Thyborøns Bob Dylan overgår ikke sig selv på velproduceret eksil-album

Johnny Madsen er en sælsom størrelse: hvis man som undertegnede oplevede ham live midt i halvfemserne i forvasket cowboyjakke og tydelig brandert fortolke Chuck Berrys Johnny B. Goode, er det umiddelbart vanskeligt at forestille sig manden – som helt fra de unge år har syslet med maleriet – som kunst-connaisseur på tur på diverse amerikanske kunstmuseer. Men det var ikke desto mindre her, han undfangede sangene til nærværende album, som efterfølgende blev indspillet i Paris, fordi der ligesom ikke var højt nok til loftet i de danske studier.

Tja, det lyder unægtelig en smule prætentiøst, men der er nu engang en helt særlig integritet over Johnny-drengen, og denne signatur kan stadig finde på at støve hovedværket – som ikke er gennembrudspladen Udenfor Sæsonen fra '88, men derimod den tre år yngre Bounty Blue – af ved passende lejligheder. Dét niveau nås ikke tilnærmelsesvist på det aktuelle udspil, hvor arrangementerne ellers er glimrende, og teksterne vanen tro balancerer lige på grænsen mellem det totalt kiksede og virkeligt beåndede. Det er solid Madsen, men langtfra en hjørnesten.