Den småsjofle skønhed holder popfanen højt på semisolid sexer

På Rihannas intet mindre end sjette album på seks et halvt år, er der ikke synderligt meget nyt under solen, men når den nu også har været støt stigende fra album til album, gør det ikke så meget. Det er stadig de velsmurte popsange, der er i fokus, men på dette album har Barbados-baben kastet sig over dance-musikken i højere grad end tidligere, og det er med svingende held. For i det ellers ganske dragende sleazede pop-univers, frøken Fenty præsenterer sine lyttere for, bliver der nogle gange trukket på dance musikkens mere ærgerlige sider, hvilket de på mange måder ret fine Where Have You Been og We Found Love lider lidt under. Sidstnævnte kører den dog hjem på charmen og sit sygeligt fængende omkvæd.

Jay-Z kaster lidt Brooklyn-tryllestøvs-rim over det lækkert synthtunge titelnummer, mens albummets hovedperson selv slipper godt fra den pornoficerede  Cockiness (Love It) ("Suck my cockiness / Lick my persuasion / I love it, I love it, I love it when you eat it"), som byder på et dancehall-stykke, der er langt mere sexet end ovenstående teksteksempler. Albummets ballader er ligeledes overordentligt vellykkede, og særligt We All Want Love er virkelig velskrevet og flot eksekveret.  

Talk That Talk et mindre tilbageskridt fra karrierens foreløbige højdepunkt, Loud – ikke nok til, at det koster en stjerne i denne anmelders bog, men Rihanna behøver ikke nødvendigvis udgive endnu et album næste år, hvis ventetiden betyder, at hun næste gang langer det store popmesterstykke, hun går og gemmer på, over disken. Dog har hun endnu engang bevist, at hendes placering på poptronen ikke er helt tilfældig.