Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Lørdag d. 29-10-2011 kl. 02:33

Rihanna
Jyske Bank Boxen, Herning,
fredag d. 28. oktober 2011

GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
4,57 stjerner i snit (efter 7 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Popbrag i Herning: Pragtpræstation fra den caribiske skønhed og hendes følge

Arkivfoto. Grundet fotomæssige restriktioner fra Rihannas management kan GAFFA desværre ikke bringe billeder fra koncerten.

Aftenen lægger ud med lille times gang four to the floor-opvarmning fra Calvin Harris, hvis overordentligt bastunge og ret stillestående show bliver dokumenteret så rigeligt efter de mange mobiltelefon-displays, der lyser op i mørket at dømme. Harris får banket godt og grundigt gang i publikum (heraf 80 procent af hunkøn efter et kort skøn), der følger hans mindste vink (med en vognstang: "I wanna see you jump up and down!" x 117). Den unge skotte slutter sit opvarmningssæt af med sin og Rihannas seneste single "We Found Love", hvor vi dog må tage til takke med med hovedpersonens stemme på bånd – en anelse skuffende. Salen var eksploderet, hvis Rihanna var dukket op for at levere sin del in person.

Nuvel, en halv times tid og en kort storladen introsekvens senere føres den ægte vare, der minder lidt om en ung Whitney Houston, ind på scenen i et gennemsigtigt plastic-rumskib til tonerne af "Loud"-hittet "Only Girl (In The World)", og en skov af mobiler ryger i fluks vejret. Den letpåklædte popprisesse og hendes farvestrålende dansere gør en god figur gennem det hårdtpumpede hit. Dog buldrer lyden i en sådan grad, at den tager fokus en smule fra Rihannas ellers ret fine vokalarbejde.

Folket elsker Rihanna, det er helt tydeligt, og jublen bliver ikke mindre, da hun fremfører "Disturbia" kun iklædt en bikini, der ser ud som om, den er lavet af bolsjer. Ud fra publikums tilråb at dæmme skulle man tro, det var The Beatles, der lige var trådt ind på scenen i 1964. Rihanna blinker til publikum, smyger sig og gør sig til, uden at det fremstår plat og billigt eller for den sags skyld forstyrrer musikken. Hitparaden fortsætter med "Shut Up And Drive", hvor hele bandet er på scenen, og man køber illusionen om Rihanna som den frivole popstarlet på grænsen til det rockede.

Glimrende vokal

Der er godt med rekvisitter, dansere, storskærme, bevægeligt scenegulv og "Herning!"-udråb, og det går rent ind. Alt i alt udgør aftenens musikalske forestilling i sin helhed et ambitiøst popshow af dimensioner, der ikke lader kollegaen Lady Gaga meget tilbage at ønske. Et par heldige publikummer kommer endda med på scenen, der er i konstat bevægelse.

Den fremragende "Man Down" udgør aftenens fjerde nummer i en herligt dub-tung version, hvor Rihannas glimrende vokalarbejde får lov at folde sig fuldt ud. "Rum pa pa pum rum pa pa pum rum pa pa pum!" Vrængende og sexet i front for det tight- og velspillende band, hvor især trommeslagen yder en gedigen indsats, finder Rihanna sin indre Buju Banton frem (dog uden det homo-fjendske aspekt heraf), og det er en fornøjelse at overvære. Hvor der fra tid til anden har været kritik om diverse popstarletters vokale formåen i livesammenhæng, er der ikke noget at sætte en finger på her.

Efter en kort kostumeskift-pause kommer Rihanna atter ind på scenen - denne gang iklædt jakkesæt - og leverer en hårdt rockende version af Princes "Darling Nikki" med masser af distortion-guitar og Slash-associerende soli. Præ-Jehova-Prince ville da også klappe i sine små hænder over danserindernes sleazy og homoerotiske afklædning af Rihanna, i det nummeret går over i "S&M". Nu står den på kæder, lak og læder og tunge beats. Publikum får lov at færdiggøre omkvædene, mens en storsmilende Rihanna lader sig kærtegne af sine mandlige dancers in crime, og salen gungrer af begejstring.

Seksuelle overtoner

Det er et stramt komponeret show, hvor der er kælet for detaljerne, men hvor der ikke efterlades plads til megen spontanitet, og man kan da også savne lidt mere direkte publikumskontakt, men Rihanna synes frisk og fuld af både spilleglæde og overskud. Det smitter, og så har man måske i virkeligheden ikke brug for de store lange taler om, "hvor dejligt det er at være her". Bandet spiller desuden virkelig godt, og der bliver plads til både guitarlir og trylleri på tangenter, bas og trommer under "Let Me". Det er tydeligvis ikke hvem som helst, der har fået plads i frøkenens band.

De seksuelle overtoner ligger latent i showet igennem, og mest udtalt dry humpes en mandlig fan på scenen og føres ned under scenegulvet med Rihanna under den sveddryppende lumre "Skin". Men frem for at være vulgært og forfalde til billige tricks for husarene, virker det som om seksualiteten virkelig lægger Rihanna på sinde, og denne signatur skal da være den sidste til at forarges over lidt bart skind og det store fokus på noget så naturligt som sex.

Selvfølgelig savner man den "rigtige" Nicki Minaj under "Raining Men", men hendes båndede stemme er bedre end ingenting, og man glemmer helt savnet, når hovedpersonen køres ind på scenen med en dobbeltløbet lyserød T-shirt-kanon-tank mellem benene og synger røven ud af bukserne for derefter at blæse salen bagover med den hårdtslående "Rated R"-sang "Hard", hvor man dog ikke ærgres over fraværet af Young Jeezys lidt anstrengende røst.

