Samling af outtakes og koncertoptagelser letter kun lejlighedsvis

Ikke et ord om farmand Serges fortræffeligheder, og jeg er da også ganske overbevist om, at det vi hører her er hipt. Ikke sådan hitliste-hipt, bevares, mere intellektuelt, rødvins- og boheme-fähigt, hvis du forstår, hvad jeg mener. Well, der er flotte, fortættede momenter, og selvom Gainsbourg strengt taget ikke er nogen lige så væsentlig sangerinde som skuespiller, favner hun med sit begrænsede register såvel det lillepigeagtige som et mørkere udtryk, som i de stærkeste stunder sender tankerne i retning af Patti Smith.

Blandt de otte inkluderede outtakes – hovedparten fra indspilningerne af 2009's IRM og således produceret af Beck – stikker de akustiske, guitarbårne White Telephone og Anna op, ligesom Got To Let Go i duet med Noah & The Whales Charlie Fink har en egen, skæv charme. 

Stærkere står dog pladens ti livenumre, optaget i sommeren '10. Her sniger sig en farlighed ind i udtrykket, og med fem sange forfattet af Jarvis Cocker kan det næsten ikke gå galt. Det er ganske atmosfærisk, og også en sødmefuld, hviskende fortolning af Dylans Just Like A Woman fungerer fint. Der er kort fortalt en udmærket plade, som uden at være fantastisk udgør et relevant appendiks til den seneste studieudgivelse.