Veronica Mortensen
Dexter, Odense,
torsdag d. 12. januar 2012
| GAFFA |   |
4 stjerner |
| Læserne |
 
|
4,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Vellyden i egen charmerende person. Smuk uden at være overpyntet. Dateret uden at være gammel. Sexet uden at være distraherende.
Veronica Mortensen er en garvet sangerinde, med tre albums og flere bigband-optrædener bag sig. Teknikken fejler da heller ikke noget da hun indtager Dexter i Odense. Stearinlysene er tændt, belysningen dæmpet og rødvinen skænket på det yderst jazz-venlige spillested denne torsdag aften. Især det lidt ældre publikum er mødt op, klar med afventende ansigter og foden parat til små hop på stedet.
Musikerne kommer ind, og Veronica starter med en kort præsentation af aftenens første nummer, Julie. Dette nummer omhandler en pige, som trodser sine forældres tanker om hvad der er godt for hende; lang uddannelse, fast arbejde og hele den klassiske trommerum. Man fornemmer her oprigtigheden i musikken, og teksten kunne jo omhandle sangerinden.
Det, der adskiller Veronicas plade fra hvad vi hører fra andre danske jazzdivaer, er hendes fusion af klassiske jazzballader og groovy bigband-lyd. Med Dexters kun fem kvm store scene er det selvsagt lidt af en udfordring at indfange bigband-lyden. På den anden side virker det som en oplagt mulighed for at variere udtrykket og dermed give folk en anderledes oplevelse af musikken.
Smooth Operators
Nu er der gang i det lille orkester. De leverer andet nummer med slagkraft. Dertil skal også nævnes, at Veronica har et rigtig godt entertainer-gen. Der er småsnakken med publikum, og hendes smilende fremstråling hæver stemningen. Man kommer næsten til at glemme den mørke, kolde og uendeligt lange januar, som ligger og lurer derude.
Titelnummeret I'm the Girl rammer plet midt i første del af koncerten, og man fornemmer at Danmark rummer en jazzsangerinde, der kan levere en blød, afbalanceret, stearinlys- og flette-fingre-koncert.
Hele aftenen har der på scenen været skift imellem hvem der havde soloen, og alle musikerne bærer byrden rigtig flot. Dog virker denne konstante senden bolden videre-jam ikke helt så oprigtig, fordi der somme tider mangler en form for vildskab. Denne leverer Asplund på diverse blæsere dog til fulde, og til tider rammer hans heftige trompet ind i ørene som en svensk nåleskov.
I pausen summer Dexter igen af småsnakken, og de fremmødte virker tilfredse. Andet sæt leveres med samme entusiasme. Peter Asplund og Veronica Mortensen fungerer rigtig godt sammen med Martin Andersen, trommer, Peter Rosendal, klaver og Kristor Brødsgaard, kontrabas.
Poleret og mættet lydbillede
Koncerten nærmede sig sin afslutning, og det var nær endt med, at jeg havde bestilt champagne til hele bordet under Happiness Is Not Included, der med sin stramme og stilede funkyness kaldte på min indre playboy. Det ender dog med en Ale No. 16, som skal vise sig at passe godt til den efterfølgende November Rain, hvor Asplund får tændt op i kaminen mens Rosendal spiller regnen mod ruden. Aftenens bedste nummer er nok den sexede og cool Think Twice, der på morsom vis portrætterer den mandlige pendant til "narrefissen".
Kun nummeret Enjoy The Ride falder igennem med sin sukkersøde nærmest Disney-agtige stemning, der sender stemningen på kollisionskurs mod Aladdin og Jasmin på deres flyvende tæppe. Lidt mere inderlighed og mindre musicalgnæggeri, så åbner der sig let en flaske rødvin, lyset bliver dæmpet og Veronica Mortensen ryger på pladespilleren.
Mere om Veronica Mortensen
Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.