Det er sgu godt, det her

I pressematerialet til Troels Abrahamsens nye plade står der, at Unset er mere houset og soulet end hans tidligere udgivelser. Det er ganske sandt, men det er også sandt, at den sine steder er mere skurrende, ambient og knudret. På Sequence forenes de to poler på fascinerende vis, når et knudret og til at begynde med ret svært gennemskueligt beat pludselig springer ud som groovy synkoper til synthbassens swing og Abrahamsens lyse, iørefaldende melodiske vokal. Dragende er det.

Der er blevet længere mellem musikkens ambiente og voldsomt pulserende øjeblikke, hvilket gør Unset til en fint varieret oplevelse. Man kan godt forstå, hvorfor Abrahamsen selv har beskrevet Unset som en ny begyndelse, for selv om det umiskendeligt lyder som ham, så lyder det som ham på en ny måde. Ofte er både produktion, komposition og lyrik direkte, straightforward, med en fokus på få, vigtige elementer. Called, for eksempel, lægger ud med et simpelt, men effektivt beat og de temmelig forstemmende ord "I'm never going to reach my aspirations / and every one knows". Og derfra går det så ned ad bakke. På en god måde.

My Brain Is My Pusher tager skridtet endnu længere ud med skurrende, støjende, syntetiske stortrommer, buldrende tamtammer og det housede groove, som skabes af percussionsynkoper. Unset er Troels Abrahamsens hidtil modigste plade. Fra melodiernes lethed over lyrikkens tyngde til produktionernes voldsomhed og sært dansable groove har han fravalgt det kunstlede til fordel for kunsten.