Styrer byen

"Tell me one thing: Who run this town to night?", lyder det fra scenen, før det fremragende Jay-Z nummer af samme navn brager ud gennem salen. Rihanna giver sig tid til at give hånd og hight five til publikum under Hovas vers, før nummeret går over i "Live Your Life", der får samtlige hænder i salen til at svaje frem og tilbage. Et imponerende syn.

Tempoet tages lidt ned med den flotte ballade "Unfaithful", der næsten overdøves af publikums jublen og fællessang. Der er vind i kjolen og håret, og guitaristen finder den akustiske frem til den ukomplicerede popperle "Hate That I Love You", der bringer lidt bittersød forårsstemning til oktoberkolde Herning, før "California King Bed" får tungen på gled hos publikum, der tydeligvis kan hvert et ord til sangen.

Efter et kort kostumeskift med "Pon De Replay" som pausemusik vender Rihanna tilbage med "What's My Name" og "Rude Boy", hvoraf sidstnævnte efter denne signaturs ydmyge mening udgør en af frøken Fentys bedste sange, og aftenens udgave er da også lige tilpas kæk, varmblodet og indeholdende adskillige glimt i øjet. Det går lige i pophjertet.

"Herning, this is to you. Cheers!", lyder det fra scenen og hænderne ryger i vejret i et øresønderrivende brøl til den Avril Lavigne-samplende og Kris Kristofferson-citerende "Cheers (Drink To That)", der følges op af "Don't Stop The Music" og "Take A Bow", der afslutter aftenens hovedsæt.

Så let slipper Rihanna selvfølgelig ikke, og sammen med bandet klappes hun til publikums store begejstring ind igen for at sætte punktum for koncerten med "Love The Way You Lie (Part II)", der fremføres på et flygel, som hejses flere meter over scenen, og signatursangen "Umbrella", der giver genlyd efter sidste strofe er sunget.

Det kan ikke være mange, der går fra aftenens koncert skuffede eller i dårligt humør. Rihanna og hendes musik er måske ikke stor kunst, men mindre kan også gøre det, og aftenens storslåede og opløftende show var uden tvivl femstjernet underholdning.

Gaga og Beyoncé, watch the throne!

 

Læs nogle publikumsreaktioner i GAFFAs artikelsektion

Følg Rihanna tryk på hjertet

Rihanna: 777 A Tour Documentary
21-05-2013 (anmeldelse)
Tip en ven
4 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
0
Helt enig! Rigtig fed koncert :) Rihannas performance i Herning var gennemført :) det kunne den gode Britney lære lidt af :)
0
Er jeg den eneste der synes at hendes stemme ikke var specielt god, i starten?

Havde personligt glæder mig helt vildt til "Only girl (in the world)", men det eneste jeg tænkte under den sang var, om hun havde glemt at varme stemmen op, inden hun gik på scenen?

Det er muligt hun laver nogle svære ting, som f.eks. at gå op og ned i toner osv. (ligesom f.eks. Beyoncé og Mariah Carey), men jeg synes ærlig talt der lyder ad helvedes til, og det ødelægger sangene.

Og hvad fanden er det for en underlig mani hun har, med at synge en sætning halvt færdigt, for derefter at flytte mikrofonen fra munden, og overlade resten til korpigerne?

Det var ikke sådan under alle numrene og synes også det var en røvfed koncert. Synes bare nogle af numrene blev alt for rodede, fordi hun tit stoppede med at synge, bare lige et par ord, og derefter synge videre igen.

Dog synes jeg at hendes stemme blev bedre efter nogle numre.

Det var rigtig fedt at se, hvor meget hun nød at optræde. Hun så smilende og glad ud, og det var sgu optur, efter at have været vidne til kludedukken Britney.

Pisse fed koncert, men sidder dog tilbage med følelsen af en, til tider, noget rodet vokalpræstation.
0
"Selvfølgelig savner man den "rigtige" Nicki Minaj under "Raining Men", men hendes båndede stemme er bedre end ingenting, og man glemmer helt savnet, når hovedpersonen køres ind på scenen med en dobbeltløbet lyserød T-shirt-kanon-tank mellem benene og synger røven ud af bukserne for derefter at blæse salen bagover med den hårdtslående "Rated R"-sang "Hard", hvor man dog ikke ærgres over fraværet af Young Jeezys lidt anstrengende røst."

Helt enig!
0
Hm, måske er jeg for meget af en guitarnørd, men det undrer mig lidt at udtryk som "Slash-inspirerede soli" bruges om Nuno Bettencourt, som mange husker fra sin tid i Extreme og i eget navn.
Jeg tror sgu ikke at han lader sig inspirere af så mange længere.

Log ind for at kommentere.

Annonce

GAFFA Shop

Rihanna: 777 (DVD)
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
Rihanna: A Girl Like Me
Kr. 69,00
Køb på GAFFA Shop
Rihanna: Good Girl Gone Bad - Reloaded
Kr. 139,00
Køb på GAFFA Shop
Rihanna: Kalender 2014
TILBUD: 99,00 kr. 25,00
Køb på GAFFA Shop
Rihanna: Loud - Revised
TILBUD: 139,00 kr. 69,00
Køb på GAFFA Shop
Annonce
Annonce