens helt simple forløb og stærkt melodiske fokus, der stod i forløsende kontrast til resten af koncerten, der desværre var en temmelig musikalsk proppet og unødigt pompøs affære.

Tori Amos spiller igen lørdag i Det Kongelige Teater. Køb billetter via GAFFA Live.