25-årig chanteuse-komet er født til at triumfere

Med raketfart har sangerinden Elizabeth Grant skudt sig ind i mainstream-kulturen under navnet Lana Del Rey, og det med nok rygter, sladder og hype til at fylde det halve internet. Men lad alt det ligge for en stund, og fokuser i stedet på indholdet, et element der normalt er aldeles fraværende hos nutidige sensationer. For hvor andre perfekte imagepakker kun har imaget, så har Lana Del Rey en hel del at byde på musikalsk. De fleste har vel allerede hørt titelnummeret, Blue Jeans og Video Games – tre sange, der er noget af det bedste og mest ambitiøse pop, der er kommet ud af Amerika i årevis.

Helt samme himmelske øregasme-niveau nås dog ikke på resten af albummet, der stort set holder sig til samme smukt melankolske formel, hvor den skrøbelige femme fatale giver den som forførerske over tunge beats, hiphoppede samples og sjælfulde strygere – en sound, der både er vintage og en vogue. I længden er det også denne lyd, der er albummets hæmsko, for variationen bliver lidt en mangelvare. Det forhindrer dog ikke, at man stadig kan nyde den næsten nuttede Off To The Races, den storslåede National Anthem og Million Dollar Man, hvor Lana Del Rey kanaliserer både Elvis og Fiona Apple.

Albummets absolutte lavpunkter er heldigvis kun inkluderet på deluxe-udgaven, der rummer 15 numre, modsat standardudgavens 12. For af disse tre uønskede bonusser er Without You en generisk metervareballade, Lolita noget skizofrent rod og Lucky One enerverende sødsuppe, med et beat som et kollapsende køkkenskab.