Bon Iver: Falconer Salen, København

Bon Iver: Falconer Salen, København

GAFFA

Til en for længst udsolgt koncert i Falconer Salen var det svært for Justin Vernon og co. at skuffe til et forventningsfuldt publikum. Især efter Bon Ivers eksploderende anerkendelse efter udgivelsen af det andet studiealbum bon iver, bon iver, der har modtaget anerkendende roser fra såvel udenlandske som indenlandske anmeldere.

Et ni mand stort orkester indtog således scenen til meget ivrige og omfattende jubelråb. Gruppen talte blandt andet to trommeslagere, en perkussionist og tre blæsere, og de satte koncerten i gang med åbningsnummeret fra føromtalte plade med den sfæriske åbner "Perth", der var udsmykket med fornemme korarrangementer og synkroniserede trommer, mens blæsernes supplement af Vernons vokalmelodi gav nummeret en meget smuk fylde.

Generelt var gruppens sæt særlig domineret af materiale fra deres seneste album, mens der også var fundet plads til fem numre fra debuten For Emma, Forever Ago og to fra EP'en Blood Bank. Gruppen fortsatte albumrækkefølgen med "Minnesota, WI" og "Towers", hvor førstnævntes abrupte markeringer og veldoserede guitardelay var virkelig stærkt, ligesom "Towers" var en smuk udgave sat i gang af Vernon på guitaren, og desuden tilsat violin.

Den utrolig velspillende gruppe imponerede desuden ved konsekvent, med få undtagelser, at besidde mere end en rolle instrumentmæssigt. Derfor var der løbende skift mellem rollerne, hvilket blot understregede deres talent.

Vi fik de to lidt ældre numre "Creature Fear" og "Beach Baby", hvor især første nummer var udformet i en nyere fortolkning, der var svagt jazzet med især trækbasunisten i front, og ligesom på debutpladen meget kontrasterende mellem vers og omkvæd. Det samme var efterfølgeren med meget intime detaljer på perkussionsiden, ligesom både klarinet- og violinarrangementerne var helt utrolig intelligent komponeret. Her viste publikums sig eksemplarisk, hvilket ikke altid er en selvfølge til koncerter af den størrelse. Flere gange var der vitterligt så stor en lydhørhed overfor gruppen, at der var fuldstændig stille i hele salen.

Vernon takkede da også flere gange undervejs salen for at være et godt publikum, og for at fylde rummet op, og gruppen virkede generelt veloplagt. Forsangeren viste sin vokale alsidighed i "Hinnom, TX", der foregår betydeligt dybere, og kaster aner hen mod Vernons solomateriale før Bon Iver samt vokallyden i DeYarmond Edison, ligeledes fra før, Vernons gennembrydende karakteristiske falset for alvor tog over. Efter "Wash" nåede vi til aftenens foreløbige højdepunkt, "Holocene". Et af de klare højdepunkter på det seneste album, og den var bestemt ingen skuffelse. Den akustiske guitar, amerikanerens fantastiske vokal sammen med især perkussionistens detaljearbejde på shaker, der i andet vers blev intensiveret med de to trommeslagere og en solid bund af blæsegruppen, hvor især barytonsaxofonen hjalp til at løfte nummerets dynamik yderligere, var ganske fremragende.

Udfordrende musikere

Ind i mellem gav gruppen flere velkomponerede overgangsprægede instrumentalstykker, hvor højdepunktet var en længere solo af saxofonisten, der samplede eller overspillede sine egne figurer, og endte med at få fortjente og store klapsalver. På den måde blev vi hele tiden udfordret, og gruppen gav ingenlunde det forudsigelige. En hårdtpumpet "Blood Bank" tog over, mens gruppen var indhyllet i en blodrød farve, hvorefter Vernon blev ladt alene på scenen til den smukke "re:stacks" fra debuten. "It's almost winter. But you guys know a thing or two about that", udtalte Vernon, før han satte i igen med en meget intim udgave af det hjerteskærende nummer, og det var forfriskende at have plads til selv de helt små og hårrejsende fraseringer.

Resten af orkesteret kom ind for at give en akustisk lydende version af "Skinny Love" arrangeret for to trommesæt, seks mand på klap og råbekor og Justin Vernon i centrum. En herlig udgave, der gav sættet en anden dimension. Herefter fik vi en meget storladen "Michcant" og en smuk version af førstesinglen "Calgary". Sættet sluttede med mastodonten "Beth/Rest", der har delt mange vande, men som viste sit sande jeg for ansigtet af os denne aften. Hvis Princes bedste sætafslutter er "Purple Rain", så er "Beth/Rest" Vernons af slagsen - og gruppen var netop belyst i en herlig lilla farve.

De lækre synths, 80'er detaljerne der gennemsyrer nummeret, den stadionprægede følelse efter især en utrolig – næsten tre takter lang – trommeindsats, sendte os virkelig tilbage til 80'ernes popmusik – samt autotune på Vernons vokal i få dele, som et ekstra udsmykkende element.

Til stående applauser (af de folk, der sad ned på balkonnen), kom gruppen ind og gav to ekstranumre – begge fra debutpladen. Vi fik "The Wolves (Act I & II)", samt "For Emma". Sangen og koret på førstnævnte var af en anden verden. Så intenst, og arrangementet hertil var virkelig intelligent. Abrupte markeringer på trommerne, der gav nummeret et vældigt punch – i kontrast til de fine falset-vokaler. Gruppen sluttede med titelnummeret til debuten, hvor en større feel-good stemning dominerede, og hvor blæserne fik lov til at boltre sig i en lidt klassisk big-band forstand.

Kvartetten Bon Iver, der var udvidet til over det dobbelte denne aften, formåede aftenen igennem at overraske med sine små og intelligente arrangementsændringer i forhold til, hvad folk sikkert har hørt til udødelighed på anlægget derhjemme. Derudover var der både det stille intime, det larmende og voldsomme, ligesom der var en forbandet velspillende gruppe. Kombinationen med de velskrevne sange hertil gjorde aftenen til noget nær fuldendt. Skulle koncerten en stjerne op, manglede der et par favoritter, og enkelte dele blev en smule for jævne, men det var nu absolut kun momentvis, og helhedsindtrykket var langt over det jævne. Lørdag aften i selskab med Bon Iver var slet ikke værst. Især ikke når vinteren er på vej.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA