Yes: Amager Bio, København

Yes, Amager Bio, København

Yes: Amager Bio, København

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Det progressive britiske rockband Yes besøgte tirsdag Amager Bio med en fire-femte-dels guldbesætning, der leverede varen efter samme fordeling.

Som på deres spritnye album, "Fly From Here", har Yes fokus stift rettet mod smagen af deres bedste årgangsvine fra 70'erne. Sammen med en solid bid af det nye album (se titler med * i sætlsten til venstre), tager Yes på inspirationstur tilbage til dengang spilleglæde og selvtilfredshed med dét var nogle af de vigtigste ingredienser i en prog-koncert. 

Basmorgulen Chris Squire og synthesizerchefen Geoffrey Downes har klædt sig i ekstravagante gevanter, og bagved det aldrende band kører en storskærm med livebilleder fra scenen (hvor tit ser man lige det til en klubkoncert på Amager?) blandet med psykedeliske farvemønstre og Yes-ikoner fra diverse albumcovere.

Som farverne på storskærmen flyver musikken også rundt i alle dimensioner; temposkiftende dynamisk, opfindsomt - og ind imellem en kende repetitivt. Men det er Yes, som Yes er bedst. Væk er 80'ernes og 90'ernes forsøg på at ramme en ny tidsånd. Nu står det grå guld på scenen og gør det, de er bedst til; spiller rytmisk kompliceret, melodisk iørefaldende og frem for alt umådelig velkomponeret progrock af den gamle skole.

Majestætisk

"And You And I" er både mesterligt majestætisk og formidabelt farverig. Dele af titelnummeret fra den det nye album - en suite på i alt 25 minutter - ligger rigtig tæt op ad 70'ernes opskrifter og lydbillede - og alligevel er det fremført frisk og veloplagt. Squire og trommeslager Allan White smiler indforstået ad de markeringer, der går ekstrarent ind, og der er en generel fornemmelse af seriøstitet mellem bandets gamle medlemmer.

De fire esser

Steve Howe er aftenens arbejdsomme helt. Møjsommeligt skiftende mellem elektriske og halv- og helakustiske guitarer - og en lapsteel - er han Yes' svar på Gandalf - den kloge troldmand, der tryller toner og stemninger frem, som enten bærer musikken eller lægger sig mildt ovenpå. Hans staccerede spillestil kan synes forvirrende og rodet, men til gengæld evner han f.eks. at spille et helt rytmespor kun som flageoletter.

Chris Squire er Yes' grandest oldest man, stor og elefantisk og en kende komisk, men yderst kapabel. Hans rå og gennemstrængende baslyd har været stilskabende for mange af de dygtigeste rockbassister. Rickenbackeren er hans signaturinstrument, og med den tager hans spil ofte en solistisk tilgang.

Allan White ligger tungt og træfsikkert på de meget åbent stemte trommer, og er en af proggens mest solide trommeslagere - der ikke fortaber sig i luftigt himstregims, men er garant for, at musikken aldrig glemmer sidste halvdel af sin betegnelse som progrock.

Geoffrey Downes er den "yngste" af de ældre. Han blev del af Yes i 1980, da bandet tog en hårdere drejning på sit dengang eneste album uden sanger Jon Anderson, "Drama". Downes mestrer både de storladne fanfare-agtige synthesizerflader, der også er en vigtig del af det oprindelige Asia, og så har han en kommerciel og poppet side, der bl.a. kom til udtryk gennem duoen Buggles' store hit "Video Killed The Radio Star". I aften brillerer han foran et imposant opbud af keyboards og baspedaler, som han i visse passager betjener synkront.

Pivhamrende falsk

Aftenens syngende sorteper er unge Benoît David på 45 somre. Squire hentede ham ind fra et canadisk Yes-tributeband, da Jon Anderson blev syg kort før en USA-turné i 2008. Siden har bandet indspillet "Fly From Here" med ham. Da Yes sidst besøgte Amager Bio for nøjagtig to år siden gav Benoît David et fint indtryk som lettere kønsløs stand-in. I aften er han på alle måder ringe. Han besidder ikke sin del af scenen; han er ikke i kontakt med publikum, og så synger han pivhamrende falsk under størstedelen af koncerten.

Rigtig meget af Yes' musik veksler mellem det storladne instrumentale og melodiøs flerstemmig sang. Sidstnævnte er i aften så pinagtigt, at sidemanden kigger sig mistroisk omkring for at tjekke, om andre hører det samme som ham. Måske Benoît har problemer med at høre sig selv? Med mellemrum tager han sine in-ear monitors ud og sætter dem senere i igen. Men lige lidt hjælper det - og mere gør han ikke ved det.

"Wonderous Stories" bliver med sin dominans af flerstemmig sang totalt ligegyldig. Og efter den instrumentalt sublime intro til "Roundabout" kommer en længere flerstemmig vokalpassage, hvor der opstår tydelig rumlen blandt publikum på grund af Benoîts drønelendige indsats. Den sender de ellers flotte harmonier direkte i hegnet. 

Ikke nogen stjerne

Det er især skammeligt for bandets fire ældste, der har fortjent så meget bedre. Havde Jon Anderson været på toppen (måske er han det, men venskabet er røget?) og i front for aftenens optræden, havde det været svært at sætte en finger på ret meget. 

Det er paradoksalt, at de yngre kræfter, som det gamle band har hyret ind for at kompensere for sygdom, nu er bandets akilleshæl. Men sat i relief af bandets eminente ekvilibrister er Benoît Davids optræden katastrofal – og koster Yes mindst to stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA