Loebs powerpop-perfektion

My Time åbner Frejas odyssé og understreger, at Frejas tid er nu. En lang rejse har nået sit første mål. Drømmen om at sende et eget album på gaden er realiseret. Hen over et løbende beat, begejstrede vu-hu'er og kølige synths sætter Loeb i gang og strækker sin søde, kantede vokal ud over musikken som et elastisk væv.

Odyssey er en fremadrettet færd, bagagen er pakket omhyggeligt, uden overflødigheder. Blondie, Fleetwood Mac og The Cure er med Loeb, men som Odysseus ved sirenerne er hun undsluppet deres dominans og fortsætter frem med en stærk selvstændighed.

Som små knappenåle på kortet markerer alle numrene på Odyssey sig. Fancy Guy fører sig frem (ligesom My Time) med massivt singlepotentiale. Der er et øjebliks fornemmelse af tomgang på Running With Scissors, men ellers er de resterende ni numre som selvstændigt skårede singler.

Det er en stor bedrift af den unge pige med det skarpt skårede pandehår. Æstetikken er upåklagelig - både den visuelle og den musikalske. Ruten er lagt, der er ingen svinkeærinder. Alligevel bliver Freja aldrig upersonlig.

Loeb møder uden frygt de høje forventninger. Odyssey er noget nær popperfektion.