Danske rock-nostalgikere ser med alvor på verdens tilstand

Som sangskriver gør Johan Olsen en dyd ud af at slå et stort brød op. Hans tekster kredser ofte om menneskeligt forfald, alkoholiserede alfahanner og kvinder på randen af et nervøst sammenbrud. På Imperiet Falder udvides temaet. Nu er det ikke kun personlig undergang, det handler om, men hele samfundets: "Imperiet falder, vi søger tilflugt i ruinerne / Imperiet falder, og solen går ned".

Ambitionerne er prisværdige, men i praksis er Olsens tekster ofte lidt halvbagte. Som Gin // Tonic, hvor vores fordrukne hovedperson ikke bare "danser rundt på gravens rand", men gør det "skambidt af tidens tand." Dobbeltkonfekt er bedre end ingen konfekt. Andre gange er metaforerne bare for meget: "Når jeg ser mod horisonten, ja så går solen ned / og når jeg savner mine kyster, bliver havet ved og ved" (Horisonten).

Musikalsk er armbevægelserne omvendt aldrig større, end skjorteærmerne rækker til. Imperiet Falder er Magtens Korridorer, som vi kender dem, endda i en rigtig veloplagt udgave. Målt som en samling driftssikre grooves, robuste riff og sangbare omkvæd er albummet noget af det bedste, kvintetten har signeret. Sange som Kom Og Mærk, En Anden Tid og den overrumplende psykedeliske Alting Til Salg – en udknaldet afstikker på et ellers regelret album – fungerer bare, der er ikke så meget at diskutere.

Med Imperiet Falder på anlægget kan man godt tale om Gasolin's arvtagere uden at se helt fjollet ud. Også selvom der er langt fra linjer som "imens at jorden drøner rundt i Mælkevejen, kysser jeg dit navn" til Kim Larsens jordnære og mundrette lyrik.