Aura: Before The Dinosaurs

Aura
Before The Dinosaurs

Aura: Before The Dinosaurs

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 04.11.2011
Anmeldt af
Signe Bønsvig Wehding

Nogle ting er omnipresente, det være sig i tid som i rum. Ifølge Aura Dione gælder det f.eks. en kreativ urkraft, som har eksiteret altid, fra før dinosaurerne. Coverets Eva-kostume illustrerer Auras skinbarlige, rene, kreative selv.

Aura, som charmerede nationen med I Will Love You Monday (365), skærer på den nye skive rene popstykker af æblet. Til formålet er der hevet fat i habil sangskrivnings- og producerhjælp fra bl.a. David Jost. Førstesinglen (og albummets åbner) Geronimo er han således ansvarlig for, og at han har fundet en guldåre i Lady Gaga-stilen, er til at høre på Geronimo, hvor Auras vokal får Gaga-snittet. Ikke desto mindre er sangens hookline præcis lige så ørevedhængende som I Will Love Mondays "dum-di-du-di-dum".

De to numre, som følger åbningsnummeret, Reconnect og Friends, har også Jost på medforfatter/producerpladsen. De har desværre ikke samme Aura'ske prægning og bliver anonyme i deres tidstypiske tilsnit. Bedre går det på In Love With The World, Into The Wild og den ukulele-bårne Recipe, som Rick Nowels (Madonna, Lykke Li) har produceret. Det mere nedtonede univers giver plads til en (til tider) rørende Aura. Stærkest står hun mellem strygerne på Into The Wild, en sang om den første kærlighed, hvor hun åbner en verden af både nostalgi og nødvendighed.

At man forsøger at sælge Aura som en gudsbenådet begavelse er unødvendigt. For Aura skriver rigtig fine sange, som ikke transcenderer tid og rum, men det er heller ikke nødvendigt. Hun laver rigtig god pop til tiden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA