Kaizers Orchestra: Violeta Violeta, Vol. 2

Kaizers Orchestra
Violeta Violeta, Vol. 2

Kaizers Orchestra: Violeta Violeta, Vol. 2

GAFFA

CD / Sony Music
Udgivelse D. 20.01.2012
Anmeldt af
Erik Barkman

Kaizers Orchestra er ikke, hvad de var engang. Det ved alle, der har set dem live: Vildskaben er sevet ud af den balstyriske sigøjnerrock, nordmændene slog igennem med, og tilbage står kun en stivnet grimasse. Alle bliver ældre, og i dag er Kaizers et helt andet sted end i starten af 00'erne.

Violeta Violeta II er et album i den klassiske rocks tegn. Det åbner med koklokke og beskidte blues rock-guitarer i I Ett Med Verden og følger op med soul-blæsere, glam rock-riff og en hel del hilsener til Led Zeppelin, Creedence Clearwater Revival og David Bowie. De norske nationalrockere har ikke mistet grebet om den medrivende stadion-basker, tværtimod. Hør bare underskønne Drøm Videre Violeta med Beatles-strygere og fællessang – eller surf-rockede Faen I Båten, der nok skal sætte gang i de forreste rækker live.

Kaizers Orchestra er ikke, hvad de var engang. Til gengæld er de så meget andet. De gale nordmænd ældes med ynde, og gamle fans kan med sindsro blive hængende til andet kapitel af orkestrets stort opsatte Violeta Violeta-trilogi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA