Lauryn Hill: Falkoner Salen, København

Lauryn Hill, Falkoner Salen, København

Lauryn Hill: Falkoner Salen, København

Anmeldt af Sohail Hassan | GAFFA

Lauryn Hill er en legende på trods af at hun kun har ét hit-spækket album bag sig. Den kvindelige rapper/sanger imponerede allerede som en tredjedel af gruppen Fugees, med sin fantastiske vokal. Der har været ret stille om hende i mange år, men nu turnerer hun igen, og efter Berlin og Stockholm kom turen til København og en fyldt Falkonér Sal.

 

Dårligt fra start

Som opvarmning var Hills egen dj på scenen og fyrede det ene hit efter det andet af. Han kom godt rundt i genrene, bl.a. reggae, R&B, pop, dance og ikke mindst oldschool hiphop. Han fik sat godt gang i publikum, men det nåede også at dø ud og blive til irritation, efter mere end halvanden times opvarmning. Dj'en fik spurgt om vi var klar til Lauryn 100 gange, og til sidst virkede det, som om han selv løb tør for god musik. Publikum begyndte at buh'e, og så kom bandet snøvlende ind på scenen en efter en.

Allerede under det kiksede dj-sæt var det tydeligt at lyden i Falkonér, som sædvanlig var hul og dåse-agtig, med masser af rumklang. Da bandet satte i gang øgedes lydtrykket, men det lød ikke bedre. Tværtimod lød det det som et rumlende og støjende inferno.

En anden irriterende fejl ved Falkoner salen er at scenen er så lav i forhold til det stående publikum. Da Hill endelig kom ind iført pels og seriøs bling, var hun med sin ret begrænsede højde knap til at få øje på. 

 

Mega tempo

Efter at bandet, der bestod af 2 guitarer, bas, trommer, keys, 3 på kor og endnu en dj ud over dj'en fra før, havde fremført et støjende instrumental-nummer, startede Hill med at synge Killing Me Softly i en dobbelttempo dub-version. Det skulle hurtigt vise sig at det var koncertens gimmick, for Everything Is Everything fik ligeledes uptempo-behandlingen. Lauryns skønsang var afløst af staccato og stakåndet sang i et aggressivt og anstrengt tempo. Kombineret med den alt for høje og forfærdelige lyd tog det alt det fede ud af de ellers sindssygt gode numre vi alle var kommet for at høre. Det ene nummer afløste det andet, og selv om musikerne spillede godt og Lauryn gav den alt hvad hun havde i sig, så fungerede det bare ikke.

Der var selvfølgelig dem blandt publikum som kom for at feste og var ligeglade med den sindsysgt høje og dårlige lyd og at man faktisk havde svært ved at høre teksterne og genkende numrene, men der var også mange som trods den lange ventetid, gik efter de første 20 minutter.

Vi der blev oplevede en Lauryn, som skreg sig igennem Superstar, Concrete Jungle, Forgive Them Father og Final Hour, alle ellers fine stilfulde numre, bare ikke denne aften, hvor de blev tolket med fuld knald på.

Først en halv time inde i koncerten bliver tempoet sat lidt ned på To Zion og The Sweetest Thing. Det holdt også nogenlunde på When It Hurts So Bad, I Used To Love Him og duetten Nothing Even Matters, men samtlige numre blev fremført som var Hill på amfetamin med vilde armbevægelser og opfordringer til publikum om at give den fuld gas, hvilket smadrede numrene.

Tempoet og lydniveauet røg helt til tops på Lost Ones, som jo også er et power nummer, men nu kørte over gevind. 

Derefter gik det ud over den fantastiske sjæler Ex-Factor, og da de spillede Stevie Wonders Master Blaster (Jammin'), var det da en overraskelse, men ikke vellydende, da den også blev fremført for hårdt og kontant uden den sjæl som det nummer ellers emmer af.

Det var som om Lauryn ønskede at komme tilbage til den hårde hip hop-lyd, og da hun fyrede Fugee-nummeret How Many Lics gav den aggressive stil hun havde kørt hele aftenen langt mere mening. Så fulgte yderligere tre Fugees-sange: Fu-Gee-La, Ready Or Not og Killing Me Softly; kun sidstnævnte var ikke på steroider.

Ekstra-numrene var Bob Marleys Turn The Lights Down Low og Could You Be Loved, hvor sidstnævnte desværre lød som en billig coverversion. Afslutnings-nummeret var selvfølgelig hendes største hit Doo Wop (That Thing) igen pumpet godt op, men ikke sådan som vi kan li' den.

 

Mislykket forsøg på fornyelse

Ganske som lovet fik Lauryn Hill spillet sig igennem hele albummet The Miseducation of Lauryn Hill og de største af hendes Fugees-hits, men den fantastiske oplevelse man får ved at lytte til indspilningerne udeblev helt denne aften. 

Alt i alt en skuffende koncert-oplevelse, hvor man kun kan glæde sig over at Lauryn stadig har stemmen og energien. Men den hårdtpumpede aggressive tilgang til hendes dejlige stemningsfyldte numre fungerede slet ikke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA