Anmeldelse / Live / Lørdag d. 28-01-2012 kl. 21:06

Rich Robinson
Loppen, København,
fredag d. 27. januar 2012

Anmeldt af Oliver William Gunner
Foto: Oliver William Gunner

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Sjældent har anmelderen været til en koncert, hvor et band kunne mestre så mange forskellige genrer i én stor harmoni

Guitaristen Rich Robinson fra det amerikanske band The Black Crowes gæstede i aftes København med sit eget band, hvor han selv synger og spiller guitar. Her blev publikum vidne til en koncert, der vel bedst kan beskrives som en lang syret jamsession med en smule vokal på.

I aftes var Rich Robinson hovedperson i eget show og leverede en koncert, hvor musikken i høj grad adskilte sig fra hans mere kendte band. Normalt er storebror Chris frontfigur i The Black Crowes, som har turneret med navne som Aerosmith, ZZ Top, Jimmy Page og Tom Petty and The Heartbreakers. Men i Rich Robinsons selvbetitlede band er det ham selv der synger og spiller guitar, bakket op af et solidt bluesband med trommer, bas og orgel. Her er der skruet ned for de hårde trommer og det høje toneleje, og publikum fik en koncert, hvor sangen lå så meget i baggrunden, at flere af numrene endte i regulære jamsessions som varede over 10 minutter. Musikken gik her op i en større enhed, og flere gange var det som at være tilbage i de glade 70'ere på Christiania.

Instrumenterne tog over

Rich Robinson har til dato udgivet to soloalbums, og langt størstedelen af aftenens numre var fra den nyeste plade Through a Crooked Sun, som udkom i 2011. Albummet har generelt fået en positiv modtagelse, men et af kritikpunkterne har bl.a. været hans manglende kvalitet i sangstemmen. Under aftenens koncert blev det også allerede fra første nummer tydeligt, at det ikke var stemmen, men musikken og sammenspillet mellem kvartettens fire instrumenter, der skulle vise en ny side af Rich Robinsons musikalske register. Allerede under andet nummer, et cover af Fleetwood Macs Station Man, formåede han kun at synge i cirka 30 sekunder, før musikken overdøvede stemmen så meget, at bandet i stedet gav solo for alle pengene. Det endte med at den meget overbevisende orgelspiller rejste sig op fra sin klaverbænk og spillede en fem minutter lang solo på sit Rhodes-piano, der ville have gjort Ray Charles stolt. Så var scenen ligesom sat.

Grateful Dead og Pink Floyd

Efter aftenens koncert forstår jeg bedre, når Rich Robinson siger, at han er inspireret af det legendariske band Grateful Dead, som var kendt for at syre ud i lange solostykker, der kunne tage en halv time ad gangen. På gulvet foran den lave scene på Loppen blev vi langsomt revet med ind i Robinsons musikalske univers, hvor referencerne til fortidens musiklegender var utallige. Flere af numrene, blandt andet Standing on the Surface of the Sun og It's Not Easy, begge fra Robinsons nyeste plade, havde lange introer med forankring i også eksempelvis Pink Floyds album Dark Side of The Moon. Begge disse numre gik under koncerten over i regulære syresoloer med lange slideguitarriffs og elektroniske vibrationer fra orgelspillerens Nord Electro Keyboard. Trommeslageren med det store afrohår, Joe Magistro, leverede fornemt percussionspil, og jeg tror ikke én eneste blandt publikum stod stille under disse numre. Man glemte alt om tid og sted, og meget velvalgt spillede Rich Robinson og co. i løbet af aftenen et glimrende cover af det gamle Pink Floyd-nummer Fearless.

Melankolsk country-folk

Aftenens højdepunkt var, da bandet spillede nummeret Falling Again. Sangen handler om depression og usikkerhed og tager udgangspunkt i en skilsmisse, som Rich Robinson for nyligt var igennem. Nummeret havde en velopbygget dynamik, hvor trommeslageren spillede en afslappet bongo-rytme med hænderne på lilletrommen, samtidig med, at guitaren leverede countryharmonier med den velkendte pedal steel-lyd. Nummeret havde et nærvær over sig og man fik en følelse af at blive trukket ind under huden på forsangeren, som normalt er mere kendt for hurtige guitar-riffs frem for sine melankolske tekster. Det var et nummer, der ledte tankerne over på nogle af de gamle Crosby, Stills, Nash & Young-sange, og endnu engang formåede Rich Robinson at vise sit store repertoire, forankret i og inspireret af de store kanoner fra 60'erne og 70'erne.

Hvordan modtog publikum så den nye figur?

Da Rich Robinson valgte at få en solokarriere ved siden af Black Crowes, sagde han i et interview tilbage i 2004: " The weird thing is that the people who are coming to see me are Crowes fans, and Crowes fans are really supportive and really cool, but they're always gonna like the Crowes better". Spørgsmålet er så, om det stadigvæk er de gamle fans der tropper op, og hvordan blev hans eget band modtaget af det Københavnske publikum?

Alle de folk jeg fik snakket med i løbet af aftenen var kommet, fordi de kendte til The Black Crowes. Ikke én eneste af dem havde hørt hans to soloalbums, og selvom der nok var nogen til stede, som havde lyttet til dem, var det mit generelle indtryk, at de fleste blandt publikum var kommet for at høre den gamle guitarist fra Crowes. Alligevel var det som om, at jo længere koncerten skred frem, desto mere begyndte folk at danse rundt og lade sig rive med af Robinsons melodiske arrangementer. Hans leverede i hvert eneste nummer prøver på sit karakteriske guitarspil til store applauser fra publikum under numrene, og åbnede gradvist op for godteposen i et underspillet univers af rock, blues, country og Pink-Floyd-inspirerede progressioner. Ved koncertens afslutning blev publikum stående og trampede i gulvet i flere minutter, hvorefter hovedpersonen vendte tilbage på scenen og spillede et akustisk nummer efterfulgt af en god omgang rock og rul med bandet.

Så på trods af, at vokalen flød lidt sammen med musikken flere gange under koncerten, er jeg sikker på, at størstedelen af de tilstedeværende fik en musikoplevelse, de sent vil glemme. Sjældent har jeg været til en koncert, hvor et band kunne mestre så mange forskellige genrer i én stor harmoni. Og hvor det vel og mærke var musikken der var i hovedsædet, og ikke forsangerens ego.