Anmeldelse / Live / Lørdag d. 04-02-2012 kl. 04:03

Surfact
Kansas City, Odense,
fredag d. 3. februar 2012

Anmeldt af Morten Gottschalck
Foto: Nicolai Kiel Lauesen

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Glatpoleret bulder og brag møder årsag og effekt

Femlingen Surfact besøgte det lettere afsides og sneklædte Kansas City, med opvarmning af Killboy Runaway, til cirka 35 menneskers fornøjelse. Killboy gik på ved 9-tiden, og serverede på nogle-og-tyve minutter en kombination af Bad Religion, tidlig Green Day og teen angst. Bandet var velspillende og selvsikkert, og forsangeren var tilfredsstillende på alle de nødvendige kriterier. Ikke rigtig en finger at sætte på dette poppunk band, som dog heller ikke formåede at gøre varigt indtryk. (***)

Forventninger
I de seneste dage har jeg gennemlyttet Surfacts seneste album Feeding the Beast en håndfuld gange. Melodierne er gennemarbejdede og professionelt sat op, og lyden er poleret helt glat. Albummet kunne snildt være en hyldest til Carpark North og det amerikanske band Filter. Det hele er kørt gennem produktionsapparatet syv-otte gange, indtil alle er glade. Indtil alle skønhedspletter er fjernet, og selv Photoshop må give fortabt.

Mit håb til koncerten var netop, at den ekstremt polerede lyd ville få mere kant live. At det ville blive mere råt og usødt, og at det hele ikke blev serveret på kongeligt porcelæn. 

Konsekvenser
Men Surfact har valgt at reproducere den glatte lyd live. Guitar, guitar og bas følger hinanden meget tæt sættet igennem. Man kunne godt fjerne den ene guitar uden større problemer. Det ville dog ikke ændre noget ved den kønsløse musik.

Der er både skønsang og dejlige trommer og gode, medrivende melodier, og det kunne sikkert blive et kæmpe hit i USA, men for 10 år siden. Det hele lugter af fabrikshal. Jeg har indtryk af, at musikken er lavet udelukkende for at opnå et højere stadie rent kollektivt – ikke for at de individuelle musikere kan udfolde sig kreativt. Der er ikke plads i lydbilledet til svinkeærinder. Stilen dikterer netop, at det hele kører på fastlagte skinner.

Langt henne i koncerten får vi et toppunkt i "Leave and Survive" fra det seneste album. Alle de unge mennesker hopper rundt i jubel over at lyden endelig får lidt kant. Men det er også ærgerligt, at så meget går tabt lydmæssigt i forhold til den seneste plade. Jeg tager mig selv i at nynne med på en melodistemme, som enten er meget utydelig eller er helt væk. Det er vel den naturlige pris, når man producerer sig ind i et hjørne. Det er bare umuligt at gengive live. Lyden på Kansas City er i øvrigt heller ikke verdensklasse, men personalet er som alting flinke.

Resultat
Sidst i koncerten begynder der også at dufte lidt af Deftones og Korn, og den rå lyd dukker op flere gange. Det er bare for sent til gøre en vigtig forskel. 

Surfact er på papiret en kvintet, bestående af guitar, guitar, bas, vokal og trommer – med et par keyboards blandet ind i mikset, men ikke i nogen fremtrædende rolle. Men faktisk er der også en sjette gut, og han står for en ikke uvigtig del af musikken – nemlig andenstemmer og en del effekter. Han befinder sig ikke på scenen, men står placeret umiddelbart foran lydpulten, hvorfra han overtager størstedelen af lydmandens arbejde. Med tap på museknappen på sin laptop og armeret med et lille instrumentbræt, hvor ting kan skrues op og ned, har han en vigtig finger med i lydbilledet. Fra denne laptop produceres forsanger Jesper Storgaards allestednærværende andenstemme. 

Det er netop den insisterende andenstemme og de mange usynlige samples, som er min store anke. Hvad ville musikken være, hvis den ikke var så produceret? Hvad ville bandet gøre – eller være nødsaget til at gøre – hvis de ikke kunne kontrollere hver takt og tone på den måde? Tankerne ledes hen på George Lucas og hans prequel Star Wars-film, hvor alting ved hjælp af green screen bliver gjort komplet anonymt og dybest set ligegyldigt. Uanset hvilken historie der var tiltænkt, faldt den stille og roligt til jorden, og blev mere en magtdemonstration. Se, hvad vi kan med vores teknologi.

Men disse anker til trods, så leverer bandet en god optræden. Storgaards publikumtække vækker begejstring, og jeg tvivler ikke på at Surfact vil rejse videre rundt i landet med et ønske om at sprede storsindede tanker og buldrende musik, som lejlighedsvis lyder bedre live end på pladen.