Kommandør Cohen begaver igen med endeløs dybde og indsigt

Otte års pladepause er egentlig ingen tid, når man som 77-årige Leonard Cohen leverer poesi, der er eviggyldigt universel og blot stikker dybere, som tiden tikker af sted.  Derfor er det også lettere omsonst at fælde endegyldig dom over disse 10 spritnye stentavler fra sandheden og sangens tårn. Men jo, han har sgu gjort det igen. Ikke bare trukket det længste strå i poesiens hellige navn, men revet hele marken op ved roden.

Old Ideas er muligvis gamle idéer og emner, men retfærdigvis relevante, da temaerne liv, længsel, lidenskab og død stadig vendes med vid og visdom af den endeløst dybe stemme. Der kunne skrives om den musikalske elegance eller det engleblide kor, men det er det, der kommer ud af Leonards mund, det hele handler om. Lyden og ordene.

Helt kærlig er stemmen i den selvransagende Going Home, hvor Cohen går i indre dialog med rollen som Leonard: "a lazy bastard living in a suit", som dukkeføreren beskriver figuren, vi vægter så højt. Anderledes rumlende brummer basbarytonen som en gammelsulten mave i Amen, der smager af jødisk mafioso-western.

I bluesagtige Anyhow finder vi Cohen ikke så meget syngende som åndende liv i de tiggende og angrende ord med et så lumsk smil, at han nok skal få talt trusserne af den forbitrede dame igen. Og i den underskønne Crazy To Love You er der mere vægt bag linjen "I'm old and the mirrors don't lie," end da partneren Anjani indspillede sangen i 2006. Og således ældre og om muligt endnu visere har det grå gulds golden voice igen henført os til fordybelse.