Anmeldelse / Live / Fredag d. 03-02-2012 kl. 09:22

Rasmus Seebach
Portalen, Greve (turnéstart),
torsdag d. 2. februar 2012

Anmeldt af Anders Reuss
Foto: Jacob Dinesen

GAFFA		5 stjerner
Læserne		2,67 stjerner i snit (efter 6 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rasmus Seebach overvandt GAFFAs anmelder med ærlig og effektfuld sentimentalitet

Rasmus Seebach kan et eller andet, der virker helt vildt godt. Efter koncerten, på vej hjem i bilen, er min første indskydelse at dedikere denne anmeldelse til mine kære børn, der ligger og sover sødt i drømmeland med hovederne på puden.

Så effektivt er det. Det rammer lige i hjertekulen. Selv på en kynisk, hårdhudet og højpandet rockanmelder som mig. Han fik sentimentalitetsskovlen under mig, den gode Rasmus Seebach.

Og lad det være sagt med det samme: Det var ikke stor og dyb rockkunst, der tonede fra scenen i Portalen i Greve til Rasmus Seebachs turnéstart i går. Det var rendyrket popmusik, og det er ud fra den præmis, koncerten skal bedømmes.

Næsten kun kvinder
Der lugtede fuldstændigt som hos min frisør i Portalen, og publikum lignede faktisk også deltagerne i en frisørmesse. Langt hovedparten var kvinder mellem 25 og 40 bobbet op til en aften i byen.

Derfor var det ellers fantastisk aktive og medlevende publikum utroligt tavse, da Rasmus Seebach bad drengene lave noget larm. Der var næsten ingen hankønsvæsner blandt de 900 gæster i salen.

Det er helt åbenlyst, at der ruller artistblod i Rasmus Seebachs årer, og han optræder imponerende afslappet, naturligt og hjemmevant på scenen. Der er ikke noget bling over ham, som han er klædt i sorte jeans, hvid langærmet undertrøje og sort blazer. Det er alene hans inderlighed, uforstilte charme og karisma, der får ham til at stråle. Han er fuld af overskud og synger perfekt. Nøjagtigt som vi kender ham fra pladerne.

Nøglen er ærlighed
Rasmus Seebach taler meget mellem sangene. Lange introduktioner som er lige så drivende sentimentale som sangkataloget. Det balancerer meget, meget tæt på grænsen til det kvalmende, men på magisk vis løfter han det op og bærer den igennem.

Rasmus Seebach er ikke antydningens mester. Der er ikke noget elegant eller subtilt over hans tekstunivers. Det hele er direkte og eksplicit, og handler om relationer mellem mennesker. Så simpelt er det. Nøglen til at det fungerer for ham, er den overbevisende ærlighed, han udstråler. Vi tror på, at han mener det oprigtigt, og så er det nemmere at bære – og bære over med. Han kan slippe af sted med banale betragtninger som ingen andre.

Utrolig perkussionpige
Rasmus Seebach har taget det tunge artilleri med på landevejen og hans band tæller intet mindre end 11 musikere inklusiv en strygerkvartet. Det er en samling solide, dygtige og relativt anonyme musikere – på nær den utrolige perkussionist Tira Skamby. Hun giver den gas med en ihærdighed, så man skal se det for at tro det.

Hvis man som mand er blevet slæbt med til Rasmus Seebach-koncert af sin kæreste og keder sig lidt ind i mellem, så skal man bare kigge på Tira Skamby. Det er lige til at blive glad af.

Satser på det sikre
Bandet spiller perfekt uden at lægge noget nævneværdigt til de kendte versionerne af sangene. Det er pænt, fejlfrit og perfekt. Man kan godt savne, at der bliver leget lidt mere med materialet. Det ville være forfriskende, hvis Rasmus Seebach bød på nogle flere musikalske overraskelser, men der bliver satset på det sikre og ikke taget mange chancer.

Men alt andet lige er det et kæmpe plus, at Rasmus Seebach har gjort sig den anstrengelse at tage et stort og dyrt hold dygtige, levende musikere med på turné. De fleste af hans kollegaer i radiopopsegmentet spiser deres fans af med en langt ringere discountvare.

Publikum fik fuld valuta for billetten. Rasmus Seebach spillede næsten alle sangene fra sine to storsælgende albums - inklusiv sin fars rørende "Under Stjernerne På Himlen" som sidste ekstranummer.

Hele forestillingen er som sagt skamløst poppet og sentimental som en stak ugeblade, men det virker i kraft af Rasmus Seebachs elskværdige væsen, tilsyneladende ærlighed og unikke greb om sit materiale.