Anmeldelse / Live / Lørdag d. 04-02-2012 kl. 01:36

Henry Rollins
Bremen,
fredag d. 3. februar 2012

Anmeldt af Mikkel Elbech
Foto: Rasmus B. S. Hansen - www.terranaut.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Jorden rundt på 150 minutter med Rollins ved roret

Når Henry Rollins først får åbnet for de verbale sluser, er han ikke sådan at stoppe igen. I to en halv time tromlede han derudad denne aften på Bremen – uden så meget som en pause til at drikke en tår vand. Det fascinerende er, at det ønske om en snarlig afslutning, der trods alt meldte sig hen mod slutningen, i højere grad var forårsaget af en trang til at komme op og ud af de trange og i længden ganske umagelige siddepladser, end af et ønske om, at Rollins ville sætte en stopper for sin ordstrøm.

At han er en fascinerende og fængende historiefortæller, det ligger fast, og hans ry herfor er så afgjort velfortjent. Men dette ry henviser først og fremmest til formen, snarere end indholdet. Og det er her, hans styrke er allerstørst. Fordi han har set og oplevet verden fra perspektiver, som ingen andre har. Fordi han i praksis står og udøser erfaring fra et reelt levet liv, snarere end blot udsvævende teorier om, hvordan livet burde være. Og fordi det er historier med klare og vedkommende pointer og tydeligt gengivede skikkelser, som det er muligt for de fleste at relatere til på et aldeles almenmenneskeligt plan.

Det i sig selv er måske ekstra bemærkelsesværdigt, når man tager i betragtning, at historierne tager udgangspunkt i Rollins' mildest talt kaotiske liv på landevejen i front for Black Flag, hans rejser rundt til verdens brændpunkter – herunder samtlige lande i George W. Bush's axis of evil – og om en række forunderlige situationer, som han i kraft af sin unikke personlighed ender i. 

En nøje afmålt foragt for hjemlandet
En af Rollins' hovedpointer er, at hvor afskyelige regimer end kan være – om det så er det nordkoreanske eller det amerikanske – og hvor mange fordomme man end måtte have om hinanden, så er homo sapiens på invididniveau ganske ofte en sympatisk og imødekommende størrelse, der blot prøver på at føre sin tilværelse efter bedste evne i de omgivelser, man nu engang er placeret i.

Dén pointe har man hørt før, men den er altid vedkommende og aldrig mere, end når den kommer fra en person, der kan trække på personlige møder med folk fra Cuba, Vietnam, Sudan, Syrien, Indien, Nordkorea, Mongoliet, Cambodia, Kina, Tibet og alskens andre steder.

Kontrasten, som Rollins' historier for det meste fortælles op imod, er hjemlandet USA, som han nærer en nøje afmålt foragt for. For de republikanske kandidater, der aktuelt fylder mediebilledet. For sydstaterne, der helst havde bibeholdt slaveriet, og som nok gav slaverne deres frihed, men ikke deres lighed. For Bush, Cheney, Rumsfeld og resten af persongalleriet, der gik forud for Obama-administrationen. Og for CostCo, det gigantiske varehus, hvor alle varer kan købes i maxistørrelse til en billig penge med en midlertidig tilfredsstillelse af forbrugerens intense købetrang til følge.

Værd at gruble videre over
I løbet af de 150 minutter får Rollins således formidlet sit perspektiv på hele verdenssituationen og på menneskeheden som sådan. Og det gør han på sin egen karakteristiske vis, som er nem at betegne som værende uortodoks og politisk ukorrekt. Men deri ville ligge en form for distancering til hans spidsfindige brug af den groteske humor, og den fortjener alt andet end en distancering.

Tværtimod er det netop den selvsikkerhed, med hvilken de ofte bizarre og groteske anekdoter fortælles, der gør dem såvel menneskelige som troværdige. Historierne og pointerne ville ganske enkelt ikke være de samme, hvis de blev nøgternt og humorforladt gengivet, og det forekommer fuldt ud legitimt at bruge grotesk humor til at formidle groteske situationer. Om det så er om Rollins' besøg i Nordkorea, bondingoplevelsen over et rottemåltid med en gruppe lokale i Sydindien – eller hans tur til Vietnam, hvor hans lokale guide selv har oplevet krigen og løbende gør groft nar ad John McCain, præsidentkandidaten, som Obama besejrede, og som var krigsfange i Vietnam.

Rollins er åbenlys modstander af det frelste, det hykleriske og det påtagede. Det gør han sine tilhørere aktivt opmærksom på, men hans fremtoning afslører tilsvarende hans stærke tro på de pointer, han løbende serverer. Oprigtigheden er i højsædet, og for at den kan være det, er det således også et krav, at man blot er sig selv og gør tingene på de måder, der nu engang er mest nærliggende og naturlige. I Rollins' tilfælde betyder det, at han står næsten stille på scenen, mens han leverer sin ganske lange monolog, og det kan øjensynligt ikke forholde sig anderledes. Aldeles heldigt for publikum, at resultatet så både er stærkt underholdende og værd at gruble videre over, når monologen så endelig er ovre til sidst.