Anbefalelsværdigt nærbillede af kunstneren som ungt menneske

Eik Skaløe (1943-68) er vel nok det nærmeste, vi herhjemme kommer på en regulær, rockmytologisk figur; nåede kun at udgive en enkelt, banebrydende plade med sin gruppe Steppeulvene og døde i en alder af blot 26 i bjergene et sted på grænsen mellen Indien og Pakistan i det betydningsladede og begivenhedsrige år 1968. I øvrigt et dødsfald, som trods fundet af et efterladt afskedbrev med ordene "dette er et selvmord" har givet anledning til en del spekulationer.

Well, prøv at glemme alt det for en stund. For med nærværende samling breve - første gang udgivet i bogform i '93 - bliver det hele levende igen, og vi møder en følsom, skarpt registrerende ung mand med en utæmmelig rejselyst og et umiskendeligt formidlingstalent. "Breve til en veninde" - titlen foreslog Eik selv i et af brevene til Halfdan Rasmussens datter Iben - er således ikke blot en poetisk prolog til "Hip", men kan med lige så stor fordel "bare" læses som en klassisk kærlighedshistorie og/eller et fint tidsbillede fra en prægnant periode i nyere danmarkshistorie. 

Eik og Iben mødes omkring marcherne imod atomkraft i '61, og selvom de siden kommer bort fra hinanden i fysisk forstand, fortsætter Eik med at skrive frem til sin død. Små og store oplevelser deles med veninden, og især de levende rejsebeskrivelser fylder; begejstringen i forbindelse med hans første møde med Paris er smittende, mens det beskrives, hvordan han blaffer derned, sover under broerne, tjener til brødet og imponerer luderne med sin medbragte guitar. Og så er det sjovt at læse, hvordan "eksistentialist" på det her tidspunkt ikke blot er en akademisk kategori, men en ganske konkret livsform. Og der er noget rørende over Eiks barnlige begejstring og ukuelige optimisme, da rygtet om forbilledet Bob Dylans forestående, første koncert nogensinde i København i maj '66 breder sig: Eik vil backstage og aflevere et kassettebånd med sine sange til forbilledet - "så må Donovan undvære", som han skriver.

Stærk læsning

Steppeulvenes "Hip"  står som et uomgængeligt hovedværk i dansk rockmusik - ikke mindst takker være Skaløes fabulerende, dansksprogede tekster. Hvis man skulle være forledt til at tro, at de psykedeliske scenarier med Huxley og Grundvig på redaktionen, snabeltyrkersko og flyvende tæpper blot er frugter af en en LSD-inficeret sommer i '67, får man med nærværende bind vægtig dokumentation for det modsatte. Og at bandnavnets reference til Hermann Hesses stadig fremragende "Der Steppenwolf" fra '27 er mere end blot distanceblænderi og pseudointellektuel staffage står klart - den Eik, vi møder i brevene spejler trods sin ungdommelige livsappetit i dén grad romanens civilisationskritiske og utilpassede enspænder. "Han var en temmelig klog mand, men ét havde han ikke lært: at være tilfreds med sig selv og sit liv", som det hedder i "Kun for forrykte", Skaløes parafrase over romanen på "Hip".

"Breve til en veninde" er kort sagt stadig stærkt læsning - som tidsbillede, portræt af en kunstner in spe og ikke mindst som en klassisk kærlighedshistorie, som trods sin kulturelle kontekst - hippiekulturens eksperimenter med blandt andet fri sex - har et ophøjet, platonisk-poetisk skær. Brevene, som bindes sammen af Iben Nagel Rasmussens erindringer, har klare, litterære kvaliteter, og rejsebeskrivelserne vidner om en skarp iagttager og følsom formidler. Jo, Skaløe fremtræder som en rastløs sjæl, og ja, måske var det denne rastløshed, som indirekte medførte hans alt for tidlige død. Men med denne samling kommer vi bagom mytologien og tæt på mennesket - og det er et interessant bekendtskab.