Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Lørdag d. 28-01-2012 kl. 13:50

The Master Musicians of Jajouka led by Bachir Attar
Global, København N,
fredag d. 27. januar 2012

Anmeldt af Torben Holleufer
Foto: Jacob Crawfurd, www.crawfurd.com
GAFFA
5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner5 stjerner
5 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Ud af kroppen oplevelse på Global

Det er et af de helt mystiske orkestre. Mestrene fra den lille landsby i de Nordmarokkanske Jaballahbjerge er et af de tidligste verdensmusiknavne. Vi kender dem mest fordi rullestenen Brian Jones kom op til landsbyen i 1968 og indspillede en plade, men historien går selvsagt langt tilbage. Det er simpelthen et orkester af den slags, hvor ordet grænseløs ikke er en overdrivelse.

Nu stod de så på Global. 12 år er der gået, siden de spillede to koncerter på Roskilde Festival, men i den udgave, vi så i går, var de skarpere end længe. Det blev simpelthen en besættende rejse, vi var med til på et Global, som var næsten fyldt af forventningsfulde tilhørere. Fedt at der nu kommer så mange til en musik, der er så speciel.

I centrum stod Bachir Attar. På en gang lokal musiker og kosmopolit har han haft adresse i hjembyen, i Tanger og i New York. Hæsblæsende har rejsen været, mens han har holdt sammen på gruppen, men som han spillede i går, er der bestemt lyse tider på vej igen. Vi var i første omgang i det hyggelige hjørne, hvor han spillede på sin store lothar, en slags lut overtrullet med skind, og spillede op til den mesterlige violinist, der med instrumentet dansende på knæet betog os med de herligste forsirede løb. Mens trommeslagerne skabte det unikke flow, som er så typisk for bandet.

Derefter fik vi de klassiske panfløjter, som de er så berømte for, som er blæst med så meget luft og hvor cirkelåndedrættet gør, at lydene væver sig ind og ud og får en uendelig kvalitet. Det var meget, meget smukt. Og aldeles besættende og bevidsthedsudvidende.

Hvor efter vi til sidst fik det helt store traktement, hvor de markante arabiske oboer kom frem og der for alvor blev spillet op til fest. Her var trommerne på en gang rullende i deres kompleksitet og majestætiske i deres unikke tekstur, og hornene spillet elegant efter landsbyens stil, indtil de til sidst afsluttede med den rendyrkede trance, som for undertegnede mindede meget om den stil, man kender fra det berømte aissaoua-sufibroderskab.

Det var en mageløs koncert. Og den gode nyhed er, at de gentager festen i aften på Atlas i Århus lørdag.

Tip en ven
1 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Uden at det skal ligne et perfidt personangreb, kan man vel diskutere, hvor egnet, en person som præsenterer koncerten, er som anmelder af samme. Man kunne måske få en mistanke om, at anmelderen i denne sammenhæng ville være en smule unuanceret og farvet i sin vurdering.

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.