Granduciels janushoved af synthesizerdrifter og Springsteen-anthems

Kurt Viles tidligere band, Phllidelphia-orkesteret The War On Drugs fremstår i frontmand og sangskriver Adam Granduciels skikkelse som et fuldblodigt dedikeret bekendtskab, der på denne anden anstrengelse af et gennembrud, Slave Ambient, går linen helt ud som dadrocker med tydelige forbilleder i Bruce Springsteens sangskrivning og Bob Dylans vokal i sine pauser og karakteristiske frasering.

Går man tættere på Slave Ambient, så møder man et album med et rullende og let stigende tempo med rumklang på trommerne, som var det stadionrock, mens den regulære akustiske guitar-strumming mødes af en hvirvelvind af mindre riffs, der i naturlig orden bliver slynget i luften – på enten elektrisk guitar, synthesizer, orgel, mundharmonika med mere – der ender i fortættede, omsluttende, intense klimakser, modsat netop Kurt Vile, der er trukket den anden vej og skræller ind til benet.

Ved siden af de åbenlyse hits som "Best Night", "Baby Missiles" og "I Was There" tager The War On Drugs på monumentale instrumentale rumrejser af skæringer som "The Animator", "Come For it", "City Reprise" og "Original Slave", hvilket giver en vild blanding af synthesizerdrifterne i ambient-musik og krautrock med anslaget i de kørevenlige storslåede Springsteen-anthems. Som om hvert eneste nummer stæber mere end det foregående efter storhed – uanset hvor tåget storheden så må føles.

NB: "Slave Ambient" udkom i USA i august 2011.