Hæderligt akademisk værk om sangskriveren Dylan i karrierens første år

Der er næppe nogen sangskriver, om hvem der er og fortsat bliver skrevet så meget om som Bob Dylan; besøg eventuelt den autoritative fanside Expectingrain.com og bemærk den stadige strøm af nye udgivelser i kolonnen til højre. Biografier, diskografiske oversigter, opslagsværker (jo, der findes skam et regulært "Bob Dylan Leksikon" af danske Carsten Jørgensen fra 2000) og endelig de mere akademisk funderede tilnærmelser til en forståelse af det kulturelle og litterære fænomen Dylan. Lektor i medie- og  kommunikationsvidenskab A. H. Hansens lille bog tilhører sidstnævnte kategori.

Overfladisk betragtet kan den akademiske reception synes at være den mest lødige eller legitime beskæftigelse med emnet; det er jo næsten forskning, tager man sig i at tænke, i modsætning til oversigter over cirkulerende bootlegs fra dén og den koncert i England i '66, som lettere kan affejes som mere "nørdet" stof.

Problematisk genre

Genren – for sådan en kan man godt tale om – er imidlertid ikke uproblematisk; denne signatur modstod faktisk i sin tid fristelsen til at skrive et litteraturhistorisk speciale om udvalgte Dylan-tekster af samme grund, nemlig overbevisningen om at man dybest set gør Dylans værk en tvivlsom tjeneste ved at anskue det som litteratur i traditionel forstand, uanset at det så sker i et velment forsøg på at demonstrere og legitimere mandens litterære fortræffeligheder. Grebet rummer en latent fare for at fastfryse Dylans endog særdeles levende værk, som i sit udgangspunkt indskriver sig i en oral, folkelig fortælletradition og fortsat bliver genskabt aften efter aften til koncerterne, to hundrede dage om året.

Den britiske litteraturprofessor Christopher Ricks har skrevet omfattende og indsigtsfuldt om Dylan, og allerede i '72 udfoldede Michael Gray komparative analyser af de engelske romantikere og Dylans kærlighedslyrik i sin vigtige "Song & Dance Man". Og fred være med det; det er ovenikøbet berigende læsning langt hen ad vejen. Men når alt kommer til alt, er det ingenlunde tilfældigt, at Dylan selv – i den godt nok perifere sang "Day of the Locusts" - beskriver sin bogstavelige flugt fra akademisk anerkendelse.

Såvidt præmissen. Hansen har øjnene åbne overfor nogle væsentlige forbehold og omstændigheder ved værket, uanset at hans lille værk i såvel omfang som jargon og komposition i høj grad bringer mindelser om et universitets-speciale og som et sådant er begrænset af et par indledende teser; her at  scenekunstneren Dylan er en variant over teatrets klassiske Harlekin-figur og at de centrale temaer i værket er kærlighed, krig og Historen.

Gode betragtninger

Hansen fremfører den væsentlige pointe, at sangene "ofte (er) alluderende og derfor udstikker mange veje og vildveje for fortolkning". Jeg vil gå et skridt videre og anføre, at Dylans bedste tekster ganske rigtigt er suggestive – indimellem decideret stream of consciuosness – og ligesom de ikke har nogen definitiv form, har de heller ikke nogen fast mening, hvorfor det ville være spild af tid at lede efter en sådan. I det lys bliver den performative dimension af værket – sangenes fremførelse på plade og ikke mindst live – af afgørende betydning.

Også det har Hansen blik for, og uden at der dog kommer nye eller øjenåbnende vinkler ud af det bemærker han blandt andet Dylans "egensindig(e) anvendelse af særlige fraseringer, fremhævelse af enkelte stavelser og i perioder også særligt af konsonanter (…) Sangtekninsk er der nye tricks at spore i 1975 på "Desire", hvor han anvender tonespring indenfor samme akkord eller toneleje. Dette får næsten en karakter som genfindes i visse jødiske såvel som arabiske tradtioner". Det er gode betragtninger, som imidlertid får lov til at hænge lidt og flagre, i stedet for at blive sammenvævet med tekstanalysen.

Mediemanden Hansen giver endvidere et fint rids af den mediemæssige virkelighed, som den unge Dylan skriver sig ind i og ud af. En væsentlig pointe, som imidlertid ikke forfølges er dog, at massemedierne eksplosive udbredning i efterkrigstiden og den demokratiske effekt, dette havde, i en vis forstand spejles i selve teksterne. For er et af de centrale træk hos Dylan ikke netop dette: at den traditionelle sondring mellem høj- og lavkultur her opløses totalt, således at så forskellige inspirationskilder som Rimbaud og deltablues opererer side om side, og Shakespeare, Einstein og Robin Hood kan bevæge sig ubesværet rundt imellem hinanden til et akkompagnement af amerikansk, musikalsk folklore? Hansens bog bringer med andre ord en række fine betragtninger og en mængde relevant baggrundsstof i spil, uden at den store syntese nogensinde indfinder sig.

Mellem stole

Og uagtet, at bogen således er gennemgående vederhæftig og velinformeret, placerer den sig også i nogen grad mellem to stole: for den "almindelige" læser – hvem så end det er – vil værket givetvis forekomme for akademisk, mens det for den akademiske læser, som har beskæftiget sig indgående med Dylan, ikke kaster væsentligt nyt lys over emnet.

Trods gode pointer bliver analyserne aldrig sådan rigtigt øjenåbnende, og så har Hansen valgt at beskæftige sig med den periode af Dylans sangskrivning, som der uden sammenligning af sagt og skrevet allermest om i forvejen, 1961-67. Nuvel, det er præmissen, men hvorfor dog ikke kaste sig over produktionen fra 1975-78, som ikke "bare" er Dylans fedeste plader, men også ganske prægnante i lyrisk henseende. Well, på egne præmisser er "Bob Dylan – kærlighed, krig og historie" dog et udmærket lille bidrag til det evigt voksende bjerg af Dylanologisk litteratur. Og en ting er i al fald sikkert: Det bliver ikke det sidste.