Hotel Pro Forma: War Sum Up, Odense Teater

Hotel Pro Forma, War Sum Up, Odense Teater

Hotel Pro Forma: War Sum Up, Odense Teater

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Klokken er 19.30 i Odense Teater. Koncertanmelderen, bedrageren, sidder oppe på balkonen og kigger ned på en enlig, gult klædt kvinde, som træder ind på scenen, og sætter forestillingen War Sum Up i gang med en spilledåse og en klar, lys vokal.

Jeg er i teatret. Teater er ikke for alle. Godt teater rører følelserne på en anden måde end en popkoncert. Og ligesom folk ofte værdsætter Picasso eller Monet højere, hvis de er skolet i billedkunst, så hjælper det i teatret, hvis man kan få øje på symbolikken. I "War Sum Up" udgør symbolikken størstedelen af handlingen - på den rigtig gode måde.

Tætbygget og rigt 
War Sum Up er et utraditionelt teaterstykke, som bæres af et japansk tema. Skuespillerne kunne være trådt ud af den japanske feudaltid, være dyppet i lidt manga (den særlige japanske tegneseriestil), og derefter trådt ind på scenen. Hele teksten synges på dronende japansk, hvilket henviser de fleste til at afkode alting gennem den lille tekstskærm over scenen.

Historien cirkler om tre skæbner: Soldaten, krigeren og spionen. Figurerne forbliver unavngivne og forholdsvis ukonkrete, men vi følger hvordan de hver især deltager i krigen. Under kampen på slagmarken blændes de af tårer, og langsomt, men sikkert forvandles de til maskiner, som udfører det nødvendige arbejde. I baggrunden vises bl.a. billeder af mennesker, som trinvist forvandles til maskiner. Kritikken er klar.

Lyd og billede i mageløs symbiose
Hele den billedmæssige baggrund i stykket består af nogle fintmaskede net, som er spændt fra gulv til loft; for fine til at publikum kan se dem, men lige præcis grove nok til at reflektere billederne fra en række skjulte projektører. Somme tider bevæger baggrunden sig langsomt hen over scenen, til andre tider indkapsles enkelte dele af scenen i et særligt lys, eller tegninger underbygger handlingen. Det virker utrolig godt og tjekket, og holder stykket levende, selv på de tidspunkter, hvor den japanske sopran (og samples) bliver et skridt for hidsig.

Jeg må absolut fremhæve musikken – skrevet af engelske The Irrepressibles – hele vejen, men især i den tredje historie om spionen, hvor den kvindelige vokalist på robotmanér bevæger sig omkring og fester over sin egen (medicinerede?) selvopfattelse som super woman.

Man kan ikke fjerne nogen af de tre bærende elementer i stykket - sangen, billederne eller symbolikken - og opnå det samme resultat. Balancen og harmonien er ekstremt finkornet og effektiv. Som helhed fungerer stykket utroligt godt, og jeg vil anbefale det til enhver, som kan holde opmærksomheden i 80 minutter. Jeg måtte knibe en tåre sidst i stykket, og det er så mit personlige kvalitetsstempel.

Enkelte skønhedsfejl
Nogle enkelte kritikpunkter skal også nævnes: Lyden var en smule for høj enkelte steder - en ung fyr i nærheden sad og holdt sig for ørerne flere gange. Den lille skærm over scenen, som gav teksten, skiftede mystisk nok fra dansk til engelsk, og der var mistænkeligt lange pauser ind imellem. Da jeg efter stykket fik mulighed for at studere det medfølgende program, som indeholdt hele teksten, blev det klart for mig, at dele af teksten slet ikke optrådte på skærmen. Og det er altså en skam. 

Til trods for disse detaljer, så er dette teaterstykke et fantastisk stykke kunst, som både provokerer, sætter tanker i gang og fungerer rent fortællemæssigt. En sjældenhed, en perle, en unik oplevelse. 

 

"War Sum Up" kan også opleves følgende steder:

27. - 28. oktober 2011                              Musikhuset Aarhus
11. - 12. november 2011                          Det Kongelige Teater, København

Køb billetter via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA